Kære 11-årige pige
Det er et bekymrende brev, som du har sendt til os. Du har nået et punkt, hvor du lider så meget, at du snart skriger af smerte, og måske har selvmordstanker. Derfor er jeg så glad for, at du rækker ud efter hjælp fra os. Det er et stort og meget modigt skridt, du har taget nu ved at sige, at du ikke kan klare mere. Jeg vil hjælpe dig, så godt jeg overhovedet kan.
Som jeg læser dit brev, handler det om, at du er udsat for vold, der hvor du bor - mon det er rigtigt opfattet?
Jeg er fuldkommen enig med dig: Vold skader, og det kan man ikke klare selv. Du har virkelig brug for voksne nu, som kan hjælpe dig at komme ud af den situation, og med at få et rart og godt liv.
Da problemerne er opstået i dit hjem, tænker jeg, at du nok ikke kan snakke med dine forældre. Mit allerbedste råd til dig er derfor, at du ser dig omkring og overvejer, om der er en fornuftig voksen i din nærhed som du kan fortælle det til? En voksen, som også kan tage ansvar for, at hjælpe dig til at opsøge den rigtige hjælp.
Det kan fx være en lærer eller en pædagog du kender – bare det er en person, som du føler, at du kan have fuld tillid til. Hvem tænker du, at det kunne være?
Måske har du også brug for mere end at snakke med en voksen. Jeg spekulerer på, om du er i fare hjemme..? Hvis du er det, så er det vigtigt at du kommer væk fra volden, og hen til et sted hvor du er beskyttet og sikker.
Hvis du ikke kan finde en voksen i din nærhed, som du stoler på kan hjælpe dig, så skynd dig at kontakte os igen på 116 111. Vi vil gerne snakke med dig, og sammen med dig finde ud af, præcis hvordan du kan få den hjælp, som vil være allerbedst lige nu. Vi er på telefonen alle dage, året rundt, fra 11 til 02.
Hvis du kan mærke, at du er tæt på at knække helt, så er det også vigtigt, at du hurtigt får talt med nogen, imens du har det rigtig skidt.
Jeg håber, at du meget snart får den hjælp, som du har brug for og fortjener.
Mange kærlige tanker fra BørneTelefonen