Kære M pige på 14 år,
tak for dit brev med overskriften "Selvmordstanker". Jeg synes, det er godt, at du har taget dig sammen til at skrive til BørneBrevkassen og bede om hjælp, når du, som du skriver, både har selvmordstanker og skærer i dig selv. Det synes jeg tyder på, at du på trods af modgang er en sej pige, der tager dig selv alvorligt og som ikke bare vil affinde dig med at have det dårligt!
Du skriver, at du ikke tør tale med din familie om disse ting. Det er har du sikkert gjort dig gode overvejelser omkring, og jeg tænker på, hvad det er der gør, at du ikke tør det?
Du er måske bange for, at de vil blive vrede på dig? Skuffede? Eller noget helt andet? Tror du, at dine forældre har en fornemmelse af, at du ikke er glad? Har de mon spurgt til, hvordan du har det lige nu?
Heldigvis har du en veninde - som uheldigvis også har det svært. Men jeg tænker på om I to, måske kunne støtte hinanden i at få hjælp til at forandre jeres liv og triste tanker..? Sommetider er det lettere, hvis man ikke er alene.
Hvis I går på samme skole kunne du måske foreslå din veninde at I sammen opsøgte sundhedsplejersken og fortalte hende, at I begge har det rigtig svært for tiden... Ville du have mod på det? Eller måske er der en af lærerne, som ville være god at snakke med?
Jeg tror nemlig, det vigtigt at få talt om, hvad der optager eller bekymrer dig.
På sigt tror jeg, det ville være godt, hvis du kunne finde modet til at få fortalt dine forældre, at du går og tumler med en masse svære tanker... Hvis ikke du og dine forældre har mulighed for at tale om det i åbenhed - så tror jeg nemlig at det bliver sværere for dem at støtte dig.
Men måske er der i din familie andre voksne, du også kunne tale med om hvordan du har det? Eller du kan ringe til BørneTelefonen og tale med en rådgiver om det, der trykker dig og måske få nogle ideer til, hvordan du kan komme videre?
Mange hilsner BørneBrevkassen
