Kære pige på 16
Tak for dit brev. Det er så super sejt, at du har det mod, som jeg kan forestille mig, at det må have krævet at skrive her til brevkassen. Det er nogle tanker og følelser, du ikke skal gå rundt med selv, og derfor er det rigtig vigtigt at du deler dem.
Det er rigtig godt, at du har fortalt det til en tæt ven. Men jeg tænker, at det også er vigtigt, at nogle af de voksne, der er omkring dig, også får at vide, hvad du i øjeblikket kæmper med. Det vil jeg rigtig gerne hjælpe dig med nogle idéer til.
Som du selv har oplevet, kan man desværre godt i perioder få tilbagefald. Og når det sker, kan det godt virke skræmmende på en. Måske føler man, at man er tilbage, hvor man startede. Er det mon nogle af de tanker, du har tænkt efter dit tilbagefald?
Men sandheden er, at du IKKE er tilbage hvor du startede. Selvskadeforløbet, du var igennem sidste år, har givet dig en masse værktøjer og lært dig en hel del om dig selv. Måske har du lært nogle ting, som du nogle gange kan gøre, hvis trangen til at skade dig selv dukker op. Værktøjer og en viden, der har gjort at du i en lang periode har været clean.
Det er super flot gået – for det kan faktisk være rigtig svært at ændre på noget, der er gået hen og blevet en dårlig vane. Og de ting, du har lært, kan du stadig bruge i mange situationer – også selvom du har haft et tilbagefald. Du skal måske bare have lidt ekstra hjælp og støtte i en periode, der måske lige nu er lidt ekstra svær. Hvad tænker du om det?
Du skriver i dit brev, at du ikke har fortalt dine forældre om selvskaden og selvmordstankerne, da du er bange for deres reaktion og at de bliver kede af det. Nu ved jeg ikke, hvordan dine forældre fandt ud af sidst, at du havde nogle ting at kæmpe med. Om du selv fortalte det til dem eller om de måske ved et tilfælde opdagede at du havde gjort skade på dig selv.
Men jeg tænker, at dine forældre sidst måske blev kede af det, fordi de blev chokerede og måske ikke vidste, hvordan de bedst kunne hjælpe og støtte dig. Og at dine forældre måske også har lært nogle ting om de ting, du har kæmpet med. Er det en snak, du måske kunne have lyst til at have med dine forældre? Og måske kunne du snakke med dine forældre om, hvordan du har brug for at de støtter og hjælper dig?
Jeg synes også, det kunne være godt at fortælle nogle af de voksne på efterskolen om de ting, der lige nu er svære for dig. Jeg tænker nemlig, at det kunne være vigtigt, hvis de voksne på efterskolen nemmere kunne støtte dig, hvis det hele bliver ekstra svært. Og måske kunne en af de voksne på efterskolen også hjælpe dig med at få snakket med dine forældre? Hvad tænker du om det?
Jeg håber, du har kunnet bruge nogle af de ting, jeg har skrevet til dig i mit svar. Og jeg håber, at du har fået lyst til at fortælle de voksne, der er omkring dig om de ting, du i øjeblikket kæmper med. Jeg ønsker dig alt det bedste fremover. Hvis du får brug for at snakke, er du altid velkommen til at skrive eller ringe til 116 111.
Kærlig hilsen BørneTelefonen