Kære pige på 13
Hvor er det flot, at du kan skrive ind til BørneBrevkassen og fortælle om de svære ting, du har oplevet. Som du skriver, så er det ikke så nemt at bede om hjælp, men jeg håber, at du ser det her brev og svaret, som det første skridt til, at du kan få hjælp. Det endte med at blive et meget langt svar til dig. Jeg håber, at det går ok.
Jeg tænker, at du må være en stærk og modig pige, når du i alle de svære ting, der har været, stadig tænker, at det er forkert, og at du gerne vil have hjælp til at komme videre. Når jeg hører om din situation, så syntes jeg, at det er vigtigt at både du og din mor får hjælp snart.
Det liv, dine forældre har levet og lever lige nu kommer til at gå ud over dig. Så meget at du ender med at skære i dig selv og overveje om livet overhovedet er værd at leve. Sådan skal dit liv ikke være. Livet er værd at leve - og sådan som din familiesituation er lige nu, så skal du ikke overkomme alle disse ting alene. Det skal nogle søde og dygtige voksne hjælpe både dig og din familie med. I skal have hjælp til at bearbejde de ar, som I har fået på sjælen efter et meget turbulent familieliv med vold og skænderier - og så skal din mor have hjælp til at holde op med at drikke. Den hjælp kan I få i Jeres kommune.
Det er også meget ærligt af dig, at du siger, at du ikke er glad for at snakke om de ting, der er sket. Jeg kan dog høre, at du godt ved, at måden man får hjælp på, tit er at man taler med nogen om det, ansigt til ansigt.
Det kan være meget grænseoverskridende at sidde overfor en person og fortælle om det allersværeste i ens liv – det ved jeg godt. Jeg ville gerne vide, hvad du er mest bange for, at der vil ske, når du fortæller nogen om det, der er sket, og det der er svært i dit liv i dag. Hvis jeg vidste, hvad du frygter, der vil ske, ville jeg også gerne prøve at hjælpe dig med det. Måske tænker du, at det er så voldsomt, det du fortæller, at den person du ville tale med ville blive chokeret? Måske er du bange for hvilke konsekvenser det kan få for din familie? Måske er du bange for at dine forældre ville blive sure på dig? Jeg ved det jo ikke, men måske er det nogle af dine tanker.
Men hvis du nu ikke fortæller nogen om, hvordan det er at være barn hjemme ved jer, så er der måske heller ingen, der ved at problemerne eksisterer – og så er der ikke nogen, som kan hjælpe Jer. Derfor bliver du nok nødt til at fortælle nogen om, hvordan du har det og hvad der sker derhjemme.
Desværre er der mange børn, der kan føle skyld over, at der er sket svære ting i deres liv, men det er aldrig et barns skyld, at voksne opfører sig voldeligt eller på andre måder skadeligt overfor børn. Børn kan ikke og skal ikke styre, hvad voksne gør, og det kan derfor aldrig være børns skyld, at der sker voldsomme ting derhjemme.
Du skriver, at du er begyndt at skære i dig selv og ikke spiser. Det kan være, at du oplever, at det hjælper dig lige nu og her, at det dulmer din smerte, at du på en måde får kontrollen. Det kan måske også hjælpe dig til at udholde det, som du oplever lige nu, men desværre er det ikke noget, som hjælper dig i længden med de problemer, som du har. Der er et sted, som hjælper mennesker, som har svært ved at spise og som skærer i sig selv. Du kan kigge lidt mere på denne her hjemmeside www.selvskade.dk her, hvis du har lyst. Dog kunne jeg forestille mig, at det lige nu er noget, som du gør for at passe på dig selv, blandt andet pga. din familiesituation - og derfor er vigtigt, at det også er det, som du får hjælp til. Når der på et tidspunkt er nogen, som kommer til at tager god hånd om dig og din familiesituation, så skal du også have hjælp til at stoppe med at skære i dig selv og komme til at spise igen. Det kan være, at hvis både du og din mor fik det bedre, så ville du heller ikke føle det samme behov for det mere. Nogle gange kræver dog også hjælp fra mennesker, som har god forstand på, hvordan man stopper og hvordan man i stedet finder andre måder, at takle det, der er svært på. Hvis vi vender tilbage til det med at tale med nogen om det direkte, så kan du måske prøve om du kan fokusere på, hvad du gerne vil i fremtiden. Når du taler med en, som kan hjælpe dig, så kan du prøve at sige til dig selv, at du gør det, fordi du gerne vil have det godt fremover. At din mor og dig måske kan komme tilbage til at få et godt bånd til hinanden igen. Tænk på dine drømme om fremtiden og fokuser på, at når du åbner op overfor en anden person, så begynder du at gå i den retning, hvor dit liv kan blive bedre. Da du skrev herind til brevkassen, så var det et første modigt skridt på vejen i den rigtige retning mod at få hjælp. Måske har du herefter mod på at tage det næste skridt og fortælle til nogen, om hvordan du har det og hvordan det er lige nu hjemme i din familie? Hvis du nu skulle vælge en person, hvem kunne mon så være den bedste, tror du? Prøv at luk øjnene og tænk på én. Hvem kommer frem som den første? Det kan være, at der er en lærer eller en pædagog omkring dig, måske en venindes mor, som du synes virker sød. Du kan også sige til ham eller hende, at det er svært at sige det, du gerne vil sige. Du kan måske vise dette brev eller skrive noget ned og vise det. Den voksne har faktisk pligt til at sørge for at du får hjælp, når du fortæller, hvordan du har det derhjemme.Hvis du ikke har lyst til at fortælle det til nogen, som du kender, så kan du overveje, om du kunne have lyst til at fortælle BørneTelefonen, hvem du er. Vi vil rigtig gerne hjælpe dig med at få hjælp – mere hjælp end den, som vi kan give dig herigennem brevkassen. Vi vil også gerne gå med dig til kommunen, som er dem der skal hjælpe dig og din mor. Jeg håber, at du vil tænke lidt over det hele. Du er altid velkommen til at vende tilbage – både her i brevkassen, men også på BørneTelefonen på 116 111, chatten eller sms´en. Vi vil meget gerne tale mere med dig om, hvordan vi ville kunne hjælpe dig. Men nogle gange skal man måske bruge et sted som BørneTelefonen, flere gange før man føler sig helt klar til at få hjælp - og det er også bare helt i orden. At søge hjælp og modtage hjælp er en proces, hvor man langsomt bliver mere og mere klar til det. Du kan klappe dig selv på skulderen. Du har taget det første skridt…De bedste hilsner BørneBrevkassen
