Kære pige på 13 år!
Når man oplever at have selvmordstanker, kan det hænge sammen med, at der sker nogle ting i ens liv, som er rigtig svære. Man kan opleve, at det hele føles håbløst, og i nogle perioder, kan man måske kun se alt det ’sorte’ og svære.
Når man synes, at det hele er svært, og man ikke rigtig ved, hvad man skal gøre ved det, eller hvordan man skal få hjælp, er der mange unge, der ligesom du, prøver at skære i sig selv. Når man skærer i sig selv, kan det forstås som en måde, hvor man forsøger at fjerne den smerte, man har indeni – og som man ikke ved, hvordan man skal få til at forsvinde – ved at gøre den til en ydre smerte. Den ydre smerte kan måske i et kort øjeblik fjerne fokus fra den indre smerte. Kan du mon genkende det?
Du skriver, at dine forældre virker ligeglade med dig. Måske ville du ønske, de ville opdage, at du går og er så ked af det, at du kommer til at skade dig selv? Sådan er der i hver fald mange, der har det - også selv om tanken om at tale med sine forældre om det, kan være lidt svær at overskue... Men det viser sig alligevel ofte, at det er en lettelse, når man får snakket med dem om det, så de kan være med til at finde frem til den rigtige hjælp. Hvis du synes, det er svært at sige, kan du vise dem det brev, du har skrevet til brevkassen, og mit svar til dig.
Du kan evt. også kontakte Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade (LMS). Du kan gå ind på deres hjemmeside på www.selvskade.dk, eller du kan ringe anonymt til dem på tlf. 70 10 18 18, mandag – torsdag kl. 18-20. Der er også mulighed for at få rådgivning på deres chat eller på mail. Det kan du læse mere om på deres hjemmeside.
Jeg kan godt forstå, at du har det rigtig svært med, at en af dine bedste veninder har fået konstateret kræft, og at din anden veninde bliver mobbet. Det lyder som om, at du er en pige, der rigtig gerne vil sørge for, at dine veninder har det godt, og at du vil gøre rigtig meget for at hjælpe dem. Der er dog nogen ting, som fx sygdom og mobning, som man har svært ved at gøre noget ved alene, og som man kan have brug for at snakke med nogen voksne om.
I forhold til din veninde, som er syg, tænker jeg, at det bedste du kan gøre for hende er, at være hendes veninde, som du hele tiden har været. Hvis man er alvorligt syg. tænker jeg, at man har brug for, at der er noget i ens hverdag, som er ’normalt’ og som det hele tiden har været, så alting ikke kommer til at handle om sygdommen, selv om den selvfølgelig fylder meget. Det skal heller ikke være sådan, at man slet ikke kan tale om sygdommen, og jeg synes også sagtens, at du kan sige til din veninde, at du er rigtig bekymret for hende, og ked af det over, at hun er syg. Måske kan du også tale med dine forældre, lærere, sundhedsplejersken eller andre voksne om din bekymring for hende.
Din anden veninde, som bliver mobbet, har du virkelig forsøgt at hjælpe, men ingen reagerer, og det forstår jeg godt, du er frustreret over. Hvis ingen af lærerne vil tage det alvorligt, er der måske nødt til at være nogle voksne, der taler med dem. Måske din venindes forældre? Eller I kan prøve at sige det til skolens AKT lærer eller sundhedsplejerske.
Måske kunne du også selv prøve at tale med sundhedsplejersken om, at du har skadet dig selv og har haft selvmordstanker. Hun kan være rigtig god at tale med om ting, der føles svære, og hun ved også noget om, hvordan man kan få hjælp til at få det bedre.
Når du får snakket med nogle voksne om alt det, der fylder i dig, tror jeg, at du vil få det bedre, og at du kan give slip på selvmordstankerne. Du kan også prøve at skrive en liste over alle de ting i dit liv, som du er glad for. Det kan være både små og store ting, personer eller oplevelser, du glæder dig til. Hvis du så mærker tristheden, kan du altid tage listen frem, og på den måde blive mindet om alle de gode ting, du har i dit liv.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og ønsker dig alt held og lykke.
Mange kærlige hilsner
BørneTelefonen
