Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Selvmordstanker

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dig Tak for dit brev, det lyder som om at du går og tænker på en masse ting som påvirker din hverdag, og jeg håber du kan bruge mit svar til at få den hjælp som du behøver i forhold til dine betydningsfulde spørgsmål.Du skriver, at du håber vi kan løse dine problemer. Jeg tænker det er vigtigt at sige, at brevkassen ikke som sådan kan løse problemerne for dig, men vi kan foreslå nogle veje du kan gå for selv at løse de problemer du står i, og nogle måder, hvor du kan få hjælp til dette. Det vigtigste for at løse problemer er, at man selv “er med” og gør noget aktivt for at der sker en ændring – ligesom du har gjort ved at skrive ind til brevkassen, og det er rigtig godt gået af dig! Jeg vil starte med at svare på dit sidste spørgsmål – nej jeg synes bestemt ikke du skal begå selvmord og heller ikke gøre skade på dig selv. Du lyder som en intelligent pige, og jeg tænker,du ved dit brev rækker hånden ud efter redskaber til at vælge livet, og få hjælp til at tackle de udfordringer du har i dit liv lige nu. Det at være teenager, kan for mange være en tid, hvor man føler sig anderledes, humøret kan svinge og følelserne raser rundt i kroppen, dette er helt normalt, men her er det vigtigt at man har nogle voksne som man kan dele det med og få den støtte og omsorg som man har brug for. Mon du kan nikke genkendende til dette?

Jeg synes, det lyder som om at de problemer du nævner er nogen der kan gøres noget ved og det skal alt sammen nok gå hen og blive bedre. Du skriver, at du har læst mange breve i brevkassen, så måske kan du finde dem der handler om selvmordstanker og selvskade og se, hvad de andre har skrevet og hvilke svar de har fået? Men jeg vil også komme med nogle personlige svar til lige netop dig og din situation.

Du har skrevet om rigtig mange forskellige vigtige emner, så jeg har prøvet at dele det lidt op og for så vidt muligt svare på lidt af det hele. Mit svar er langt, men tænker dit brev indeholder mange ting, som jeg gerne vil svare uddybende på, håber det er ok med dig? Hvis du synes, kan du jo læse svaret i små bidder og så finde det frem igen, når du er klar til at arbejde med et nyt emne? Mobning: Du skriver, at du bliver mobbet pga. din højde. Lad mig starte med at understrege, det er aldrig ok at føle sig mobbet. Det er lærernes ansvar at få det stoppet, så alle børn på skolen kan trives. Jeg vil derfor foreslå du tager fat i en af dine lærere, måske du har en sød klasselærer og så fortæller, præcis hvordan det er at være dig. Læreren har herefter forskellige muligheder for at hjælpe dig, dels kan han/hun tale med de børn, som mobber og læreren kan også vælge at lave et trivselsforløb i klassen, hvor I alle snakker om, hvordan man bør behandle hinanden, så der er trygt og godt at være. Men igen det er de voksnes ansvar. Så jeg håber du vil finde og bruge dit mod til at få taget denne snak.

Det kan også være en ide at få en snak med sundhedsplejersken på skolen. Han/hun vil kunne snakke med dig om bl.a. dine følelser omkring din højde. Du er stadig i udvikling og der kan nå at ske meget med din højde endnu. Dette vil sundhedsplejersken også kunne snakke med dig om, ligesom emner som krop, udseende og udvikling er emner, man kan tage op. Hvis ikke du lige ved hvor og hvornår du kan træffe sundhedsplejersken, så spørg din lærer, som vil kunne hjælpe.

Børn og unge kan altid finde på noget at mobbe med, og jeg tror ofte det handler om at de keder sig eller selv godt kunne tænke sig at se anerledes ud. Det handler om, vi må lære at elske os selv, som vi nu engang ser ud, nogle er høje, andre lave. Nogle tykke, andre går med briller og nogle har svært ved at læse. Vi er alle forskellige, og det er helt ok. Vi må øve os i ikke kun at fokusere på det negative omkring os selv, eller som andre påpeger, men  måske kan du prøve at vende din højde til noget positivt som du så kan bruge i din reaktion overfor de andre? F.eks. er der en meget kendt model, Kate Moss som er lav, og der er også flere sangere, som f.eks. Kylie Minogue! Du kan selv se om du kan komme i tanke om flere lave personer som du kan bruge som eksempler, eller du kan måske prøve at finde nogle helt andre ting som er positive ved din højde? F.eks. er der rigtig mange piger som gerne vil have så små fødder som muligt fordi de synes det er pænest – men det er de færreste høje piger der har små fødder, hvorimod lave piger oftest har de mindste fødder! En anden fordel ved ikke at være så høj, er at man, hvis man har lyst, kan gå i høje hæle når du bliver lidt ældre. Mange høje piger er ofte kede af ikke at kunne dette, da de ikke ønsker at være højere end drengene. Ved ikke hvad du tænker om det jeg skriver, men håber du kan bruge det til at få et anderledes syn på din højde.Bror: Du fortæller, at din bror er rigtig tarvelig overfor dig og jeg læser, at du har svært ved at komme igennem til dine forældre omkring det. Jeg tænker, at det er meget normalt at man i jeres alder har en hel del søskendekonflikter, men det skal selvfølgelig ikke gå hen og være meget ubehageligt. Det er i hvert fald slet ikke ok at din bror slår og sparker dig, og det må være rigtig ubehageligt at din far ikke tror på dig, når du så rigtigt fortæller det til en voksen. En mulighed kan være at tale med din bror om hvordan du har det og lægge vægt på, du hellere vil være hans ven end hans fjende. Måske kan du prøve at indkalde til “familiemøde” og fortælle din bror og forældre, at du faktisk synes det er for meget og at du gerne vil have det ændret. Hvis du føler at dine forældre ikke tror på dig, kan du måske prøve at vise dem brevet til os og mit svar, det kan ofte være en god måde at få startet en snak.

