Kære ”pige, der har det svært”.
Mange tak for dit brev til BørneBrevkassen. Hvor er det bare flot, at du har fundet det sidste overskud og sendt os et brev… Jeg er ikke i tvivl om, at du har det rigtig svært… Jeg tænker, at du nok mest af alt har brug for et knus fra en voksen, du kan stole på…
Det virker på dit brev som om, du er meget alene..? Hvordan med dine forældre, er det nogen, du kan snakke med og føler du kan have tillid til…?
Når man står i en situation som din, så er det rigtigt vigtigt, at man får bedt om hjælp, inden man føler det hele braser sammen over en…
Jeg tænker, det er vigtigt for dig nu, at du får en god snak med en voksen, du har tillid til… Hvis det ikke er dine forældre, så kunne det være en moster, din klasselærer eller måske en sød nabo… Så du kan få fortalt til nogen, hvordan du har det… Der er ingen tvivl om, at du har det rigtig svært, og det skal ingen stå alene med…
Når jeg læser dit brev, tænker jeg at livet kan være hårdt… Ind imellem trækker det virkelig tænder ud… Det lyder som om, du står midt i noget meget svært, som du har svært ved at se dig selv komme ud af… Husk på at livet er noget, vi alle har fortjent…. også DIG!
Jeg tror, at der er noget lykke og glæde derude et sted til dig… Og jeg tænker, at du (måske med lidt hjælp) nok skal finde det… Men lige nu kan jeg godt forstå, at det er hårdt… Når det hele er mørkt, og man ikke aner, hvor man skal kigge hen for at se lyset, så er det nemmeste måske at lukke øjnene helt… Men du fortjener at finde lyset… Der ER et lys derude til dig også…
Jeg tænker, at det kunne være en rigtig god idé for dig at ringe til BørneTelefonen på 116 111, hvor der sidder anonyme voksne rådgivere klar til at lytte til dig alle hverdage fra kl. 11-23 og lørdage fra kl. 13-17. De vil måske også kunne snakke lidt med dig om dit netværk, og hvem der er omkring dig i denne svære situation.
De bedste ønsker BørneBrevkassen