Svær Deprimeret

Kære bb

Jeg ved godt, at I sikkert ikke svarer mig, men jeg skriver til jer alligevel.

Jeg er en pige som går i 9. Klasse.

Jeg har altid haft lavt selværd så langt tilbage som jeg kan huske. Men i de seneste år er det nu kun blevet værre fx selvmordstanker, angst/panik anfald, “spiseforstyrrelse”, værdiløs mm.

Da jeg var 12-13 år begyndte jeg at føle mig tyk, selvom jeg var 165 og vejede 42 kg. Jeg brækkede mig altid, hvis jeg følte at jeg spiste for meget ( hvilket betød 1-2 gange om dagen). Jeg vil ikke sige det er bulimi, for jeg følte, at jeg kunne stoppe det dengang. Min mor opdagede det en dag da jeg var 14 år og siden da har hun hjulpet mig ud af den dårlige vane. Jeg indrømmer dog, at jeg stadig brækker mig, men det kan slet ikke måle sig med dengang. Jeg føler mig stadig vantvittig tyk, selvom jeg godt ved at jeg er normalvægtig, men det er som om den her ide har plantet sig fast i min hjerne.

Selvmordstankerne kom for et år siden. Jeg negyndte at forestille mig hvordan det var at hoppe ud fra motorsvejsbroen og blive kørt over eller hoppe ned fra en bygning. Men efter et stykke tid, synes jeg st det var latterligt og en egoistisk handling. Jeg ved at min familie eksker mig så dette forekom mig så dumt. Istedet er jeg så begyndt at ønske at jeg bare forsvandt, en meteor faldt ned at ødelagde mit hus eller at jeg aldrig havde eksisteret. Jeg ville ønske at de tanker bare kunne forsvinde, men nej, nej. Igen en ide som har groet sig ind i min hjerne.

Skole er bare noget som skal overstås, den eneste grund til jeg står op hver morgen er pga af min familie. Jeg går i skole pga dem. Skolen er forfærdeligt trist, ikke fordi jeg er dårlig, men fordi jeg altid forventer så meget at mig selv. Jeg lægger de her tårnhøje krav til mig slev, og hvis jeg ikke opfylder dem, føler jeg mig værdiløs og et stort nul.

Jeg hader mig selv, jeg hader mig selv for at være svag, for st være dum, for at være så bange hele tiden.

Nogle gange når jeg har gjort noget som jeg fortryder bliver banker mit hjerte derudaf, min mave snurrer sammen til en hård knude, et tryk på brystkassen og massivt skyldfølelse.

På de tidspunkter kunne jeg virkelig blive revet helt væk af angst og panik. Jeg bliver rastløs og går frem og tilbage råber og skriger indtil jeg ikke kan mere, og så falder jeg bare sammen.

Jeg har lige mistet mine to bedste veninder, og jeg kan ikke fortælle mine forældre det. De bliver så skuffede og kede af det hvis jeg fortslte dem det.

Det er bare en kæmpe byrde at bære på og jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg ikke bare kan smide den langt langt væk. Ved ikke helt hvad der er galt med mig…