Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Selvmordstanker, plus mere

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære M

Hold op, hvor har du skrevet et flot og ærligt brev, hvor du meget præcist får forklaret, hvordan du har det. Du skriver i dit brev, at du ønsker, at nogle opdager dine problemer, så du kan få hjælp. Det forstår jeg godt, for når jeg læser dit brev. Jeg er slet ikke i tvivl om, at du trænger til hjælp. Derfor er det så godt, at du har skrevet herind til brevkassen. Det viser nemlig, at du modig og tør gøre noget, så du kan få det bedre. Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig med at få øje på nogle andre muligheder end tankerne om døden og cutting.  Det er helt normalt, at man igennem livet vil opleve nogle kortere eller længere perioder, hvor man har mange humørsvingninger. Fx puberteten, er der mange børn og unge, der oplever, at deres humør kan skifte voldsomt hurtigt. Det kan være meget ubehageligt, bl.a. fordi man kan få en oplevelse af, at man ikke forstår sig selv - eller nok ikke er normal. Hvorfor er jeg glad nu?! Og hvorfor bliver jeg så trist og ked af det nu?! Men det er meget normalt og ubehageligt på samme tid - man bliver så forvirret og kan ikke finde ud, hvad det hele går ud på. Og kort tid efter, så er det godt igen og rimeligt til at overskue. Jeg gætter på, at I er flere i klassen som har det på samme måde. Ofte kommer der flere skænderier med andre i klassen eller derhjemme - for pubertet er en tid med store forandringer og forvirring - man bliver mere selvstændig og får tydeligere meninger og holdninger. Til sammen skaber det konflikter og skænderier over noget, man ikke plejer at hidse sig op over. Det kan være så hårdt at holde til og være i - det kræver masser af hvile, ro, motion og en god og sund kost - sammen med snakke om de ting der sker indeni og sammen med andre.  Selvom alle mennesker vil opleve humørsvingninger, er det nu vigtigt, at man også reagerer på, hvis humørsvingningerne bliver for hyppige eller voldsomme. Når jeg læser dit brev, kan jeg høre, at dine humørsvingninger gør dig bekymret – og derfor er det også vigtigt, at du ser dem som et ”tegn” til, at der måske er nogle ting, som du skal gøre noget ved.  Du fortæller, at du ”Ikke føler, at du er god nok i hverdagen”. Det er jeg sikker på, at du er. Men det ændrer jo ikke på den følelse, du selv går rundt med. Derfor vil jeg høre, om du mon har fortalt andre, hvordan du har det? Det kan nemlig være en stor lettelse af dele ens tanker med nogle fra ens omgangskreds. Det kan fx være en lærer, dine forældre, hende den ”søde” veninde eller måske du selv har en anden i tankerne? Som du selv skriver, så vil du gerne have, at der er nogen, der hjælper dig. Desværre er det bare ikke altid, at ens omgivelser er klar over, hvordan man går og har det, hvis man ikke siger det direkte. Fx kan det være, at de mest ”ser” dig, når du ”er glad". Det kan være meget svært at få sagt, at man ikke har det godt. Men det er ofte det, der skal til, før man får hjælp. Hvis du har lyst, kan du jo vælge, om den person, du taler med, måske skal læse det brev, du har skrevet hertil? Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, at du har brug for noget støtte til at få troen på, at du er lige så meget værd som alle andre - at du er god og sød nok lige som du er! Du skal med andre ord have hjælp til at opdage alle de styrker og kvaliteter, som der er ved dig...  Du skriver også, at du ”er den, der stikkes til”. Jeg går ud fra, at der er i skolen, at du føler dig sådan. Er det mon rigtig forstået? Faktisk er det de voksne på skolen, der skal sikre, at du trives. Ellers kan det i værste fald ende med, at du ikke lærer noget, for børn og unge, der ikke trives, bruger al deres energi på at være kede af det – og det kan medføre, at man ikke kan koncentrere sig om skoletingene. Derfor skal lærerne og pædagogerne hjælpe dig. Det kræver dog, at de ved, hvordan du har det.  Du skriver ikke, om du allerede har talt med dem, men hvis ikke, så skal du fortælle de voksne, hvordan du har det – og hvordan de andre kan finde på at behandle dig. Hvis det ikke bliver bedre, er det faktisk skolelederens ansvar at sørge for, at du og din klasse får det godt. At alle i klassen har det godt sammen og er trygge ved at gå i klassen. Det skal jeres lærere hjælpe jer med, og især er det klasselæreren som skal være den, der hjælper med trivsel og tryghed i klassen. Måske kan du skrive til din klasselærer på intra, eller dine forældre kan ringe eller skrive på intra, om hvordan du har det i klassen. Det vil være en støtte for dig, så du får det godt i klassen - for det er tydeligt, at det påvirker dig til at tænke negativt om dig selv - og det er slet ikke ok! Jeg gætter på, når du ikke har det godt, så er der også andre i klassen, som ikke har det godt. For alle går og frygter, at det er dem, der stikkes til næste gang... Det lyder til, at der er en særlig person, nemlig hende pige, som du taler godt med, som du holder af. Desværre kan jeg forstå, at det er lidt svært, fordi der også er en anden pige, som du ikke kan med, der også vil være sammen med hende. Til det vil jeg høre, om du mon har prøvet at lave nogle aftaler med hende den søde efter skole? En aftale, hvor der bare er jer to? Måske det kunne være en mulighed? Det kan også være, at du skal fortælle den søde pige, hvor meget du sætter pris på hende, så hun ved, hvad du tænker om jeres forhold. At du faktisk godt kan lide at være sammen med hende og gerne ville have, at I måske kunne ses lidt mere? Det er da et forsøg værd. Og mon ikke hun tager det som et stort kompliment, hvis du fortæller hende, at du holder af hende?! I forhold til den anden pige, så kan det være, at I skal have noget voksen-hjælp, fx fra skolen, så I kan lære at tale ordentlig til hinanden. Det virker måske helt utænkeligt lige nu, men jeg ved fra andre, at det faktisk kan lade sig gøre, hvis begge parter giver det et forsøg. Nogle skoler og klubber har faktisk forskellige ”opskrifter” på, hvad de gør, hvis der er nogle elever, der ikke fungerer godt sammen. Det kan være nogle samtaler med en voksen eller nogle fælles aftaler, som man indgår sammen med en voksen. Måske kan du undersøge, om I har sådan et tilbud på din skole eller i din klub? Du kan også starte med at fortælle det til en af de voksne, så I sammen kan finde ud af, hvordan I kan få stoppet jeres "usunde" og skænderiramte forhold.   Jeg håber, at mit svar måske har givet dig nogle ideer til, hvad du kan stille op, så du kan få det bedre. For der er slet ingen tvivl om, at du trænger til noget hjælp, så du stille og roligt kan se alle de gode ting ved livet, i stedet for at skulle fokusere på al det dårlige. At tænke på døden som en løsning, er nemlig et tegn på, at det er på tide at gøre noget drastisk, så tingene kan blive bedre. Måske føler du, at du nu har fået nogle svar, som du kan arbejde videre med – det kan også være, at du føler, at du har brug for at tale mere med en rådgiver fra BørneTelefonen. I så fald er du meget velkommen til at sms'e eller ringe herind på 116111. Du kan være anonym, hvis du ønsker det. Måske det vil være meget rart at sætte lidt flere ord på de følelser, som du går med?! Det skal du helt selv bestemme. Jeg håber det allerbedste for dig. Kærlige hilsner BørneTelefonen

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Selvmordstanker Andre der hjælper

Angst og depression – gratis psykolghjælp

Gratis psykologhjælp til behandling af angst og depression (18-24 år)
Læs mere

Giftlinjen

Anonym professionel hjælp ved forgiftning af fx medicin eller rusmidler
Læs mere

Headspace

Har du brug for at mødes og tale med en voksen anonymt? (12-25 år)
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat