Kære pige på 15 år Tak for dit, meget flot beskrivende, brev. Hvor er jeg glad for, at du skriver ind til os, for ingen skal gå med tanker om ikke længere at være i denne verden. Jeg fornemmer på dit brev, at de tanker fylder og forstyrrer meget i dit forhold til din familie, og gør det svært for dig at være nærværende i skolen. Tankerne om selvmord har du haft gennem et år, før det, var du glad og havde masser af venner. Jeg kan sagtens forstå, at det er svært at finde rundt i, når det hele vender. Jeg bliver lidt nysgerrig på, om der skete noget sidste år siden det hele vendte? Måske kan du komme i tanke om, om der var noget, som betød at tankerne om selvmord kom frem? Sommetider kan det være en hjælp, hvis man kan finde frem til det, så kan det være lettere at finde en måde at finde veje til at ændre situationen.r. Sommetider kan det være svært, helt præcist at beskrive om, der skete noget særligt, eller om det flere ting på samme tid der spiller sammen. Hvad tænker du om det - er der noget du kommer i tanker om?
Når jeg læser dit brev, beskriver du meget fint, hvordan den mobning du blev udsat for i de mindre klasser, stadig sidder dybt i dig og popper op i dine tanker. Jeg får den tanke, at du måske ikke rigtig har fået hjælp til at bearbejde de ting du blev udsat for, da du var mindre. Når man bliver mobbet får det betydning for, hvordan man tænker om sig selv og andre omkring en, fordi andres ord og måder at behandle en har stor betydning. Samtidig sker der ting med dine nye venner, som heller ikke er så rare og skaber mistillid og utryghed, det kan også virke forstærkende på, at du ikke trives. Det er ikke altid man lige ser konsekvenserne med det samme, sommetider går der tid og sommetider er det når man har det godt igen og er tryg, at de ubehagelige oplevelser dukker op og fylder.Måske føles det som om, at det svære fra tidligere ikke er forsvundet helt, og sammen med, at dine nye venner sviner dig til og ikke vil være sammen med dig - så bliver det stort at klare det hele selv. Mon det er nogle følelser og oplevelser du kan genkende? Følelser og oplevelser forsvinder ikke, fordi det ikke sker længere og de kan være meget svære selv at bearbejde, uden at få hjælp og støtte fra voksne omkring dig.
Det er tydeligt for mig, at det kan være utroligt svært for andre at forstå og at tale om - derfor er det ekstra godt gået, at du alligevel har forsøgt at tale med din familie og din lærer om det. Jeg kan forestille mig, at det må have krævet mod? Hvor fandt du det mod henne? Det er en stor styrke at modet bor i dig. Og det mod skal du holde godt fast i, for det er endnu en virkelig god egenskab at have og kan støtte dig i at vende din verden på hovedet, så de svære tanker kommer til at fylde mindre og mindre. At dine ord ikke er blevet modtaget som du havde håbet, med lyttende interesse, må du virkelig ikke lade dig slå ud af, selvom jeg godt kan forstå at det er utrolig svært. Dine forældre har lagt mærke til, at du ikke har det godt og måske det er en åbning for at gentage din pointe om, at du føler dig overset og har brug for deres hjælp?
Jeg ved ikke om dine forældre ved, hvor meget tankerne fylder hos dig, eller om du har fortalt dem om, at det ikke 'bare handler om at få opmærksomhed' - Det er alstå alvorligt, når tanker om at tage sit liv fylder. Vil du have mod på, at tage en snak med dem igen, måske på et tidspunkt hvor din storebror ikke er der? En snak hvor du kan fortælle, hvordan du har det og de tanker som fylder hos dig, og det du håber på, at de vil hjælpe og støtte dig med...? Det kan godt være, at en hjælp vil være at tale med skolepsykologen omkring den mobning du har været udsat for, og det som sker overfor dig med de nye venner i klassen. Måske ved dine forældre ikke selv, hvad de skal gøre eller hvordan de kan støtte dig? En støtte vil jo fx være at lytte til dig, få et møde med din lærer og jer tre sammen - hvor I kan tale om fx skolepsykologen og om det, der sker i klassen mellem dig og dine venner, og hvad der kan gøres så det bliver trygt og godt igen.
Jeg tænker, at der er flere lag i det der sker og de tanker, som du har haft gennem et år. Der er både noget fortid, nutid og bekymringer for fremtiden, der bør støttes op omkring og gøres noget ved. Derfor vil det være det være fint, hvis der kan samarbejdes mellem skolen og hjemmet. Måske vil det være en hjælp for dine forældre at ringe til vores ForældreTelefon på 3555557, eller skrive til den via vores hjemmside? Her har de mulighed for at tale med rådgiver, om det de har brug for. Mon de har mod på det?I skolen har lærerne ansvar for, at alle elever trives og det er derfor også vigtigt at lærerne har blik for, hvis deres elever ikke trives. Det har din lærer, men målet er stadig ikke nået – at du skal have det godt, så hun må gøre sig endnu mere umage og måske en del af det kunne hjælpes frem i hende ved, at dine forældre er med til at tale med hende? Eller kunne man forestille sig at du kunne tale med en anden end din klasselærer? En lærer du føler dig tryg ved?
Måske tænker du, at det er stor mundfuld at komme igang med? Derfor kommer jeg sådan til at tænke på, hvad det er din kusine kan, som kan hjælpe dig lidt? Måske du, sammen med din kusine, kan udvikle det I har sammen, så hun måske kan være med til at skabe en endnu bedre base for, at du kan komme igennem med at tale om de svære emner? Måske hun kan være med til at tale med dine forældre sammen med dig? Måske vil det være en hjælp at tage dit brev og mit svar med, og vise til dine forældre, hvis det vil hjælpe på jeres snak sammen...
Til sidst lægger jeg ekstra meget mærke til det sidste du skriver ”…hvis jeg ikke tænkte på dem jeg vil forlade”, fordi det vidner om et højt niveau af empati, gode tanker og gøren for andre mennesker. En egenskab som du skal være utrolig stolt af og en evne, som kan få dig rigtig langt i verden.
Jeg håber mit svar har sat nogle tanker i gang og at du kan bruge det til noget. Jeg ønsker alt godt for dig og du må, som det vigtigste, passe godt på dig selv. Kærlig hilsen BørneTelefonen
