Kære M
Tak for dit brev. Jeg tænker, det er godt, at du skriver hertil. Jeg kan godt se, at du har det rigtig svært for tiden. Jeg er ked af at høre, at du har været udsat for mobning på både din gamle skole og efter du flyttede skole. Når man har været udsat for mobning gennem længere tid, så påvirkes ens selvfølelse - og jeg tænker, at det er meget nemt at komme til at tænke om det er ens egen skyld og vende det indad. Jeg tænker, om det måske er derfor, du beskriver dig som god til at holde facaden, ikke lade de andre vide, at du har det ad H. til.?
Hvis du er blevet mobbet før og har oplevet også at blive mobbet på din nye skole, så kan jeg sagtens forstå, at du bliver ked af det - og måske samtidig kan have rigtig svært ved at forstå, hvorfor det lige er dig, som det skal gå ud over igen. Bliver du mon stadig mobbet? Jeg får lyst til at sige til dig, at når nogen bliver mobbet, så er det et fælles problem for alle børn og det er utrygt for alle i klassen. Både for dem, der mobber, den bliver mobbet og dem, der bare kigger på, men som kunne være bange for at det på et tidspunkt kunne gå ud over dem. Kunne det mon være denne utryghed, som du reagere på i klassen, når du begynder at græde? Hænger din ked-af-det-hed mon kun sammen med mobningen? Eller er det også noget andet?
Hvis du oplever at der stadig er mobning på skolen, så tænker jeg, at du har brug for hjælp fra en eller flere voksne, som kan gå ind og tage ansvar for at få stoppet mobberiet og samtidig hjælpe alle børnene til at få det bedre sammen.
Jeg tror derfor, at det er vigtigt, at du taler med nogle voksne om, hvordan du har det.
Du skriver ikke noget om, du tidligere har betroet dig til nogen? Ville det mon være en mulighed nu?
Jeg tænker, om du måske også kunne gå til en lærer eller sundhedsplejersken på din skole? Du kunne også vise dit brev til den pågældende, så behøver du ikke at forklare så mange ting, for i dit brev der har du på beskrevet din situation godt. Jeg tænker, det vil være et godt udgangspunkt for en samtale. Jeg kan godt forstå, hvis det kan være vanskeligt for dig, at overskue at tage kontakt, når du ikke viser dine omgivelser hvordan, du egentlig har det, men tror du ikke, du alligevel kunne, hvis nu du skrev et brev f.eks.?
Du skriver ikke noget om, hvordan du har det med din mor, men ville hun på nogen måde kunne støtte dig og tale med dig? Hjælpe dig med at tale med skolen, hvis du stadig udsættes for mobning? Jeg kan godt læse, at du ikke har lyst til at tale med din mor om dine selvmordstanker, pga. det din mor plejer at sige. Jeg ved ikke helt, hvad hun mener med det, men kunne det mon være noget hen ad, at man ikke kan hjælpe dem, som ikke vil hjælpes. Hvis det er sådan, hun mener, så gælder det jo ikke dig, fordi du jo egentlig gerne vil have hjælp.
Din kommune har også pligt til at hjælpe dig, hvis du har det svært. Børn/unge under 18 år kan anonymt henvende sig til kommunen, hvis de har behov for rådgivning og hjælp. I nogle kommuner har man oprettet et særligt rådgivningscenter for børn og deres forældre. Måske har din kommune en hjemmeside, hvor de skriver om deres unge rådgivning? Spørg/søg efter børn og familieafdelingen.
Hvis ingen af forslagene er en mulighed, eller hvis du har brug for at snakke med andre om din situation, så er du altid velkommen til at kontakte BørneTelefonen (tlf 116 111), hvor der sidder rådgivere, der kan spørge lidt mere ind til din situation, for bedre at kunne hjælpe dig. Hvis du evt. har brug for støtte til at mødes med kommunen, så kunne Børns Vilkårs bisidderordning måske være noget for dig? Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke.
Kærlige hilsner BørneBrevkassen
