Kære B
Mange tak for dit brev.
Hvor er jeg glad for at læse, at du har familie og venner i dit liv, som du elsker højt. For du har også oplevet modgang i dit liv, og så er det dejligt, når man kan være der for hinanden.
Derfor synes jeg også, det er godt, at du har skrevet til BørneTelefonen. Det er nemlig også derfor, vi er her.
Du fortæller i dit brev, at din far døde, da du var næsten kun 3 år gammel. Du fortæller også, hvordan det har sat sit præg på dig. Så meget, at du tænker på ham hver aften og græder i flere timer over dit tab og savnet af ham. Jeg kan kun forestille mig, hvor ondt det må gøre. Jeg forstår godt, at du savner ham.
Oven i det fortæller du, hvor meget du elsker at dyrke sport, men at du har været forhindret i at løbe i 2 år pga. en hjertesygdom, som du endelig blev opereret for, for nylig. De sidste 2 måneder inden operationen, fortæller du, kunne du slet ikke dyrke sport overhovedet.
Lad mig starte med at sige, at jeg håber, du er kommet godt igen efter operationen. Det at kunne bevæge sig og dyrke sport kan være en rigtig god “ventil” at have, når man har det svært inden i. Det kan få en til at glemme, når sjælen gør ondt. Det kan du sikkert nikke genkendende til?
Derfor forestiller jeg mig også, at det må have været ekstra hårdt for dig, særligt de 2 sidste måneder op til operationen?
Der er mange måder, man kan bruge til at dulme smerten inden i. En af måderne kan som sagt være at dyrke sport.
Når du fortæller, at du græder dig selv i søvne hver aften, og mange nætter skærer i dig selv, så tænker jeg netop også, at du oplever, at det gør lidt mindre ondt inden i, når du skærer? Og at det er derfor, du gør det?
Jeg tænker på, om du mon har snakket med nogen om, hvordan du har det? Du er bange for, at din mor skal se, at du skærer i dig selv. Mon du også er bange for, at hun skal finde ud af, hvordan du har det? Måske fordi det på en eller anden måde vil være grænseoverskridende for dig? Eller på anden måde føles ubehageligt?
Måske ved hun allerede, hvordan du har det. Måske har I allerede snakket om det. Det kan jeg jo kun gætte på.
Under alle omstændigheder, synes jeg, at du har vist stor styrke ved at skrive til BørneTelefonen. Og jeg synes, det er vigtigt, at du følger op på den styrke og får snakket med en voksen om, hvordan du har det.
For du har det ikke godt. Det kan jeg jo se. Men du fortjener at have det godt. Du har faktisk ret til at have det godt.
Og det skal de voksne hjælpe dig med. Det er deres opgave.
Når jeg læser dit brev, får jeg indtryk af, at du måske endnu ikke har snakket med en voksen om, hvordan du har det. For så tænker jeg, at du ville have fået hjælp allerede nu.
Derfor tænker jeg på, om du mon har en voksen i dit liv, som du er tryg ved at dele din historie med? Det kunne være din mor, din træner, en lærer eller sundhedsplejersken på din skole. Måske har du en onkel eller moster i din familie, som du er særligt tryg ved. Eller det kunne være din egen læge.
Jeg tror nemlig, det er vigtigt, at du får hjælp til at bearbejde den sorg og de bekymringer, du har inden i.
Og det vil lige præcis din læge kunne hjælpe dig med. Din læge kan nemlig vurdere, hvad der vil være det rigtige for dig, når du har fortalt ham eller hende din historie. Lægen vil også kunne henvise dig til en psykolog, hvis det er det, han eller hun vurderer, kunne være godt for dig.
Når du nu er begyndt at få de her tanker omkring, at du bare ikke gider leve længere, så ser jeg det som et tegn på, at du faktisk gerne VIL leve.
Man kan, som du, godt komme til at tænke, at det nemmeste ville være ikke at leve længere. Bare være væk, i stedet for at være ked af det hele fucking tiden.
Men i virkeligheden ville det bedste jo være at få det godt. Og jeg tror, det i virkeligheden er det, du gerne vil. Kan du mon genkende den tanke?
Det kræver ofte lidt hjælp. Det er meget normalt. Det er du langt fra ene om.
Og den hjælp kunne fx komme fra en læge eller en psykolog. En psykolog er meget ofte god at tale med om ting, der er svære, på en måde som er både behagelig og tryg.
Du har allerede vist mod ved at skrive til BørneTelefonen.
Har du modet til at ringe til din læge og bestille tid til en samtale, kan du finde nummeret på dit gule sygesikringsbevis. Har du lyst til at ringe til din læge, skal du samtidig være opmærksom på, at lægen kan vælge at fortælle din mor om, hvad I har snakket om. Det kan lægen vælge, fordi du er under 18 år.
Du vil altid kunne snakke med din læge om, hvor meget af jeres samtale, du ønsker skal komme videre til din mor, og lægen kan vælge at imødekomme dit ønske. I sidste ende er det dog lægens beslutning.
Hvis du nu sidder og tænker, at du faktisk godt kunne tænke dig at snakke med nogen, men du synes, at din læge, en psykolog, din mor eller en anden voksen, som kender dig, er lidt for grænseoverskridende at tale med, er du også meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116111. Du kan også sms’e med os eller chatte med os.
Det kunne måske være en måde at få taget “hul på bylden” på for dig.
Du nævner også det her med “M”, som sviner dig til på Snap Chat, og det gør da absolut ikke din situation nemmere.
Jeg tror, det ville hjælpe at snakke med en, som du ved, kun ønsker det bedste for dig.
Jeg har forsøgt at præsentere dig for nogle forskellige muligheder i mit svar. Jeg håber, du kan bruge bare én af dem.
Jeg tror på dig, og jeg ønsker dig alt det bedste.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
