Selvskade og Ensomhed

Jeg er en 13 årig pige, som går i en 7. Klasse.

Jeg har gået en del ting igennem, som jeg lige vil gøre kort.

På den første skole jeg gik på, havde jeg en bedsteveninde. Vi var altid sammen, og jeg var lykkelig med hende. Når hun ikke var der, havde jeg ingenting.

I min daværende klasse kunne ingen lide mig. Jeg var en løgner, jeg var grim og man kunne ikke stole på mig. Det har været meget værre og der er sket SÅ mange andre ting. Men jeg magter ikke skrive det. Det er så langt og kompliceret. Ingen kunne lide mig. Kun min bedste veninde.

En dag i 4. Klasse fik jeg så afvide at min bedsteveninde skulle gå en klasse ned, det ville sige vi ikke skulle gå i klasse længere. Jeg var SÅ ked af det, og ødelagt. Men vi skulle have nye klasser, så jeg tænkte ikke så mega meget over det.

Vi fik nye klasser, og jeg kom i klasse med alle de mennesker, som altid havde drillet mig og kaldt mig ting. Jeg var aldrig sammen med dem i klassen, jeg var sammen med klassen under og min bedste veninde.

Men indeni havde jeg det jo dårligt, for jeg havde det ikke godt i klassen. Jeg blev mobbet.

Mine forældre og jeg valgte så at jeg skulle flytte skole, da jeg ikke havde det godt der. Så jeg flyttede så skole, hvor jeg gik en klasse ned fordi der ikke var plads i klassen over og fordi jeg altid havde haft det bedre med årgangen under.

Det startede godt. Jeg fik gode veninder og venner. Jeg begyndte at snakke med en slags (sygolog) som skulle hjælpe med de problemer jeg havde haft. Det gik fint

Men med tiden opstod der flere problemer. Der var en dreng som virkelig hadede mig. Han slog mig, spændte ben, gjorde nar, grinte af mig, gjorde mig ked af det bevidst. Vi havde et rigtig mærkeligt forhold til sidst. Det var enten elsk eller had.

Der skete også noget på lejr tur. Drengen havde det selv svært. Og en nat vækker ehan mig og havde skåret i sig selv. Altså cuttet. Jeg skulle vaske kniven han havde brugt. Og jeg måtte ikke sige det til nogen af mine “venner”.

Jeg gik og holdte det hemmeligt, selvom jeg havde brug for at snakke om det. Men senere hen blev han vred på mig. Og i sidste ende prøvede at seksuelt misbruge mig, selvom jeg ikke ville. Tog på mig, rev bukserne af mig. Viste hans pik. Og troede mig til sidst med at sige det til nogen ellers ville han dræbe mig. Jeg var bange for ham. Og sagde intet til nogen.

(Der er sket mange flere episoder derfra, mange værre) men magter ikke at skrive det. Jeg kan fortælle så meget, at vi var meget få piger. Og de piger der var ville ikke være sammen med mig.

Jeg valgte så til sidst at løbe hjemmefra, fordi jeg fik nok. Jeg var træt af jeg intet kunne sige til nogen. Jeg var bange.

Mine forældre forstod ikke, og jeg ville bare væk fra alting. Jeg kom hjem senere på dagen.

Igen valgte vi at jeg skulle flytte skole, endelig havde jeg overbevist mine forældre. Men kun med betingelsen af, at jeg skulle blive med at snakke med sygologen. Det gik godt på den nye skole (som er den jeg også går på nu)

Jeg havde det godt i starten. Fik gode venner, veninder en kæreste og en bedste veninde! (Vi er stadig bedste veninder nu) Men der opstod igen problemer.

Igennem tiden havde jeg gået mange ting igennem. Jeg er blevet forrådt af personer som jeg elskede, jeg er blevet løjet op i hoved af folk jeg stolede på. Jeg er med tiden blevet ødelagt, jeg er blevet trådt på. Jeg bliver aldrig den samme som jeg var. Jeg mistede min kæreste, og det var svært.

Her inden sommerferien blev alting nok. Jeg havde været stærk alt for længe. Min bedste veninde begyndte at kunne lide min eks kæreste, og alting blev bare for meget.

Jeg begyndte at skære i mig selv. Det blev til en vane. Jeg gjorde det hver dag. Jeg blev ved og ved. Og idag. 4 måneder efter, gør jeg det stadig. Og det føles desværre godt, selvom jeg godt ved det ikke er det rigtige.

Igennem det her år på denne her skole, er der også sket mange ting. Mange ting som har fået mig ned.

Efter sommerferien har jeg slet ikke været glad. Jeg er ikke tæt med nogen fra min klasse, hvilket jeg faktisk heler ikke ønsker. I sidste ende bliver man bare sorget. Jeg har intet imod dem, det er bare normale klasse kamerater!

Jeg har snakket med mine forældre, min bedste veninde, veninder, klasse lærer, BørneTelefonen, sygolog. Ingenting hjælper. Det er svært at forklare. Men der sker så mange ting i mit liv. Men jeg er ikke glad. De ting som jeg engang elskede at lave, betyder ingenting for mig nu.

Jeg kan ikke følge med i timen. Jeg har selvmordstanker og tænker tit på hvordan jeg ville dø. Jeg er blevet slæbt igennem livet. Jeg har gået SÅ mange ting igennem. Og mange flere ting end jeg har fortalt. (Fx. Også med min familie)

Jeg er kommet til et punkt hvor jeg ikke kan mere. Og jeg vil ikke mere. Jeg vil ikke kæmpe mere med at se glad ud, for det er jeg ikke.

Jeg er ved at falde fuldstændig ødelagt sammen. Jeg kan ikke mere. Jeg har snakket med adskillige omkring mine problemer og min fortid. Intet hjælper.

Jeg græder mig selv i søvne hverdag.
Jeg vil ikke leve mere.