Selvmordstanker

Kære snart 18-årige

Tak for dit brev.

Jeg vil gøre alt for ikke at give dig et svar, der udtrykker falsk håb, eller en lang besked om hvordan du vil blive savnet, og at der er så meget at leve for.

Fremfor alt det vil jeg håbe, at intet af det jeg skriver, kan give dig skyldfølelse. Jeg tror ikke tror på det med skyldfølelse, fordi jeg ikke tror på, at det gør noget godt for nogen. Det kan derimod tage ens energi og virke lammende i forhold til at vælge en god vej videre i livet.

I dit brev giver du fine, filosofiske beskrivelser af dine tanker og følelser. Det synes jeg, fordi du, samtidig med, at du beskriver, hvordan det er at være dig, beskriver den tvivl og meningsløshed, som også andre mennesker kender.

Dine tanker går meget på de eksistentielle spørgsmål i livet – tanker om at være menneske. Disse tanker kan være meget stærke, når man er ung.

Når du fortæller, at du “kun lever for at trække vejret”, og derfor tænker at du kommer til at leve “resten af dit liv uden virkelig at leve”, tænker jeg samtidigt på, om dine sorgfulde følelser og tanker mon er opstået med tabet af den ene person, du aldrig kan glemme?

Ulykkelig kærlighed kan være meget hård, og give store forandringer i ens sind. Den kan give anledning til megen tvivl i livet.

Dine beskrivelser kredser omkring meningsløshed og mangel på mening i livet. Følelser, der kan fylde meget både i forhold til kærlighed, men også i din unge alder. Der er mange store vigtige spørgsmål, der dukker op, netop fordi du står i begyndelsen af livet. Det kan give følelsen af total uoverskuelighed i forhold til at forestille sig, hvordan ens liv kan blive – OG om det kan blive godt.

Du fortæller, at du ikke kan forestille dig nogen fremtid og at det, for dig, er meningsløst, når livet alligevel får en ende. Jeg, som er  et andet menneske, forstår godt, hvad du siger. Det tror jeg, rigtig mange ville forstå.

Hvis vi skraber alt udenomssnak af, så er det i virkeligheden ens for alle mennesker: Vi ved ikke, hvad der sker i vores egen fremtid. Vi kan prøve at forestille os det, men vi ved det ikke.

Derfor er det vigtigt, at du kan få det så godt som muligt nu.

Jeg tror, at når dine tanker konstant kredser omkring det, du skriver i brevet, så er det et tegn på, at du føler dig trist og alene om din tristhed.  Du har med dit brev allerede givet udtryk for, at du har brug for “trøst”. Du vil gerne have, at jeg siger: “alt bliver okay”

Om det går og bliver okay? Det vil jeg gerne sige til dig mange gange, men jeg må ikke lyve. Jeg kan ikke vide, hvordan det vil gå for dig.

Det, jeg ved med sikkerhed, er, at ingenting går af sig selv.

Jeg tror derimod på, at det vil gå okay for dig, fordi du netop nu har sendt os et inspirerende brev fyldt med dine følelser og tanker, som giver anledning til at tale om vigtige ting i dit liv. Du rækker i den handling ud til andre – i dette tilfælde brevkassen,

Jeg tror på dig, og jeg håber, at du kan række ud efter dine forældre. Jeg tror, du lige nu har meget brug for kontakten med dem. Måske de kan hjælpe dig med at finde håb? Jeg ved ikke, hvad du tænker om det, men du kan måske finde et roligt tidspunkt og sige noget lignende: “Mor og/eller far, jeg har det ikke så godt lige nu. Jeg har selvmordstanker og synes, livet er meningsløst.”

Så kunne dine forældre sammen med dig måske ringe til lægen. En læge kan være god at snakke med og kan henvise dig til en psykolog, som har hjulpet mange unge med selvmordstanker, meningsløshed og andre svære ting.

Det at være så alene med sine tanker kan også godt få én til at føle sig ensom. Jeg taler med mange børn og unge, som føler sig ensomme. Derfor har vi lavet den her side, hvor man kan få råd til at komme ud af følelsen og høre andre unges fortællinger om, hvordan de også kan føle sig ensomme – både dem med og uden venner.

Linket er her: https://bornetelefonen.dk/ensomhed/

Faktisk nævner du også, at du har venner, men at du føler sig ensom, når du er sammen med dem. Den følelse er jeg sikker på, at mange kender. Mon du har prøvet at lukke lidt op for, hvordan du har det overfor dine venner? Måske er der en, du har særligt meget tillid til og kunne snakke med?

Hvis ikke du har mod på det, er du meget velkommen til at ringe til Børnetelefonen på tlf. 116111, og anonymt få en snak med en rådgiver, som er rigtig god til at lytte og forstå. Du er også meget velkommen til at skrive til os igen.

Jeg håber virkelig, at du med mit svar på dit brev kan have en følelse af, at det hele kan blive okay og måske endnu bedre end okay. Jeg tror virkelig på dig, og jeg håber, det bliver en god rejse henimod netop håb og mening med livet.

Kærlig hilsen Børnetelefonen