Brev

stress og angst

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 13 årig pige.

Mange tak for dit brev. Når jeg læser det, kan jeg tydeligt fornemme, at du ikke har det særlig godt for tiden. Det er ikke godt, at at du tænker dårlige tanker om dig selv. For jeg er sikker på, at du hverken er klam, respektløs eller en psykopat. Jeg tænker mere, at du er en sød, usikker 13 årig pige, der føler sig alene, har det svært og tumler med en masse dumme tanker. Men det er flot og stærkt gjort af dig, at skrive dette brev til Børnetelefonen. Og selvom du føler at ingen forstår dig, så skal du vide, at du ikke er alene. Vi er her!

Det lyder virkelig ikke rart, at du går og er ked af det hele tiden. Når du skriver at du græder hver dag, kan du så mærke om det er noget specielt, en specifik ting du tænker på? Eller føler du dig bare ked af det over det hele?
Det er nemlig sådan, at når man kommer i puberteten, så er det normalt at have nogle dage, hvor man ikke kan overskue noget og bare er trist og forvirret, uden at man ved hvorfor. Det er svært at være i de perioder og man kan godt få tanker om, at man er ved at blive skør fordi man hurtigt skifter i humør fx fra gråd, vrede, grin og i de hele taget er de store følelser i spil. Hvis du har mod på det, kan du læse lidt mere om puberteten her: http://www.sexlinien.dk/emneside-kroppen/pubertet.aspx

I puberteten ændrer den måde man tænker på sig også. Og sommetider, kan det bare gøre det svært at overskue ting og andre mennesker. Jeg kan ikke svare dig på om du har en depression eller angst –  men jeg kan sagtens høre på dig, at du ikke har det helt godt. Hvis du er bekymret for om, det er depression eller angst, så er det en god idé at få en snak med din læge. Din læges navn, adresse og telefonnummer står på dit gule sundhedskort.

I brevet skriver du, at du græder over din familie. Her bliver jeg nysgerrig på om, det måske hænger sammen med at du har to kulturer? For jeg kunne forestille mig, at det også kan være svært at skulle leve op til to kulturer på en gang?
Men at du ikke magter at bede bøn tre gange om dagen gør dig ikke respektløs, jeg tænker mere at det afspejler, hvordan du har det indeni dig selv lige nu. Og det gør dig bestemt ikke til et dårlig menneske. Nogle gange har vi bare ikke energien til at kunne klare det hele og det er helt okay. Og måske fornemmer dine forældre også at du ikke har energien til det, men siger intet til dig om det.

I forhold til de fejl du nævner, at du har lavet og nu fortryder – så synes jeg at det er vigtigt at du husker på, at alle mennesker laver fejl. Det er noget der vil ske mange gange i livet. Det sker for os alle – også voksne. Og hvis vi aldrig lavede fejl, ville vi heller ikke lære noget. I brevet skriver du også at du har selvmords tanker – det er ikke noget, man skal stå alene med. Og selvom du synes at alting ser sort ud lige nu, så skal tingene nok blive bedre igen. Det er jeg helt sikker på. Du skal bare have noget hjælp til det at få det bedre.

Så jeg synes helt bestemt at du skal forklare dine forældre hvordan du i virkeligheden har det. For hvis du fortalte dem det, ville de sikker også bedre kunne forstå hvorfor du reagere som du gør. Hvis du synes det er for svært, kan du også sige det til en anden voksen. Måske en lærer, sundhedsplejersken, en bekendt eller en du selv tænker på. Måske du kan vise dem dit brev og mit svar, så kan de jo læse hvordan du går og har det for tiden. Og det ville også kunne hjælpe dem til at forstå, at du har brug for noget hjælp til at få det bedre.

Hvis det er svært, at komme i tanke om en voksen, som du ville kunne tale med, så kan det være, at du har mod på, at ringe eller skrive til BørneTelefonen 116111? Her sidder der voksne rådgivere, parat til at lytte og hjælpe, hver dag fra 11-23 på både telefon, chat og SMS.

Du lyder som sådan en sej og stærk pige, der er god til at mærke efter, hvordan du har det. Det skal du holde fast i. Jeg håber, at du får den hjælp og støtte, som du har ret til og fortjener.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat