Sorg
Hej BB,
jeg er en pige på 13.
Jeg er rigtig tit meget ked af det, og slev de mindst hverdage ting kan jeg ikke overskue.
Undskyld hvis brevet bliver lidt langt, jeg har skrevet en gang før men fik intet svar :/ håber jeg får et svar denne gang.
Jeg skal prøve at gøre det kort.
Mine forældre blev skilt da jeg var 1/2 år gammel, er van til kun at være hos min far hver anden weekend. For tiden er det et slags feriested, når jeg er der kan jeg slappe af fra hverdagen.
Hjemme hos min mor skændes hun og min papfar meget, nogen gange om aftenen ligger jeg bare og venter på at de stopper.
I skolen kan jeg ikke koncentrere mig, mit hovedet er fuldt op og jeg føler mig uduelig.
Der er også en masse tanker i mit hovedet, mine tanker siger at jeg skal begå slevmord, at ingen vil savne mig, at verden ville være er bedre sted uden mig. Mine tanker kalder jeg for dæmoner, normalt ville jeg aldrig tage mit eget liv. Men langsomt begynder man at tro på dem. Jeg har ikke lyst til at leve mit liv længere, ser ikke det “smukke” hved livet. Jeg mener hvad er det smukke hved at vokse op, gå på arbejde og spilde hver evig eneste dag i ens liv på ingenting? I sidste ende dør vi alligevel.
Efter alle de tanker begyndte blev det hurtigt for meget, ledte efter en måde jeg kunne slippe af med dæmonerne på. Jeg begyndte at cutte/skære i mig selv. Det hjalp lidt, når jeg blødte eller når noget gjorde ondt tænkte jeg kun på det i stedet for mine tanker. Alt jeg har lyst til er at slippe væk fra det her helvede, jeg føler mig fanget i min egen krop.
Da jeg var mindre blev jeg misbrugt af en pige, når jeg var hjemme hved hende eller når hun var hjemme hos mig, tvang hun mig til at tage mit tøj af så hun kunne røre mig (på dette tidspunkt var jeg 9). Selfølgelig syndes jeg det var ubehageligt, og jeg prøvede at undgå hende. Men det var svært da hun hele tiden ville have at jeg kom hjem til hende, var bange for at sige det til min mor. Kunne ikke bare sige at jeg ikke gad hende mere, der var jo en grund. Men heldigvis så begyndte hun at stoppe med at prøve, da jeg var 10 var jeg endelig sluppet af med hende.
Det har ført til at jeg idag ikke er så glad for kys, kram osv. Kan heller ikke li store forsamlinger, når det sker føler jeg mig pressed. Jeg får det dårligt, og alt jeg tænker på er at komme væk.
Jeg har prøvet at fortælle min mor at jeg har været meget trist, hun sagde at det ville snart gå væk. Har også snakket med en skole psykolog, fik det bedre men det hjalp ikke så meget. Måske begrund af at jeg ikke fik sagt en masse, efter det fik jeg det hurtigt dårligt igen.
Når jeg kommer hjem fra skole sidder jeg for det meste bare på mit værelse, har ikke lyst til at kage noget og sidder bare der og keder mig.
Jeg er enebarn så har ikke nogen søskende at snakke med, har næsten ingen venner da jeg ikke åbner op til så mange. Så har ikke så mange at snakke med eller være sammen med.
Noget jeg bekymre mig meget om er min mor, hun er handicappet og har mange problemer med økonomien. Tit når vi sidder og spiser, så snakker hun med min papfar om alt sådan noget med økonomi. De tænker ikke på at jeg sider og lytter med, er bekymret og aner ikke hvad jeg kan gøre.
Ville ønske det Helle blev bedre, men er bange for at spørge om hjælp.
Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre af mig slev.
Håber i vil hjælpe mig.
Mvh pigen på 13.
Selvmordstanker Andre der hjælper
Angst og depression – gratis psykolghjælp
Trin for trin Byg et brev
Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.
