Kære pige på 13 år
Tak for dit brev - hvor er det bare flot, at du har vendt dig væk fra vinduet og fundet frem til BørneBrevkassen. Du skriver, at du har selvmordstanker, og at du føler dig ensom og fortabt. Det lyder som om, du er inde i en svær periode, og jeg vil starte med at sige til dig, at det er almindeligt at have perioder i teenageårene, hvor det kan føles svært og forvirrende...
Du mærker måske, at du er ved at forandre dig, fordi du bliver ældre. Det kan både være kroppen, der forandres, men også den måde du tænker på. Pludselig kan ting, der før var ligegyldige, få en stor betydning. Du bliver måske lettere såret og ked af det, hvis du er uenig med dine forældre eller med dine veninder...
Ind imellem føler du måske, at du slet ikke har nogen venner, eller du synes du bliver holdt udenfor fællesskabet, hvilket kan være med til at give en følelse af ensomhed, og måske endda en forestilling om, at ingen vil savne dig, hvis du var væk..?
Men heldigvis har du en god veninde, som nu ved, hvordan du har det. Hende kan du snakke med, og måske kan hun være med til at vise dig, at der er nogen, som holder af dig og ikke kan undvære dig.
Når du har det så svært, at du har haft så konkrete tanker om at springe ud af vinduet, så tænker jeg, at du har brug for hjælp fra en voksen, som er vant til at snakke med børn og unge, som har det svært. Det kunne måske være en ide, at du talte med din klasselærer, som så kunne sætte dig i kontakt med skolepsykologen. Rigtig mange børn og unge har fået hjælp vil at komme videre ved at få snakket med en voksen, som tog dem alvorligt og lyttede til alle de svære tanker. Det kan være rigtig svært at tale om, men det ved skolepsykologen godt, og derfor kan det være helt befriende at fortælle om sine tanker til hende / ham. Kunne du mon have mod på at prøve at sige til enten en sød lærer eller måske skolens sundhedsplejerske, at du gerne vil prøve at snakke med skolepsykologen?
Når man er teenager, er der mange, der i en periode tager lidt afstand til deres forældre, man har ikke lyst til at tale med dem om de problemer man har, man tror ikke de kan hjælpe, eller man vil ikke gøre dem kede af det. Men hvis du har det ok med at snakke med dine forældre, kunne du måske også starte med at betro dig til dem..? Måske kan du med deres hjælp til at komme af med de triste tanker, og begynde at føle mere glæde i din dagligdag. At du skriver til BørneBrevkassen viser også, at du gerne vil modtage hjælp, og at du er klar til at gøre noget for at ændre din situation - og det synes jeg er så modigt og stærkt af dig.
Du skal aldrig være bange for at bede om hjælp og bruge de nære voksne, du har omkring dig. Der er garanteret mange, som gerne vil hjælpe dig. Bare det at tale om sine følelser og tanker med en som lytter, kan som sagt være en stor lettelse.
Du er også velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111, hvor der sidder søde rådgivere klar til at lytte til dig. De er vant til at snakke med børn og unge om ting, der kan være svære at snakke om, så måske kunne det være rart for dig at starte med at prøve det..?
Kærlig hilsen BørneBrevkassen