Selvmordstanker og selvskade

Kære Børnetelefonen

Jeg har i to år næsten kun fået det værre og værre med tanken om at leve.
Det er svært for mig helt at forstå, hvorfor jeg har det sådan. Både fordi jeg har/har haft en hyggelig barndom på trods af mine forældres skilsmisse, jeg får for det meste topkarakterer og er utrolig glad for min familie. Mine forældre og bonusforældre støtter mig fuldt i, hvad end jeg vil mit liv om det var læge, kunstner eller noget helt tredje. Jeg elsker min lillesøster og lillebror utroligt højt.

Jeg er kun tretten (næsten fjorten) år, men jeg har allerede ikke lyst til at leve mere. Og jeg ved, at jeg har en stor familie der elsker mig utroligt højt. Det er også derfor jeg ikke rigtig ved, hvordan jeg er kommet hertil, hvor jeg overvejer at begå selvmord. Men jeg har lidt en idé om, hvad der om ikke andet kan have medvirket til det.

Min klasse har været gennem mange lærerskift og mange er gået ud. Især mange af mine venner inklusiv min bedste veninde, der gik ud af klassen for næsten halvandet år siden. Jeg mistede kontakten med hende og de andre. Trin for trin blev jeg mere ensom og følte mig mere isoleret fra andre. Jeg begyndte at få det dårligere og dårligere med mig selv. Jeg følte, at der var noget galt med mig siden jeg ikke længere havde nogen venner omkring mig. Jeg fik sværere ved at stole på folk. En egenskab jeg allerede ikke beherskede særligt godt. Det hjalp selvfølgelig ikke på nogen måde i min situation.

Kort efter min bedste veninde var gået ud af klassen, begyndte en dreng i min klasse at pille mig ned mentalt, hvis man kan sige det sådan. Hver gang han havde muligheden fortalte han mig, hvor trist mit liv var eller hvor lidt jeg betød for andre eller hvordan mit liv intet var værd. Det kunne enten ske flere gange om dagen eller med en uges mellemrum. Det stod på i næsten et år. I starten prøvede jeg at ignorere ham. Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at han ikke havde ret, men jeg havde det allerede dårligt med mig selv, så jeg begyndte at tro på, hvad han sagde. Først da jeg endelig fortalte mine forældre, hvordan den dreng havde opført sig over for mig. De fik kontaktet skolen og han stoppede med at genere mig. Han stoppede på skolen kort efter af andre grunde.

Siden da har jeg alligevel følt, at mit liv var trist som han sagde og hans ord har boret sig fast.
Efter han begyndte på det for et års tid siden har jeg grædt mig selv i søvn de fleste nætter. Jeg har haft mange mentale sammenbrud, hvor jeg ud af det blå lægger mig på gulvet og græder. Mine forældre opdager det ikke, men det vil jeg heller ikke have. Jeg går ind på mit værelse, lukker døren og græder så lydløst jeg kan. Jeg kan ikke lide at græde foran folk, og jeg vil heller ikke have min familie ser mig så trist. Det vil kun gøre dem kede af det og bekymrede.

For lidt over et halvt år siden begyndte jeg at gøre skade på mig selv, når jeg havde brug for at kunne fokusere på fysisk smerte i stedet for psykisk. For eksempel bide min læbe til blods, slå ind i væggen eller dunke hovedet så hårdt mod gulvet som jeg kan. For en måneds tid siden følte jeg ikke at mine gamle metoder til at undgå psykisk smerte var effektive nok, så… jeg fandt en skalpel. Men da jeg for nylig skulle til at cutte igen, gik det op for mig, hvad det egentlig var jeg gjorde. Det var der jeg besluttede mig for at skrive dette brev.

Jeg har længe overvejet selvmord og forsøgt at drukne mig selv en enkelt gang. Jeg har ofte lyst til at hoppe ud af vinduer, hvis de står åbne. Når jeg har været alene har jeg prøvet at stoppe mig selv i at trække vejret velvidende, at det ikke er muligt.
Samtidig har jeg skammet mig over tanken, fordi jeg synes, at det er egoistisk over for min familie. Jeg elsker min familie, og jeg tror derfor ikke jeg for alvor kan få mig selv til at gøre det over for dem. Men jeg kan heller ikke blive ved med at have det sådan her.
Når jeg er i skole opfører jeg mig som den mønsterelev jeg er og forsøger at virke glad hele tiden. Derhjemme lukker jeg mig mere inde på mit værelse og trækker mig fra de andre.

Det føles som om mit liv ikke længere betyder noget. Jeg føler kun, at jeg er en byrde til andre, og at alle ville have de bedre uden mig. Det føles som om jeg hele tiden har knive i mit hjerte og min brystkasse, der langsomt graver sig dybere og dybere ind.
Det’ ikke fordi jeg har lyst til at slå mig selv ihjel, men jeg ønsker bare, at mit liv kunne stoppe. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme videre. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal stoppe med at føle mig som en byrde eller et problem. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme af med lysten til selvmord og få livslysten tilbage.

Undskyld for det lange brev. Jeg håber du/I kan hjælpe mig. Jeg har virkelig brug for hjælp.

De kærligste hilsner
Én der ønsker at få det bedre med at leve.