Selvmord. Kan ikke klare det mere!

Kære S på 12 år.
 
Tak for dit brev herind til, i dit brev fortæller du om, hvordan du overvejer selvmord af flere grunde. Ud fra den liste du har lavet, hvor du fortæller om alle de ting der går dig på, kan jeg godt forstå du af og til føler det hele virker håbløst for dig.
 
Derfor er jeg også rigtigt glad for, at du har skrevet herind til for at få hjælp. Jeg tænker det må have været en voldsom oplevelse for dig, at få at vide at du har fået diabetes I, som du selv skriver er det noget, der er en del af dig resten af dit liv.
For mange der får den diagnose, kræver det en hel del at lære, hvordan de fortsat kan have et godt og indholdsrigt liv, hvor diabetes ikke er en hindring for dem i de ting de gerne vil. Netop fordi sygdommen kræver noget tilvænning, ikke kun for den der får det, men også for deres familie, så har diabetesforeningen en hel hjemmeside. Inde på den hjemmeside er der forskellige temaer, hvor man kan læse en masse om de hjælpemuligheder der er. Det er hjælp på mange måder, for dig som barn kan du komme i kontakt med andre børn, der er i samme situation som dig.
Hvis du har mod på det, så kan selv kigge på deres hjemmeside her http://www.diabetes.dk/boern-og-unge.aspx  Måske er det idé at vise den til din mor....? Der også hjælp og forskellige kursustilbud til de voksne, mon I derhjemme kender til de muligheder..?
Jeg tænker det er relativt nyt for dig at du har fået konstateret diabetes I, mon I derhjemme stadig taler jævnligt med din egen læge? Grunden til, at jeg spørger om det er fordi, det måske ikke kun er dig, der er usikker på hvordan I derhjemme skal gøre omkring diabetes.
Hvordan mon din mor har det, I forhold til at du har fået stillet den diagnose? Har du og hende mon fået tid til at tale ordenligt sammen, omkring det hele? Kan det være en mulighed for dig, at du prøver at tale med din mor omkring hvordan du har det? Måske skal det være når dine små søskende er lagt i seng, og I på den måde har mere tid til at tale uden at blive forstyrret af dem?
Når børn og voksne skal vænne sig til nye ting, reagerer de ikke altid på samme måde. Der er ingen rigtigt og forkert måde at reagerer på, men der er mange måder at få sagt tingene man føler på.
Hvordan mon din mor vil reagerer hvis du fortalte:
-at du er eksempelvis bekymret for/eller bange for, hvordan din fremtid bliver med diabetes I?
Eller hvad mon hun vil sige, hvis du fortæller hende:
-at hun ikke forstår hvor hårdt du har det?
Kan de to sætninger dække over de samme bekymringer, men måske vise forskellige måder at sige det på?
Hvordan mon de forskellige reaktioner på det der blev sagt vil være?
Måske kan du skrive til din mor, og fortælle om alle de ting som du også har skrevet i brevet. Det kan være, at din mor så fortæller dig, at det ikke er sådan hun ser tingene. Det ændre jo ikke ved hvordan du oplever det, kan du mon fortælle hende det?
 
Jeg kan godt forstå, at det nogle gange må være svært for dig, når du skal dele værelse med dine mindre søskende. Specielt med den alder du har, sker der mange ting for dig med dine følelser og din krop. Selv om du beskriver, at du skændes med din mor, tænker jeg på om du måske af og til kan have endnu mere brug for hende nu, selv om du er den ældste.
Kan det måske lade sig gøre, at dine mindre søskende bliver passet et sted, og så bare du og din mor lavede noget sammen, bare jer to? Måske kan I gå en tur i byen, tage på cafe eller bare hygge sammen derhjemme, hvad tænker du om sådan et pusterum fra hverdagen sammen med hende? Måske har din mor nogle yoga øvelser som hjælper på at slappe af og få lidt ro for tanker og bekymringer, vil det være en mulighed?

Har du mulighed for at tale med din far, fx skype med ham? Vil det hjælpe at tale med ham, vil du kunne sige de ting, som du har skrevet i brevet her og kan han tale med din mor, på dine vegne? Hvis det er en mulighed, så er det måske værd at prøve. Måske har du nogle bedsteforældre, som du kan besøge eller snakke med i telefonen - om hvordan du går og har det. Bedsteforældre har sommetider mere tid til at snakke og være sammen. Eller snak med den lærer, som du har det bedst med, eller din venindes mor, som du er mest tryg ved. Det er vigtigt, at du taler med nogen om, hvordan du har det - så du ikke skal bære bekymringerne selv.  
Hvis du trænger til at sætte flere ord på, hvordan du har det, kan du også prøve at skrive på BørneChatten inde på BørneTelfonens hjemmeside. Der kan du skrive med en rådgiver om, hvordan du har det. Du er selvfølgelig også meget velkommen til, at ringe til BørneTelefonen på 116 111, og der tale med en rådgiver.
 
Mange kærlige hilsner og tanker fra 
BørneTelefonen