Kære pige på 13 år
Tak for dit brev og tak for tålmodigheden. I øjeblikket får vi rigtig mange breve, og vi prøver at besvare dem så hurtigt vi kan.
Jeg kan godt forstå, du ikke kan holde ud, at det skal fortsætte på den måde, og jeg synes, det er rigtig stærkt af dig, at du har været så ærlig og skrevet det hele ned - og at du har bedt om hjælp. Det med at bede om hjælp er ikke altid let, men det har du gjort nu. Det må have krævet noget mod at sende dit brev - hvor er det godt, at du har det mod.
Jeg kan godt se, at du er begyndt at reagere på, at det er hårdt for dig, at dine forældre er skilt, og du skal flytte mellem dem hver uge. Det er der mange børn, der synes er hårdt, og jeg kan faktisk godt forstå, at du er blevet så presset, at du er kommet til at tage nogle ting fra pigerne. Det er en måde at reagere på, som man godt kan have, når man er presset og ikke føler, man rigtigt kan snakke med nogen om det... Som barn er det ikke meningen, at man skal løse alle problemerne selv, eller at man bare skal kunne klare det hele, når man har det svært. Det er der nogle voksne, der skal hjælpe med.
Du forsvarede dig overfor en pige, fordi du blev ked af det. Du forsvarede dig ved at slå... Nogle gange kan man føle, at man ikke har andre muligheder. Så selv om jeg godt kan mærke på dig, at du hverken har lyst til at slå eller stjæle, så har det nu betydet, at de andre er bange for dig. Som om de ikke ved, at det slet ikke var din hensigt, og at du i virkeligheden bare helst ville være venner med dem... Og det er her, jeg tror, at de voksne skal ind i billedet og hjælpe dig.
Du skriver, at dine lærere er onde, og når du skriver sådan, så får jeg det indtryk, at du måske allerede har forsøgt at fortælle dem, hvad der foregår, men at du ikke følte, at de hjalp? Gætter jeg rigtigt her, eller...? Grunden til at jeg gætter på det, er at jeg ind imellem snakker med børn, der oplever, at lærerne ikke rigtigt hjælper dem, når de har brug for det. Hvis det er på den måde, så tror jeg, det er vigtigt, at du finder frem til en anden voksen på skolen, som du kan prøve at betro dig til. Nogen gange kan hjælpen komme fra nogen, man slet ikke havde regnet med, og på skolen er der f.eks. en sundhedsplejerske, som kan være god at snakke med - og jeg ved også, at mange børn vælger at gå til damerne på skolens kontor, fordi de også kan være søde at snakke med (og fordi der kan være ro og fred til at få snakket inde på kontoret). Det kan også være, at der er en AKT lærer eller pædagog på din skole som er god at snakke med. Hvem kunne du gå til på skolen - hvem ville være den bedste, hvis du skulle vælge?
Jeg får lidt en idé om, at det måske ville være en hel lettelse for dig, hvis nogen tog en snak med dig og pigerne om alt det her, så det kunne komme ud af verden, og du kunne komme videre... at I taler om hvordan det kan bliver bedre for jer sammen. Kunne det ikke være rart? Så du kunne få lov at være dig selv og ikke skulle føle, at du nærmest er en anden person... Og så du kunne blive gode venner med pigerne igen og ikke have så mange triste tanker.
Som jeg skrev før, så kan hjælpen nogle gange dukke op fra nogen, man ikke havde tænkt på... Og derfor var det godt, du skrev herind og bad om hjælp - og nu foreslår jeg nogle forskellige steder, hvor hjælpen måske kunne komme fra. Som jeg skrev før, så er der mange voksne på en skole, der kan hjælpe. Det kan også være, du går i en klub eller går til noget i din fritid, hvor der er nogle voksne, du kunne snakke med... Eller måske har du en sød nabo eller en bedsteforælder, som er god til at snakke med børn..? Hvad hvis du viste dit brev og mit svar til en af dem, jeg har nævnt - eller en helt anden, som jeg ikke er kommet i tanke om, men som du kender og som du godt kan lide? Ville det ikke være meget rart, hvis nogen fik at vide, hvad du går og tænker på..?
Man kan sige, at nu har du i hvert fald prøvet af, hvordan en voksen ville reagere på det, når du fortalte om det hele - nemlig her i brevkassen. Jeg håber, du har kunnet mærke på mit svar, at jeg tager dig meget alvorligt, og at jeg tænker, du har fortjent at få noget hjælp til at få det bedre. At en voksen tror på dig og gerne vil hjælpe dig. Det vil den næste voksne, du går til, måske også...
Du kender måske nummeret til BørneTelefonen, men hvis ikke, så er det 116 111 - og du kan altid ringe og snakke med en sød voksen, og det er helt gratis.
Varme tanker og ønsker fra BørneBrevkassen