Kære dreng på 17 år
Jeg forstår virkelig, at det tager hårdt på dig at skulle tale dine venner fra selvmord. Og at du går og er bekymret for dem! Derfor er det super godt, at du skriver, så du ikke skal gå med bekymringerne selv.
Jeg fornemmer, at det er vigtigt for dig at passe godt på din bedste ven – og dine venner i det hele taget. Jeg tænker også, de synes, at du er en god ven for dem, siden de deler deres problemer og selvmordstanker med dig.
Det er rigtig gode egenskaber: at være en god ven, hjælpsom og empatisk. Men det kan også tage hårdt på én, som du selv beskriver. Lige netop fordi man faktisk sætter sig ind i personens sted og følelser.
Du skriver, at din bedste vens selvmordstanker kan komme lidt ud af det blå. Og at han ikke deler det med sine forældre eller andre end dig i det hele taget. Jeg tænker derfor også, at det er et kæmpe ansvar, der lige pludseligt ligger på dine skuldre, når du virker ene om at skulle hjælpe ham.
Når man kæmper med selvmordstanker, er det vigtigt at have nogle at snakke med og som kan støtte én. Men det er også rigtig vigtigt at få noget professionel hjælp. Især hvis tankerne tager overhånd, eller der også er tale om selvmordsforsøg eller -planer. Det kan fx være hjælp via en læge, psykiatrien eller kommunen.
Mon du har snakket med din ven om at inddrage forældrene? Eller noget professionel hjælp? Måske han slet ikke vil have det. Men nogle gange kan man være nødt til at gøre noget, som en ven måske ikke bryder sig så meget om i øjeblikket, for at kunne passe godt på dem. Jeg håber, at du kan følge mig?
Måske du også kan foreslå din ven – eller dine venner – at kontakte BørneTelefonen, kommunen, hvor I bor eller Psykiatrifonden, hvor de kan få anonym rådgivning og hjælp? I kan måske få en snak om det ved, at du viser dem brevet her og mit svar?
Ellers tænker jeg også, at det er utroligt vigtigt, at du også passer godt på dig selv og mærker efter, hvordan du har det. Mest af alt så du ”kun” hjælper i sådan et omfang, at du ikke får det dårligt selv. Det kan være enormt svært!
Men du kan måske holde dig for øje, at det er bedre, du passer på dig selv, og er en god ven og hjælper i det omfang du kan. End at du hjælper ”mere end hvad der er godt for dig”, og at det så resulterer i, at du slet ikke kan være en god ven eller hjælpe. Hvis det giver mening?
Du kan også passe på dig selv ved, at du snakker med nogen om det hele, når du synes, det bliver svært. Måske du kan tale med venner, familie, en træner eller lignende? Sådan at du ikke skal gå med det selv.
Jeg håber, at mit brev kan give dig nogle idéer til, hvordan du ikke skal gå med ansvaret og bekymringerne for dine venner selv. Men måske også samtidig til, hvordan du kan støtte dem til noget professionel hjælp.
Kærlig hilsen BørneTelefonen
