Selvmord, Selvskade, og selværd.
Hej BB, erhm.
Jeg er et menneske på 14 år, jeg har kæmpet med så meget bullshit siden jeg var helt lille. Min far er alkoholiker og har aldrig været der for mig, han var der kun når HAN kunne finde ud af at være en far. Derfor har jeg selv diagnoseret mig med ‘trust issues’ , jeg er så fucking bange for at alle dem der “Holder af mig” vil forlade mig en dag, svigte mig, da ret mange faktisk har gjort det før.
Da jeg var yngre kunne jeg ikke holde til noget, bare jeg så en af mine venner med deres fædre begyndte jeg at græde, fordi jeg ikke havde en. Og jeg synes stadig ikke jeg har en far. Jeg har en on and off far, og det gider jeg ikke.
Problemet er også, jeg havde altid været ret indelukket fordi, igen jeg ikke turde lukke nogen ind. Og da jeg fik mine 4-5 bedste venner , en fra min klasse, tre fra klassen over og en to klasser over mig (Har altid været mere moden indeni, og har det bedst ved folk over 14.) De stoppede alle sammen fra skolen, og jeg begyndte at selvskade. Kun en lille smule.
Nu, en anden ting er at mit selvværd, er så forfærdeligt lavt at jeg er ved at brække mig når jeg står under bruseren eller foran mit spejl. Jeg har grædt flere gange fordi jeg hader mig sev. Jeg HADER alt ved mig, og jeg forstår ikke hvorfor folk kan lide mig.. JEg føler de tror jeg siger alle de ting om mig selv for opmærksomhed, men ærlig talt er det vel et råb om hjælp. Jeg vil jo ikke have det på den måde med mig selv, men jeg har haft det sådan hele mit fucking liv!
Jeg fik en ven da jeg fyldte 11, hun led af depression og angst, hun selvskadede også. Hun ødelagde mig, hun brugte mig næsten kun til at snakke om hvordan hun havde det, hun prøvede også at begå selvmord 3 gange. Hun erstattede mig, så blev vi bedste venner igen, så blev vi en smule mere end venner, urgh, Og nu er vi næsten fremmede.
Anyways, nok om hvad der får mig til at have de tanker jeg har.
Jeg ville nok ikke kalde mig selv suicidal, men jeg tænker på døden. Utrolig meget. Og jeg har fået en mærkelig træng til at skære i mig selv igen, så det er jeg begyndt på. Min mor ved ikke hvordan jeg har det, jeg er bange for at fortælle hende det. Jeg er bange for hende.
Jeg har sgu da ikke lyst til at gå hen til hende, eller nogle andre jeg kender og fortælle dem at jeg ikke ville have noget imod at falde ud af et vindue, eller at jeg forestiller mig skære i min arm og ramme en nerve, derefter dø af blodtab. For det er det der foregår inde i mit hoved.
Min attitude er en “I dont give a fuck” Men really, jeg græder så tit mig selv til søvn. Fordi I DO GIVE A FUCK! JEg giver SÅ mange fucks. Jeg vil ikke leve mere, jeg er for uduelig, jeg har mistet lysten til at gøre ting jeg normalt elskede, jeg har ingen appetit,
jeg føler alle hader mig, alle bagtaler mig sikkert konstant, den eneste måde jeg kan distrahere mig selv for mine tanker er min musik. Men det virker ikke længere, og det giver mig en større lyst til at hoppe ud foran en bil i morgen eller i dag..
Fuck mit liv.
Selvmordstanker Andre der hjælper
Angst og depression – gratis psykolghjælp
Trin for trin Byg et brev
Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.