Kære pige på 15 år
Tak for dit brev. Jeg vil skynde mig at sige, at du IKKE bare er endnu en pige med selvmordstanker. For os er du en pige, der har brug for hjælp til at håndtere en svær situation i dit liv. Du bliver aldrig bare et nr. i statistikken.
Det er rigtig godt, at du har skrevet et brev til os, for det fortæller mig, at du har et håb om, at dit liv kan blive bedre. Og håbet er en rigtig god ven at have ved din side, så hold fast i det.
Du skriver, at siden dine forældre blev skilt for 1 år siden, har du ikke været dig selv. Du smiler udenpå, og føler dig helt tom indeni.
Du fortæller også, at du har cuttet i ca 3 år, men at din mor tog dine barberblade, da hun opdagede det.
Du startede jo med at cutte 2 år inden, dine forældre blev skilt, så jeg tænker, at du også på det tidspunkt havde det svært?
Når man vælger at cutte, er der altid en grund til det. Det kan være problemer i familien, der er svære at leve med. Cutting er en måde at lindre den indre smerte ved at erstatte den med fysisk smerte. Det er altså en måde at håndtere svære følelser og tanker.
Så man kan sige, at selvskade er en måde at overleve på. Men det er ikke en særlig god måde, for de svære problemer forsvinder jo ikke.
Når din mor tog dine barberblade, var det måske fordi hun blev forskrækket. Men samtidig skulle du jo have haft noget hjælp til at klare de svære ting på en anden måde. For problemerne forsvinder ikke, hverken når man cutter, eller når man bliver afskåret fra at cutte.
Siden da er livet blevet endnu sværere for dig, dels på grund af dine forældres skilsmisse, og dels fordi din veninde er blevet indlagt.
Det er rigtig godt, at du nu selv gør noget. At begynde at åbne op for, hvordan du har det indeni, er nemlig en god ny vej for dig at gå. Det er simpelthen starten på, at du kan få det bedre.
Mon du selv har tænkt på. hvorfor du ikke har sagt til nogen, hvordan du har det? Føler du, du skulle tage hensyn til dine forældre? Eller snakker I bare ikke om følelser hjemme hos jer? Eller synes du, at det er flovt, at du ikke bare klarer livet? Eller…? Hvis du kan finde et svar hos dig selv, kan det måske hjælpe dig til at komme videre.
Heldigvis er du nu begyndt at åbne op ved at skrive brev. Jeg tænker, at næste skridt måske kunne være, at du får fortalt en anden person, hvordan du har det. Det kunne være en voksen, du er fortrolig med eller en veninde eller en ven.
At tale om sine svære tanker og følelser er nemlig meget vigtigt for at komme videre. Måske kan du allerede mærke, at det lettede lidt, da du skrev brevet.
Hvis du vil, kan du også ringe til BørneTelefonen på 116 111 eller logge dig ind på UngeChatten. Her kan du øve dig anonymt i at få sat ord på, hvordan du har det, og du og rådgiveren kan i fællesskab snakke om, hvem der bedst kan hjælpe dig.
Jeg vil lige henvise dig til
www.lmsselvskade.dk
Her kan du læse om, hvordan du kan få rådgivning og støtte, og du kan læse om andre unge, der har nogle af de samme udfordringer som dig.
For husk – Du er ikke alene!
Mange gode tanker og held og lykke fra BørneTelefonen