Selvmordstanker og ked af det!

Hej 13 årig pige

Tusind tak for dit lange og meget detaljerede brev. Jeg kan godt forstå dine tommelfingre måske er ømme, men det er så fint, for kun på den måde, får jeg det bedste indblik i dig og din situation lige nu. Jeg kan sagtens forstå, at du er ked af det og forvirret, og jeg vil se om ikke vi kan finde en måde, hvor du kan få lidt mere ro på alle dine tanker.

Du skriver selv, at du har rigtig mange tanker om alt muligt. Nogen gange blander det hele sig sammen, og det kan være svært “at finde rundt i dem”. Jeg kan godt forstå, hvis det er frustrerende, men som jeg læser det, så hænger en del af dine tanker faktisk fint sammen. Jeg kan godt forstå, hvorfor du tænker som du gør, men det betyder ikke at det er godt for dig. Jeg kan fornemme at du bruger enormt meget energi på de her tanker, og det ville jo være skønt, hvis den energi kunne bruges på andet, som fx gymnastik, mode og veninder.

Først vil jeg fortælle dig, at rigtig mange skilsmissebørn har nogle af de samme tanker som dig. Mange af de skilsmissebørn vi taler med herinde har det svært med, at være to steder og at være med deres nye familier. Det tager lang tid at vænne sig til og føle sig tilpas med. Og i virkeligheden også finde ro ved, at en familie med en ny partner ikke bliver det samme som før – og det er også okay.

Det er rigtig godt, at du kan være dig selv hos din mor og fortælle hende, hvordan du har det. Det er meget almindeligt, at børn føler sig mest tryg ved den ene forældre. Og når du beskriver dine følelser og forhold til din mor og dine søskende, tænker jeg, at din familie er enormt heldig at have en som dig, der er så betænksom, omsorgsfuld og kærlig!

Når ens forældrene bliver skilt, skal man vænne sig til, at man med tiden måske også kan tale med den anden og føle sig tryg. Lige som ens forældre skal vænne sig til, at tage hånd om børnene helt alene eller sammen i nye familier, og gøre det på deres måde.

Når man har så mange tanker om alle mulige ting, bliver man nødt til at prøve at dele dem lidt op. Ellers bliver man let forvirret og helt blæst bagover. Det vil også være godt med voksen der kan hjælpe dig og støtte dig i det. Alle de tanker du har om din mor, knive, selvmord, din far og dine søskende – de er vigtige og de fylder meget. Det er for tungt at gå rundt med alene.

Jeg bliver derfor nysgerrig på, hvor meget af det her din mor ved? Altså om dine tanker om forholdene hos din far; at bo i kælderen, at han måske udnytter din lillebror til at få informationer, og at du føler dig overset ift. deres nye fælles barn. Kender din mor til de tanker? Jeg synes i hvert fald det er vigtigt at få delt med hende til en start, for derefter måske en dag at kunne åbne en lignende snak med din far.

Du skriver selv, at din far ikke er “en mega dum mand, men kun lidt dum”. Og det tænker jeg bestemt også. Selvom han har overtrådt nogle klare grænser ved fx at læse i din dagbog, så lyder det jo til at han ønsker at have dig og dine søskende i sit liv så meget som muligt, når du fortæller at han bliver ked af, hvis I vil blive en dag ekstra hos jeres mor. Det er jo faktisk en rigtig god ting. Men det kan godt lyde som om, at han måske ikke helt har forstået, hvor svært du synes det er, at være hos dem? Det er vigtigt at tilføje, at man jo ikke må slå børn i Danmark. Oplever du det igen, er det faktisk alvorligt, og det skal du reagere på. Sker det så tag fat i din mor eller ring herind til BørneTelefonen på tlf. 116 111, så hjælper vi dig videre.

Jeg tænker, at det kunne være en rigtig god ide, hvis du satte dig ned og skrev ned, hvorfor og hvornår du føler at du skal spille skuespil, når du er hos dem. For det er bestemt ikke meningen, tænker jeg. Ved at få tænkt over det og skrevet det ned, bliver det måske også nemmere en dag at vise ham den seddel og starte en snak om det?

Du kan også prøve at tage dette brev frem og strege det under, som fylder aller mest for dig lige nu og her i forhold til din far.

Hvis du får talt med din mor, og hun måske er i tvivl om, hvordan du kommer bedst muligt videre med alle tankerne, så kan I også lave en aftale med lægen, så lægen kan hjælpe dig. Læger taler meget med mange børn og unge, og ved meget om hvordan børn/unge har det generelt. Det kan sommetider også hjælpe.

Her til sidst vil jeg lige vende dine tanker omkring selvmord, knive og din frygt for at der sker din mor noget.
Som jeg skrev tidligere, så er det for mig ganske forståeligt, hvorfor du har de tanker. Du føler en enorm tryghed hos din mor, og det er der du “hviler” og bare kan være dig selv. På samme måde med dine søskende. Derfor er naturligt, at du er enormt bange for at miste den trygge base.

Samtidig kan jeg fortælle dig, at vi taler med mange børn især i din alder, hvor døden pludselig fylder meget. Da man var yngre tænkte man ikke så meget på, at døden jo er en naturlig del af livet – på godt og ondt. Men efterhånden som man bliver ældre, og især når man har mindre søskende, man gerne vil beskytte, så kan de her tanker komme. Når jeg læser dit brev tænker jeg faktisk, at tankerne om knive og angsten for, hvad de kan gøre, er der, fordi du i virkeligheden er angst for at dø fra din mor og dine søskende. Og det tror jeg de allerfleste kender, altså angsten for at miste eller skulle forlade dem man elsker.

Mit råd til dig er, at når du får de her tanker, så skal du prøve at tænke på noget, der gør dig glad – og huske på, at kniven bare er en ting, den gør ikke noget af sig selv. Måske du kan lade som om, at kniven er noget andet – en blomst eller en frugt. Det kan lyde fjollet, men det kan faktisk virke. Og når du har gjort det nok gange, kan det være du naturligt kommer til at tænke mere på blomster end på døden, når du skal bruge en kniv i køkkenet fx.

Jeg forstår godt, hvis det kan virke lidt uoverskueligt – også svaret her. Men pointen er, at dine tanker giver god mening, men er tunge, så de bør deles med nogen flere end mig.

Jeg håber derfor, at du har modet til at tale med din mor og/eller far senere hen. Og at I får en god snak, der kan lette mange af dine bekymringer. Du er uanset hvad altid velkommen her igen.

De varmeste hilsener fra Børnetelefonen