sidste råb om hjælp
Har prøvet at tage mod til at skrive herind i lang tid, og sidst jeg prøvede chatten virkede det ikke. og det her er lidt det sidste jeg kan gøre som et råb om hjælp.
jeg har selvmords tanker… og mange af dem, så slemme jeg ikke kan bruge min krop, er helt slap.
den eneste grund til at jeg ikke har gjort det endu er min mor, og smerten om at forlade hende, er værre end at være i live.
Det stammer fra en del ting.
min far var ikke rigtig en del af min barndom. han arbejdede hele tiden, og det gjorde at mig, min mor og bror er ufatteligt tætte.
og jeg følte jeg var skyld i deres skilsmisse, fordi de altid skændes over noget der havde med mig at gøre, fordi jeg havde angst og derfor troede min far og farfar jeg var tosset og brugte modbydelige ord imod mig, men min mor beskyttede mig, men det gjorde han næsten aldrig var hjemme, fordi han havde det bedre væk fra familien.
min far skulle ha en hjerte operation for omkring 3-4 år siden, efter det blev han en helt anden. han var også forfærdelig mand før det, men nu er det værre.
han misbruger mig ved hjælp af ord og har lagt en hånd på mig, og har beskyldt min mor fra utroskab.
i den første tid efter operationen, var det eneste han kunne finde ud af var at ligge, skrige og græde på gulvet.
mine forældre var lige blevet skilt så jeg stod alene med ham og en bror jeg prøvede at beskytte.
Han kan være sådan en god far, men på 3 sekunder skifter han til en mørk skygge som suger alt glæden ud af mig. han siger jeg er en skuffelse og jeg har ødelagt hans liv og at han ikke vil bo med mig. han troede også jeg var sindsyg fordi jeg havde angst som lille.
(undskyld for det lange brev, men skal ud med det hele)
så fik min mor en kæreste, han var forfærdelig, han misbrugte hende. fik dem til at ha sex vedsiden af min bror og mig, så vi ku høre det, og når hun så kom og sagde undskyld, tog han bare hendes hånd, sagde det var okay og gik ind og gjorde det igen… havde ik noget sted at bo, fordi hos min mor var han, og min far ku ikke engang kigge på ham.
så kom min mors kæreste ud af vores liv, og min far blev bedre. så prøvede min fætter at ligge en hånd på mig sexuelt og en måned efter det blev jeg voldtaget af en af mine venner… og han blærede sig med det efter…
min far fik en kæreste som var rigtig sød, men hurtigt kom han ned i mørket igen og livet blev et helvede igen, og hun var ligesom ham. jeg var askepot i mit eget hjem, jeg gjorde alt. mens hun bare kiggede på mig gøre det. de svinede mig til og bad mig om at stå for alt i huset.
så blev mine 3 bedste venner og kæreste smidt i fængsel (var kommet til at hænge ud med de forkerte mennesker, da jeg prøvede at glemme livet)
så fik jeg depression, og begyndte at selvskade, meget.
jeg startede på efterskole og det var rart at komme væk… min mor har været min sten gennem hele mit liv og hun betyder alt, men så fik hun kræft… og det tog meget af mit efterskole ophold.
hun fik en kæreste som blev en far figur for mig, og hun fik det bedre.
min bedste veninde gennem hele efterskole året forlod mig, og jeg har aldrig fået en forklare, hun har bare droppet mig og jeg forstår ikke hvorfor.
så fik min papfar kræft… en han ikke vil overleve.
jeg fik konstateret monophobia- som er en frygt for at være alene, blive forladt og være uelsket. og som du kan se fra min historie, så stammer frygten helt fra tilbage til min bardom. angsten styre nu mit liv, og jeg tør ikke engang tage offentlig transport.
jeg cutter folk ud af mit liv fordi jeg tænker at jeg ligeså godt kan gøre det, før de gør det ved mig. er bange for at tage i skole. og min selvtillid eksistere ikke mere fordi jeg føler jeg ikke er god nok, fordi jeg føler alle forlader mig, fordi hvis min far ka gøre det (gjorde han i perioder) og min bedste veninde, hvorfor skulle alle andre så ikke forlade mig…
så nu sidder jeg her, brændmærker på min arm som jeg selv har lavet, græder, og kan ikke se meningen mere. vil bare gerne give op, men vil ikke forlade min mor… ser kun selvmord som udvejen, men jeg har altid været en fighter, ellers var jeg giver op før. og alt det her har gjort mig til hvem jeg er idag.
men jeg mister mig selv mere og mere…
vil ikke mere.
det her er et sidste råb om hjælp- F
Selvmordstanker Andre der hjælper
Trin for trin Byg et brev
Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.