Hvis du ikke rigtig føler din familie vil lytte og støtte dig, kan du måske overveje at tale med en anden voksen du er tryg ved, det kan være en bedsteforælder, en tante eller måske en lærer. Vigtigt du føler dig mødt, for det er vigtige ting, du ønsker at få talt om. Hvis du vælger at snakke med andre voksne, kan de jo hjælpe dig med at få det fortalt til dine forældre, så det kan blive mere trygt at være dig i familien.

Mor: Jeg vil først og fremmest sige, at det er ulovligt for forældre at slå deres børn. Jeg synes derfor det er en rigtig skidt måde din mor har håndteret situationen på. Jeg tænker på, om din far så det eller har fået det at vide? Hvis ikke, så synes jeg du skal fortælle ham det. Så kan han forhåbentlig tale med din mor om det og sikre, at det ikke sker igen.I forhold til det med din nabo så kan jeg godt forstå at du ikke synes det er i orden at skulle tvinges til at være sammen med én du ikke gider. Nogle gange har voksne nogle helt faste idéer om, hvordan børn og unge skal vokse op og opdrages og måske synes din mor, at I passer godt sammen – det er dog ikke sikkert det passer sammen med din idé og det du selv har lyst til. Måske kan du prøve at tale med din mor om, hvad det er ved pigen der gør at du ikke synes i passer godt sammen og hvorfor du er så glad for at være sammen med dine andre veninder? Det kan ofte hjælpe på forståelsen hos den voksne, hvis man kommer med nogle begrundelser.

Internetven: Jeg synes faktisk din mor har fat i noget der er rigtigt ved at advare dig om at få venner via internettet. Det sker, at børn og unge kommer i kontakt med nogen som giver sig ud for at være noget som de ikke er. Der er dog forskel på hvordan man siger det, og jeg tænker ikke at et direkte forbud hjælper dig til at vide, om det er en ærlig person du skriver med eller ej. Kunne du evt. foreslå din mor, at I sammen kontakter ham og beder ham om, at hans forældre også er med i en samtale? Det kan virke unødvendigt og måske fjollet, men på den måde kan du måske få gjort din mor – og dig selv – tryg og sikker på, at det er en “ægte” person du er blevet ven med, og ikke én der lyver om sin alder osv. Tænker din mor ønsker at passe på dig, men af og til får gjort det på en måde, så du føler dig uden værd, mon det er korrekt? Vigtigt I får brudt dette mønster, så du forhåbentlig kan føle din mor lytter og er der for dig. Det kan også være en ide at foreslå din internetven at du mens din mor sidder ved siden af, mødes på det der hedder Skype, herved får du og mor en sikkerhed for at han er den, han udgiver sig for. Og hvis det er tilfældet, kan du måske i fremtiden få lov til at skrive med ham? Var det måske en ide du kan bruge?Far: Jeg kan godt forstå du bliver bekymret over at din far ryger meget og jeg synes det er flot at du er opmærksom på, at det er sundhedsskadeligt. Det er dog din fars valg og ham selv der skal tage ansvaret for det. Han ved sikkert også godt at det er farligt, men det kan være rigtig svært bare sådan lige at stoppe. Måske har han brug for et lille skub fra én han holder af, så du kan evt. skrive et brev til ham om din bekymring? På den måde kan han se, at hans nære bliver påvirket af det, og at han ville gøre dig rigtig glad hvis han ville prøve at stoppe.Skole: Ofte er det sådan, at hvis man går og bøvler med mange tanker og problemer, så er det svært at holde koncentrationen i skolen. Måske er det også noget du oplever? Jeg tænker i hvert fald at det sagtens kan hænge sammen og forhåbentlig får du det lettere i skolen når du “får styr på” de andre ting. Du kan evt. lave en liste over de ting som evt. kan være med til at påvirke din skoledag og vælge én ting ad gangen, som du vil gøre noget ved. Hvis du så synes dine skoleproblemer fortsætter når listen er tom, synes jeg du skal prøve at tale med din lærer om de ting du oplever kan være svært i skolen.Jeg håber du kunne bruge svaret og at du får det bedre i forhold til de emner du har skrevet om! Du er altid velkommen til at skrive igen eller ringe til BørneTelefonen på tlf. 116 111 hvis du har brug for at tale mere om det, vi vil rigtig gerne lytte og forsøge at hjælpe dig.

Mange kærlige hilsner med ønsket om det bedste
BørneTelefonen

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Selvmordstanker Andre der hjælper

Angst og depression – gratis psykolghjælp

Gratis psykologhjælp til behandling af angst og depression (18-24 år)
Læs mere

Giftlinjen

Anonym professionel hjælp ved forgiftning af fx medicin eller rusmidler
Læs mere

Headspace

Har du brug for at mødes og tale med en voksen anonymt? (12-25 år)
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat