Kære pige på 14 år,
Tak for dit meget ærlige brev. Jeg kan godt læse, at det er en svær tid for dig lige nu. Du har taget dit første skridt til hjælp ved at skrive til os. Det er ikke spor egoistisk. Det er den helt rigtige måde at passe på sig selv, nemlig at række ud efter hjælp.
Selvom du måske føler dig meget ene, så skal du vide, at der faktisk er mange andre, der lever med sygdom i familien, der genkender dine følelser, nemlig det med, at man kan føle sig “glemt” – og at man ikke vil være for meget til besvær overfor sine forældre.
Jeg forstår godt, at du også har brug for, at det handler lidt om dig, uden at du skal føle dig egoistisk.
Derfor tænker jeg, at du er nødt til at fortælle dine forældre, hvordan du har det. Måske kan det være en hjælp for dig, hvis jeg siger, at forældre kan tåle at høre rigtig meget om, hvordan deres unge har det. Men de kan ikke ret godt tåle at blive holdt udenfor deres følelsesliv. Og det vil helt sikkert også være rart for dig, at de ved, hvordan du har det, så de bedre kan passe på dig.
Du skriver, at de tit spørger dig, hvordan du har det. Hvorfor mon? Kan de have på fornemmelsen, at du har brug for at tale med dem? Kan de have på fornemmelsen, at du ikke har det helt godt for tiden? Måske vil din mor og far ligefrem være lettede, hvis du afslørede lidt af dine tanker og følelser?
Måske kan du finde et godt tidspunkt, hvor I kan snakke sammen. Det kan fx være en aften, hvor du ved, at der er god tid. Det kan også være, at du kan lave en særlig aftale med dem, så du ved, at der er tid til en snak. Kunne det være en mulighed? Hvis snakken er lidt svær, kan du måske vise brevet og svaret til os?
Du skriver, at du har en sygdom med meget smerte. Det er vigtigt, at dine forældre også ved, at du faktisk tænker meget på din smerte og sygdom, og at den i perioder (helt naturligt) fylder rigtigt meget for dig. Når man er syg, som du er og har smerter, er det vigtigt, at man taler om det indimellem. Det er tit sådan, at jo mere vi snakker om vores svære følelser, jo mindre kommer tankerne til at fylde oppe i hovedet.
Det er dejligt at læse at du har venner. Jeg kommer sådan til at tænke på dig som en rigtig god ven/veninde. Og jeg er sikker på, at hvis det var din ven, der i perioder havde det svært, så ville du også blive glad, hvis hun/han delte det med dig. Hvordan ville det være, hvis du prøvede at fortælle til en af dine veninder, hvordan du havde det. Jeg tænker, at det vil være rigtigt rart for dig bagefter.
Vi har alle sammen noget, som vi har brug for at snakke med andre om. Selvom der ikke findes en løsning, er det bare rigtig rart at dele, det der er svært med nogen, der lytter.
Jeg håber af hele mit hjerte, du holder fast i dit mod og får de snakke og den støtte, der skal til, så du kan mærke, at du ikke er spor ligegyldig.
Du kan altid ringe til BørneTelefonen 116 111, hvor der sidder voksne klar til at snakke.
De bedste hilsner fra BørneTelefonen
