Kære dreng på 13
Mange tak for dit brev. Det lyder som om, du går og tumler med nogle svære ting for tiden. Derfor er det rigtig godt, at du skriver herind. Det er nemlig så vigtigt at få sagt når man har det skidt, og dit brev til os er et godt første skridt. Godt gået.
Vi snakker med mange børn og unge der har selvmordstanker, og det er ikke et problem man skal løse alene. Derfor vil jeg råde dig til at gå til din mor eller far, og fortælle dem om dine tanker og følelser. Hvis der er en lærer på din nye skole, som du er tryg ved, kan du også sige noget til ham eller hende. Det er nemlig lærernes ansvar, at du har det godt og trygt i skolen, og de kan også tage kontakt til dine forældre.
Det er helt ok at være en følsom dreng og du skal vide, hvordan du end er født, er du helt ok som du er. Når man starter i en ny klasse, kan det være rart at ens lærer ved, hvordan man går og har det og også hvis der er noget der bekymrer en. For det er lærerens ansvar at sikre at alle elever i klassen trives. I brevet til os, kan jeg se, du er rigtig god til at formulere dig på skrift. Hvis du vil, kunne du også skrive et brev til din lærer, hvor du forklarer hvad du har det svært med, og hvad du går og tænker på. Det kan nogle gange hjælpe med at få sagt tingene helt præcist. Du kunne måske også vise læreren det brev du har skrevet til Brevkassen, og mit svar?
Langt de fleste synes, det er svært at starte i en ny klasse, man kender ingen og skal til at danne nye venskaber. Så kan man let komme til at lede efter egne fejl og føle sig usikker. Men der er også plads til dig i klassen og det er de voksnes ansvar at hjælpe til, at du føler dig velkommen.
Jeg synes ikke, du skal gå alene med dette mere, så jeg håber du vil overveje at tale med dine forældre og/eller din lærer - også selvom det er svært. Du har været modig at skrive til os, det mod kan du bruge til at tage næste skridt.
Mange kærlige tanker BørneTelefonen.