Hej pige på 13
Det lyder til, at du kæmper med noget, der gør dig rigtig ked af det. Det er både modigt og flot at bede om hjælp.
Du fortæller, at du kom til at cutte på grund af nogen problemer, du har haft i lang tid. Derfor kommer jeg til at tænke på, om du nogensinde har fået den rigtige hjælp til at klare dine problemer, og fået talt om det du er ked af?
Ofte er det sådan, at ved at cutte flytter man det, der er ubehageligt indeni, til at være en smerte udenpå. For det kan føles bedre et kort sekund at få mere ondt udenpå huden end indeni, hvor tankerne og følelserne er. Men hvis man har følelser indeni, som er ubehagelige og svære at holde ud, så er det vigtigt, at man får hjælp til det.
Du kan godt få det godt igen, især fordi du beder om hjælp. Det viser nemlig også, at du har et ønske om leve og få det bedre, og det er vigtigt. Hold fast i det!
Det første skridt til at få det bedre, har været at sende dette brev. Det er stort, sejt og vigtigt skridt! Nu skal du til at tage andet skridt, og det får mig til at tænke på, om dine forældre mon ved, hvordan du har det? For dit næste skridt vil være at tale med en voksen, som du stoler på, og er tryg ved at fortælle om, hvad der foregår inde i dig. Det kan være en lærer på skolen, din sundhedsplejerske, en venindes mor, eller nogen i din egen familie. Det kan også være at du kunne få det bedre ved at tale med en psykolog i denne periode, hvor du har det svært. Det kan den voksne, som du vælger at betro dig til, hjælpe dig med at finde ud af.
Du har taget et stort skridt imod en forandring ved at skrive herind. Med din styrke og dit mod tror jeg derfor også på, at du kan tage det næste skridt, at finde en person du kan betro dig til, for du fortjener at få det bedre.
Kærlig hilsen BørneTelefonen