Tankerne

Nu er de der igen. Tankerne. Jeg har tidligere prøvet at begå selvmord – op til flere gange. Sidst blev jeg indlagt, og var tæt på at dø, da jeg havde taget for mange smertestillende. Jeg har cuttet mig selv flere steder på kroppen.. Især min ene underarm.. Mine forældre fandt ud af det, men der blev ikke gjort det store..

Jeg har været hos psykologer, psykoterapeuter – og tilmed en healer/clairvoyant.. Intet af det har hjulpet mig videre. Da jeg lå indlagt for selvmordsforsøg sidste gang (i december), var jeg ved udskrivelsen meget sikker på, at jeg ikke kunne finde på at gøre det igen..

Men nu er tankerne kommet tilbage, og jeg plages efterhånden hver dag af tanken om selvmord.. Mit liv har set således ud de sidste mange år: Ja, altså….. Det startede med, at mine forældre gik fra hinanden, da jeg gik i 5. klasse eller sådan noget, så fandt de sammen igen og begyndte at bygge hus sammen… Da huset var færdigt og møblerne var flyttet ind, gik de fra hinanden gik..

Min søster, der den dag i dag er snart 20 år, var ikke lige så meget hjemme som jeg var dengang.. Jeg vidste hvor meget mine forældre skændes, men alligevel sagde jeg til mig selv hver eneste dag, at det nok skulle gå, og at de ikke ville gå fra hinanden.. Men det gjorde de jo så.

Det har været en hård skilsmisse, og de har virkelig ikke kunne finde ud af at snakke ordentligt sammen.. Min mor har nu en kæreste som hun stort set har haft, siden mine forældre gik fra hinanden.. Og min far.. Ja, han har haft to kærester indtil videre..

Lige da jeg havde vænnet mig til hans første kæreste, gik det galt mellem dem.. Det gjorde ondt. Jeg holdt så meget af hende, og jeg savner hende stadig.. Hun mindede så meget om min egen mor, og hun spurgte altid ind til min dag.. Ligesom en ekstra mor.. Hun havde heller ingen børn, hvilket jeg var glad for.
 
Min fars nye kæreste siger mig ikke rigtig noget. Hun virker meget overfladisk og spørger ikke ind til noget.. Hun har en datter på 11 og en søn på snart 9.. Det bekymrer mig.. Kan ikke klare tanken om at de måske flytter ind på et tidspunkt.. Så bor jeg ikke hjemme længere.. Jeg er bange for at blive glemt helt i det her.

Jeg har mistet mit gode forhold til… ja, stort set alle i familien, efter mit selvmordsforsøg.. Og jeg føler ikke, at folk ser mig som den samme person. Den eneste, jeg har fået et bedre forhold til er min dejlige farmor som jeg virkelig aldrig nogensinde vil miste. Hun spørger så meget ind til, hvordan jeg har det osv. Det er en vidunderlig følelse at blive spurgt om det, da jeg til hverdag ikke føler, at jeg er noget værd..

Nu har jeg så for snart en måned siden fået en helt fantastisk kæreste… Han gør mig altid i godt humør, han spørger altid ind til, hvordan jeg har det, jeg kan være 100% mig selv overfor ham.. Hvis der er noget, er jeg ikke bange for at fortælle ham det eller græde overfor ham. Han ved godt, hvor dårligt jeg har det, og at jeg har forsøgt selvmord flere gange. Han prøver at hjælpe mig videre og er virkelig helt ubeskrivelig for mig.. Tror jeg kunne blive ved og ved……

Så er der det, at jeg har utroligt dårligt selvværd. Jeg hader kort sagt mig selv. Jeg kan ikke se noget smukt i mig selv. Hverken udenpå eller indeni… Jeg føler mig dum, jeg er doven og har ikke lyst til noget.. Jeg gider ikke i skole, lave lektier… Eller noget selvstændigt.. Jeg kan ikke overskue det. Jeg har lyst til at sove mit liv væk. Jeg går i 9. klasse, og har snart eksamener, hvilket jeg slet heller ikke kan overskue. Har været meget væk i dette skoleår – pga. skoleskift, indlæggelse pga. selvmordsforsøg og ikke mindst indlæggelse pga. fjernelse af mandler…

Føler jeg burde være indelåst på en eller anden psykiatrisk afdeling… Der er ingen, der ved det.. Men jeg kunne sagtens finde på bare at gå ud og drukne mig selv i badekaret, skære min hovedpulsåre over, tage en masse medicin igen eller noget andet. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op efterhånden. Jeg ser snart ikke noget positivt i noget.
 
Jo, i min kæreste.. Og i noget af min familie.. Mine veninder er der jo også, men det er bare ikke på samme måde.. Tror ikke der er andre, end min kæreste, der forstår mig.. Han har nemlig også forsøgt at begå selvmord.. Pga. en hård barndom og en far, der slog ham… Hvad skal jeg gøre ved mig selv og mit liv? Dem omkring mig? Jeg kan ikke forsætte med de følelser og tanker jeg har nu… Hjælp……