Kære pige på 13 år!
Det lyder som om, du bærer på en rigtig tung byrde, en bombe, som du ikke føler, du kan aflevere nogen steder!?
Du har nok ret i, at din mor ønsker, at du får det godt igen. Hun vil måske gerne vil høre dig sige noget, der peger i den retning.
Men jeg tror, at din mor allermest spørger dig, fordi hun faktisk gerne vil høre DIG fortælle om, hvordan DU har det.
Det tror jeg, fordi hun har sørget for, at du kan tale med en fagperson, en professionel. Det har hun måske sørget for, fordi hun godt ved, at nogle ting kan børn og forældre have svært ved at tale om. Der er brug for hjælp.
Det kan en fagperson eller en professionel kan hjælpe med. Denne person har tavshedspligt om de ting, som du fortæller om.
Derfor kan du fortælle frit om, at du bærer på noget, som er svært for dig – som er en bombe. Så kan I tale om, hvordan du kan få det fortalt til andre omkring dig, så du ikke skal bære på bomben helt selv.
Hvis det er svært for dig at få ordene ud af munden, kan du overveje at skrive det i et brev – lige som du skriver det til os.
Dén professionelle, som du taler med, er vant til at tale med børn og voksne, som bærer på tunge og svære ting. Det er en del af hans eller hendes job.
Han eller hun véd også noget om, hvad det gør ved børn og voksne, at de helt alene skal bære på meget svære og tunge ting,
At du cutter og har selvmordstanker og har skrevet et afskedsbrev er tydelige signaler om, at du bærer på en helt urimelig tung bombe for et barn, for dig.
Måske er det dine tanker om, hvad der kan ske, hvis du sprænger bomben, der holder dig tilbage?
Dét, der kan ske, ved at sprænge bomben, kan ikke gøre ting værre for dig – for lige nu har du det så dårligt, at du faktisk har mistet lysten til at leve.
Du og din familie har behov for at høre, hvordan du egentlig har det. De voksne kan godt tåle at høre om problemerne – også selvom du har indtryk af, at din mor kun vil høre ‘de gode ting’. Problemerne tilhører ikke kun dig – men jer alle i familien. Derfor SKAL de høre på dig. Du har ret til at blive hørt.
Du og din familie kan kun rykke fremad, hvis du tør sætte ord på de tanker og følelser, som er så svære for dig.
Dét tror jeg, din mor og din professionelle voksne, vil være enig med mig i.
Det er muligt, at din mor bliver ked af det, når hun får viden om, hvad du bærer på – men allermest, tror jeg, bliver hun ked af det ved tanken om, hvor svært du har haft det. Og hvor alene du må have følt dig uden nogen at kunne sige det til.
Som sagt, lyder det som om, din mor prøver at bakke dig og være med til, at du får det godt igen. Hun skal nok have lidt hjælp, så hun ved lidt mere om, hvordan hun bedst støtter dig.
Jeg håber, du kan bruge mit svar til noget.
Ellers vil jeg bede dig om, at du ringer til os på Børnetelefonen, på 116 111. Så må vi forsøge ad den vej at bakke dig op i at få den hjælp, som du har brug for.
Jeg sender dig de bedste ønsker.
Kærlig hilsen fra Børnetelefonen
