Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Selvmordstanker

Hej Børnetelefonen

Jeg skriver ind her fordi jeg har en lidt svær tid. Jeg lider af en sygdom hvor jeg har ondt meget af tiden, og her for tiden er det blevet mere voldsomt. Jeg kan nogle gange slet ikke overskue noget som helst. Jeg ligger bare og prøver at bide det i mig. jeg føler ikke rigtig at jeg kan sige det til mine forældre pga. min søster (Hun lider af angst og autisme)

Jeg synes det er egoistisk af mig at sige det fordi de er stresset nok i forvejen.

I skolen har jeg også haft en svær tid. Jeg har venner men igen føler jeg det er egoistisk af mig hvis jeg siger noget. Jeg tager mig selv tit i at tænke at ingen gider mig og at jeg er ligegyldig. Så her på det sidste har jeg tænkt at det hele bare ville være nemmere hvis jeg slet ikke var her. Jeg ligger tit om aften og græder mig selv i søvn om aftenen og tænker på måder at sige farvel på.

Mine forældre spørger mig tit om jeg har det godt og hver gang svare jeg bare at jeg har det fint, fordi jeg tænker at det er det de vil høre.

Hilsen Pigen på 14 år

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år,

Tak for dit meget ærlige brev. Jeg kan godt læse, at det er en svær tid for dig lige nu. Du har taget dit første skridt til hjælp ved at skrive til os. Det er ikke spor egoistisk. Det er den helt rigtige måde at passe på sig selv, nemlig at række ud efter hjælp.

Selvom du måske føler dig meget ene, så skal du vide, at der faktisk er mange andre, der lever med sygdom i familien, der genkender dine følelser, nemlig det med, at man kan føle sig “glemt” – og at man ikke vil være for meget til besvær overfor sine forældre.

Jeg forstår godt, at du også har brug for, at det handler lidt om dig, uden at du skal føle dig egoistisk.

Derfor tænker jeg, at du er nødt til at fortælle dine forældre, hvordan du har det. Måske kan det være en hjælp for dig, hvis jeg siger, at forældre kan tåle at høre rigtig meget om, hvordan deres unge har det. Men de kan ikke ret godt tåle at blive holdt udenfor deres følelsesliv. Og det vil helt sikkert også være rart for dig, at de ved, hvordan du har det, så de bedre kan passe på dig.

Du skriver, at de tit spørger dig, hvordan du har det. Hvorfor mon? Kan de have på fornemmelsen, at du har brug for at tale med dem? Kan de have på fornemmelsen, at du ikke har det helt godt for tiden? Måske vil din mor og far ligefrem være lettede, hvis du afslørede lidt af dine tanker og følelser?

Måske kan du finde et godt tidspunkt, hvor I kan snakke sammen. Det kan fx være en aften, hvor du ved, at der er god tid. Det kan også være, at du kan lave en særlig aftale med dem, så du ved, at der er tid til en snak. Kunne det være en mulighed? Hvis snakken er lidt svær, kan du måske vise brevet og svaret til os?

Du skriver, at du har en sygdom med meget smerte. Det er vigtigt, at dine forældre også ved, at du faktisk tænker meget på din smerte og sygdom, og at den i perioder (helt naturligt) fylder rigtigt meget for dig. Når man er syg, som du er og har smerter, er det vigtigt, at man taler om det indimellem. Det er tit sådan, at jo mere vi snakker om vores svære følelser, jo mindre kommer tankerne til at fylde oppe i hovedet.

Det er dejligt at læse at du har venner. Jeg kommer sådan til at tænke på dig som en rigtig god ven/veninde. Og jeg er sikker på, at hvis det var din ven, der i perioder havde det svært, så ville du også blive glad, hvis hun/han delte det med dig. Hvordan ville det være, hvis du prøvede at fortælle til en af dine veninder, hvordan du havde det. Jeg tænker, at det vil være rigtigt rart for dig bagefter.

Vi har alle sammen noget, som vi har brug for at snakke med andre om. Selvom der ikke findes en løsning, er det bare rigtig rart at dele, det der er svært med nogen, der lytter.

Jeg håber af hele mit hjerte, du holder fast i dit mod og får de snakke og den støtte, der skal til, så du kan mærke, at du ikke er spor ligegyldig.

Du kan altid ringe til BørneTelefonen 116 111, hvor der sidder voksne klar til at snakke.

De bedste hilsner fra BørneTelefonen

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Selvmordstanker Andre der hjælper

Angst og depression – gratis psykolghjælp

Gratis psykologhjælp til behandling af angst og depression (18-24 år)
Læs mere

Giftlinjen

Anonym professionel hjælp ved forgiftning af fx medicin eller rusmidler
Læs mere

Headspace

Brug for nogen at tale med? Ring, sms, chat eller duk op (12-25 år)
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat