Selvmordstanker

Hej BB
Jeg er lidt bekymret og sidder fast.. Jeg er igen begyndt at få selvmordstanker og er lidt bekymret for hvad der kan ske fordi jeg har prøvet det før med at havde selvmordstanker også pludseligt så er det som om min hjerne kopler fra også kan jeg finde på at gøre alverdens ting mod mig selv.. som at begynde at skærer i mig selv igen, skærer dybere eller tage en overdosis..

Det er sket før hvor jeg koplede fra også tog jeg en overdosis også da jeg kom til mig selv igen indså hvad jeg havde gjort også ringede jeg til min lærer og fortalte det.. Det skal lige siges at jeg har et meget anderledes forhold til min lærer end mange andre vil havde.. jeg kan snakke med hende om alt og hun har gevet mig hendes privatnummer og sagt at hvis der var noget så skulle jeg bare ringe lige meget hvor, hvornår. Men stadig kan ikke snakke med nogle om det her nu..

Har forvoldt nok skade har skræmt nok mennesker osv. Jeg går på et familie-/unge center til samtaler, om bare sådan hvad det er for nogle tanker jeg har osv. men har ikke sagt alt det her? jeg går der fordi min lærer opdagede jeg var selvskadende og den eneste grund til jeg egenligt er der nu er pga. mit selvordsforsøg ellers så ville der gå længere tid for jeg ville komme til at gå der.. Jeg er helt nede..

Der går ikke en time uden jeg tænker på selvmord.. jeg har svært ved at falde i søvn også hjæper det ikke at jeg lige er startet op på at jeg skal havde korset pga. min skoliose (skæv rygsøjle) så jeg vågner også om natten.. Jeg er træt.. Jeg føler mig kold.. Følelseskold.. kan ikke græde..

Orker ikke noget, men tvinger mig selv til at gøre ting for stadig virke “normal” og har hele tiden den her facade overfor andre med “jeg har det fint, der er ikke noget” Jeg bliver tit pludselig angst i tilfælde hvor der bliver for meget larm eller der sker for meget omkring mig.. osv. osv. Min baggrund er sådan at jeg altid har haften fordrukken far som kastede med ting, råbte og tog nøglerne og kørte væk i bilen om natten (fuld) og jeg lå som helt lille i min seng vågen til l. 3 om natten uvidende om han ville komme levende hjem.

Min mor har været sådan lidt følelses kold siden jeg var 6-7 år fordi der blev jeg jo “stor”. Har skåret i mig selv i et år.. har gjort de sygeste ting mod mig selv.. Jeg er blevet krænket af 5-6 mænd på forsellige måder.. De har: Spurgt om jeg ville med dme hjem, om jeg ville være pornomodel, kysset mig og en trængte mig op i en krog og kiggede mig under min bluse (Har ikke sagt til nogle at han kiggede mig under blusen)..
 
Derfor stoler jeg ikke på mænd.. og specielt ikke fulde mænd da de fleste var fuld da de her ting skete.. Og på en eller anden måde så kan jeg bare ikke snakke med nogle som har noget med mig at gøre omkring de her ting?
 
Jeg føler at de vil bruge det mod mig da det tit er sket.. Er bange for a de vil forlade mig, da det også er sket.. Er bange for at de vil flippe ud, blive ked af det eller sure.. Men nu er jeg så her? Er uvidende om hvad jeg skal gøre? Hvem jeg skal snakke med? Om jeg skal blive overvåget hele tiden fordi jeg ligesom kopler fra pludseligt uden advarsler?

Er der noget psykisk galt med mig? Hvad vil der ske hvis jeg fortæller alt det her?
Hilsen Mig