Selvmord

Hej Jeg har ikke mærket glæden i langt tid. Efter hånden som tiden gik, blev jeg mester i at vise “den glade” facade – selvom jeg havde det endigt!

Jeg begyndte for nogle år siden at skære i mig selv, det hjalp mig. Det fik mig til at holde livet ud – nærmest glemme det sure ved livet. Ingen vidste det. Ingen vidste hvordan jeg virklig havde det. Hele min barndom har jeg lært at holde facaden, vi snakkede aldrig om følser i min familie.

Mine forældre er skilt. Min mor fandt sig så en ny mand, som hun blev gift med. Jeg har aldrig brudt mig om ham. han behandler mig og mine andre søskende godt, men der er stadig noget ved ham. Min far så en kærste, de slår op hver anden uge – virkelig irriterende.

Min far har været alkoholiker, haft kræft, været død – men blev genoplivet og alle muloge andre sygdomme. Der kan godt gå 1,2 måneder enden jeg ser ham. Han har ødelagt sommerferie med at være fuld. Da jeg var mindre prøvede han at begå selvmord. Det mislykkes. Min storebror boede hos ham, mens mig og min søster boede hos min mor. Min storebror fik en dum opvækst. Min bror kom ud i stoffer, blev smidt ud af efterskolen, de forkerte venner, alkohol osv. da jeg var mindre tog han tre kvælertag på mig, min hals blev rød. Jeg har aldrig haft det far og datter forhold.

Da jeg var mindre blev jeg mobbet med min overvægt i ca. 3 år. Jeg kom så på julemærkehjem – det var fantatisk. Jeg kom væk, væk fra det onde. Men kom tilbage igen. Ja, jeg tabte mig, men jeg var ikke glad. Dem jeg kendte var aldrig tilfreds med min størrelse – enten for tyk, for tynd eller det helt fjerde. Tiden gik. Jeg fik mere lyst til at bo et andet sted. Jeg ville ikke bo hjemme med min mor og pap-far.. Jeg kan ikke holde dem ud!

Som sagt, jeg begyndte at cutte. Smerten blev min ven. Selvmordstanker kom. Jeg ville ikke leve. Jeg kan ikke holde ud at være mig. Min perfektisme tog over mig. Jeg kunne ikke gøre ting godt nok. Jeg er elendig til alt ting. Jeg føler mig utilpas. Jeg vil dø.

I februar månede prøvede jeg at begå selvmord. Det mislykkes. Jeg endte på hospitalet og fik drop ( tog en overdossis )… Det var alle fik øjne op, og De indså hvordan jeg havde det – troede jeg. Efter nogle dage på hospitalet kom jeg hjem, min lære ville havde mig i skole, min mor troede, at jeg bare lavedet en ups’er med de piller. Jeg blev ikke taget seriøst! Min skole leder ville have mig i skole igen, efter det jeg gjorder. Jeg kunne dø! De fatter ingenting.

Jeg viste så min mor mine ar efter jeg havde cuttet, så begyndte hun at ringe rundt, det endte med at jeg blev indlagt igen, det er jeg så stadig. Jeg synes ikke jeg har fået noget hjælp endnu.. Jeg bliver ved med at cutte – håb om at jeg ikke bliver sendt hjem! Jeg har heller ikke været i skole i nogle måneder, jeg er bange for at jeg skal gå en klasse om. Jeg må se tidne an. Lige nu ville jeg bare dø…. Jeg orker ikke at kæmpe for livet. Føler ikke jeg kan udrette noget i livet end at skabe problemer.

Knus den 14-årig. Foresten: godt at I ville bruge jeres tid på os unge, som har nogle vanskeligheder – stort ros!