Kære Pige Tak for dit brev. Når jeg læser dit brev, tænker jeg først og fremmest, at når man bruger meget make-up og som du selv skriver, for meget, så handler det om at skjule noget, som man ikke bryder sig om. Du skal huske på, at det er helt naturligt, at have lyst til at dække noget til, som man ikke lige umiddelbart kan lide at se på. Sådan har rigtig mange piger det.
Dog lyder det til at dit forbrug af make-up har taget overhånd og du har vænnet din hud og dig selv til ikke at se dit "rigtige" ansigt. Der findes flere forskellige måder at komme af med bumserne på, og make-up kan faktisk i mange situationer gøre det værre, da huden ikke kan ånde og derfor kommer til at producere for meget fedt. Tit kan få ændringer i din kost også mindske produktionen af bumser; f.eks ved at drikke rigeligt med vand i løbet af dagen og få vasket din hud inden du går i seng og når du vågner. Alt det ved sundhedsplejersken, din læge og din mor meget mere om, og det kan måske være måden at få taget hul på snakken, om det der fylder hos dig lige nu?
Sådan helt praktisk, så tænker jeg, at du samtidig kan få din egen læge, til at hjælpe dig med dine bumser, så de ikke generer dig så meget. Alternativt kan du bruge sundhedsplejersken på skolen, som også kan være god at snakke med om andet end bumserne.
Tænker nemlig det kunne være en hjælp for dig at tale med nogen om dine tanker. Måske det kan være den næste modige ting at gøre? At du har skrevet herind til os og at du har så meget fornemmelse af dig selv og af hvad der er godt og ikke godt for dig, viser mig, at du har en stor portion mod i dig, som jeg synes du skal være rigtig stolt af og netop bruge til at hjælpe dig selv. Det er endnu et skridt på vejen til at få det bedre, og kan også give dig et klarere billede af, hvad det er, der fylder mest hos dig - bumserne eller det at du er begyndt at skære i dig selv. Ud fra dit brev tænker jeg det hænger sammen; hvad mon du tænker om det?
Jeg ved godt, at det kan være super svært at tale med andre om sine inderste tanker og svære ting i sit liv, men det er tit en stor hjælp at snakke med nogen, når man har det sådan som du har det lige nu, og kommer til at gøre noget ved dig selv, som du egentlig ikke har lyst til. At begynde at skære i sig selv, som en metode til at "glemme det hele" for en kort stund, er noget man skal have stor respekt for og derfor ikke skal stå med alene. Måske har du en lærer du føler dig særlig tryg ved, som du, som en start, kan snakke med? Nogle gange vil dit "råb om hjælp" også kunne være noget man kunne snakke om i klassen - sådan helt generelt, da du helt sikkert ikke er den eneste der går med de tanker. Måske kunne du foreslå din lærer at hun/han kunne tage emnet/dilemmeaet op i klassen?
Det er ikke meningen at en ung pige, ikke skal have lyst til at gå i svømmehallen, bruge for meget make-up og være så ked af det, at du bliver nødt til at gøre skade på dig selv. Det er meningen at dem omkring dig, (også din læge), skal være med til at hjælpe dig, så du ikke når til, at det eneste du føler der hjælper – kortvarigt, er at skade dig selv.
Det er ikke så vigtigt, hvem du får sagt, hvad højt til; vigtigst er at du ikke længere går med det alene, og du får den hjælp du har brug for.
Husk at du altid kan ringe eller skrive ind til Børnetelefonen, hvis du har brug for at tale mere om det, end brevet her giver mulighed for. Du virker modig og klog på dig selv og det er et godt udgangspunkt for at få det bedre.
Jeg ønsker alt godt for dig. Kærlig hilsen Børnetelefonen
