Kære Mig,
Tak for dit meget modige og beskrivende brev om dine tanker. Jeg kan godt læse, at du er rigtigt træt af det hele lige nu. Jeg læser dit brev, som om du har haft det rigtigt skidt i meget lang tid. Det er flot, du har haft overskud til at skrive. Det mod og overskud skal du holde fast i, så det kan være med til at hjælpe dig videre. Jeg kan ikke præcis i dit brev læse, om der er sket ting i dit liv, der har forårsaget, de udfordringer du beskriver, eller? Jeg vil hjælpe dig, så godt jeg kan, med at finde mulige veje.
Du skriver, at du har prøvet at tænke positivt. Jeg kan godt forstå, at det er svært at blive ved med, når du i så lang tid ikke har haft det godt og har mistet lysten til livet. Har du mon snakket med nogen om, hvordan du har og har haft det….
når man har det virkelig dårligt, så involverer man ikke altid andre personer, for det er så svært at gøre andre begribeligt, hvor svært man har det, så man vælger at holde det for sig selv.
Det er ikke i orden, at du skal gå med alle de tanker alene. Jeg tænker, at sådan som du har det lige nu, har du rigtig meget brug for voksenhjælp og støtte til at få lagt en plan, så du kan få mod på livet igen. Alle er værdige til et godt liv - også dig!!!
Jeg ved fra andre unge, jeg har mødt, som også har haft selvmordstanker, at det kan være svært at række ud, fordi man måske skammer sig, eller man kan være bange for ikke at få den hjælp, man håber og beder om. Man kan også være bange for, at de voksne bliver urolige og kede af det, og derfor holder det hele for sig selv, for at passe på dem… Men i virkeligheden er det jo de voksne, som skal passe på børnene og ikke omvendt… Min oplevelse er faktisk, at når først de voksne ved, hvor svært man har det inden i, så vil de virkeligt gerne hjælpe én og trøste én… Men det kræver, at man selv tager det første skridt og fortæller om det… Også selvom at det er virkelig svært…
Der er også hjælp at få til dig. Hvis du tænker over det, er der så en voksen, som du føler tillid til f.eks. en lærer på skolen, en af dine forældre, en venindes mor, en fra din familie, en AKT
lærer på skolen eller en helt anden, som du kan fortælle, hvordan du har det, så du kan få den hjælp, du har brug for? Jeg ved godt, at sådan en samtale kan være svær at få taget hul på. Du kan måske bruge dit brev og svaret fra os at snakke ud fra. Det beskriver flot og præcist, hvordan du har det og kan være en god støtte for dig.
Hvis det ikke helt lykkes, så er der også en gratis anonym rådgivning i din kommune, som du kan få hjælp hos. Det er en rådgivning for familier, og for børn og unge, og du kan læse mere om det på din kommunes hjemmeside.
Jeg kan læse at selvskade og udfordringer med at spise fylder i dit liv. Jeg tænker, at dette hænger sammen med de livsvilkår du har, og den hjælp du har brug for, skal se på hele dig... Jeg ved ikke, om du kender til LMS, som er Landsforeningen for spiseforstyrrelser og selvskade, de giver rådgivning og støtte, og de ved, at der ofte er mange ting, som gør, at livet føles svært. De har en hjemmeside, den hedder
http://www.selvskade.dk
hvor du kan læse meget mere om, hvad de kan hjælpe dig med. Din egen læge eller skolelægen, vil også være et bud på et sted, du vil kunne have gavn af at henvende dig. Lægen er uddannet til at lytte og undersøge og kan henvise dig til hjælp, som du kan have gavn af for at genfinde glæden til livet, mon det kunne være en mulighed, du kunne have mod på at gribe?
Jeg håber, du kan bruge svaret. Du skriver, at du vil så gerne give livet en chance, det er rart at læse. Dette viser at du ønsker livet, selvom det lige nu er rigtig svært. Hvis du synes nogle af mine forslag er for uoverskuelige for dig, kan du måske starte med at ringe til BørneTelefonen 116 111, som er et anonymt nummer, hvor der sidder søde voksne, som er vant til at snakke med unge som har udfordringer som dig. Ved at ringe til BørneTelefonen, kan du også ´øve´ dig i at fortælle og tale om det du synes er svært og har brug for hjælp til. Når du ringer op vil du høre en sige ´Hej, det er BørneTelefonen - hvad har du lyst til at tale om?´ Måske lægger du røret på første gang uden at sige noget... det er også helt ok. Måske har du modet næste gang du ringer til at sige ´Hej - så vil rådgiveren nok spørge dig, om det er ok at spørge ind til hvad det handler om... Mon det ville være en mulighed at overveje - det kan jo være, at der dukker andre forslag op, som lige er det du har brug for, for at give livet en chance.
Jeg ønsker dig alt held og lykke.
Kærlig Hilsen BørneTelefonen
