Verden er ikke for mig
Hej.
Jeg har ikke tænkt mig at skrive en lang livshistorie, om mit sørgelige liv og “hvorfor jeg er som jeg er”, men du kan få den korte version.
Hele mit liv har været som en rutstjebane. Der har været oppe og nedture, ISÆR nedture.
Jeg har skiftet skole 5 gange. På en af de mange skoler, var eleverne fysisk voldelige og ikke nok med det, var de også rigtige glade for at køre mig fuldstændig ned, jeg fik ting smidt i hovedet som, “hvorfor er du her overhovedet, gør os alle en tjeneste og dræb dig selv”, “du er ikke andet end et læs” og bla bla.
Jeg endte på efterskole, da min mor troede det ville gøre mit liv nemmere. Men lille mig, som troede hun allerede havde ramt bunden, fik sig noget af et chok, da jeg kun sank dybere.
På efterskolen udviklede jeg en spiseforstyrrelse, jeg havde talt sammen at hvis mit kalorieindtag var på mindre end 500 kalorier om dagen og jeg trænede, så jeg kunne forbrænde 4000, ville jeg tabe 1 kg hver dag. Så jeg trænede fra 15-17 og så 20-22 i fitness. Og det virkede.
Imens det stod på, undgik jeg spejle, jeg kunne ikke glo på mit eget spejlbillede, uden at væmmes over synet.
Herefter blev jeg diagnoseret med social angst, jeg havde så mange angstanfald og det er virkelig forfærdeligt.
Jeg begyndte at skære i mig selv, og kom i en form for trance. Jeg gjorde det for at erstatte den psykiske smerte med noget fysisk i stedet. Underligt nok, var smerten ikke lige så slem, som den der var inde i mig.
Herefter fik jeg store selvmordstanker. Jeg planlagde det hele, skrev endda et fint afskedsbrev. Jeg var klar. Men alligevel var der en lille del af mig, der holdte mig tilbage.
Jeg kom på en ny skole, den var fin nok. Jeg fik venner, en kæreste, jeg havde faktisk planer i weekenden ( aldrig sket før ), alting virkede ok.
Indtil jeg skubbede alle væk fra mig og min kæreste slog op, hvilket resulterede i utrolig mange tårer og et knust hjerte fra min side. Jeg var lige begyndt at acceptere mit udseende, men pludselig kunne jeg ikke lide det jeg så i spejlet. Jeg begyndte at skære i mig selv igen, efter 6 måneders pause. Og nu blev de endnu dybere, så dybe at det nok ville have været en god ide at få dem syet. Selvmordstankerne kom snigende igen og jeg blev til alting jeg sagde jeg aldrig ville.
Engang var jeg et mønsterbarn. Jeg drak ikke, røg ikke, gjorde ingenting. Men pludselig drak jeg, tog jeg snus, røg jeg og det er ikke kun smøger vi snakker om, det er hash og skunk og hvad end der ville få mig op at flyve.
Og det er så her vi er nu.
Jeg har brug for at få mit liv på rette spor, men jeg ved ikke hvordan.
Jeg hader mit liv, jeg er ikke andet end en samfundstaber. Og jeg fortjener en pinefuld død.
Ingen elsker mig, ikke engang mig selv. Verden er fuld af smerte og jeg kan ikke holde til den længere, det er alt for meget.
Jeg kan aldrig komme ud af det her, for når du har lukket mørket ind, så bliver det inde i dig og du går i et med det.
Ingen ved at jeg har det sådan her, jeg skjuler mit sande jeg, bag en masse falske smil. Alle tror jeg er okay, men hvis bare de kiggede dybt nok i mine øjne, til at se at der er et knust menneske bag facaden.
Selvmordstanker Andre der hjælper
Trin for trin Byg et brev
Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.
