selvmord
Hm, hej? tja, overskriften siger nok lidt sig selv? Jeg er en pige, på 14 år. Måske tænker I, at det virker som en ung alder, hvor man tænker over det her med selvmord. Men inderst inde, er jeg heller ikke 14. Jeg tænker ikke som en 14 årig, men ligner nok en lige så meget som alle andre 14 årige.
Lad os komme til sagen. Jeg er en pige, der altid er der for andre. Og jeg mener, altid! Jeg hjælper alle, og vil helst gerne have at alle har det godt. Jeg er så også den piger, der ikke fortæller om sine egne problemer. Jeg har lidt den der indstilling at jeg burde tage mig af mine egne problemer. Jeg kan ikke lide at få hjælp, og jeg kan ikke lide at fortælle om dem. Jeg vil bare gerne holde dem for mig selv.
Tingene ligger sådan her, at min mormor fik konstateret kræft, lige før jul. Min morfar døde af kræft, da jeg var 6, og på det tidspunkt havde min mormor også kræft i brysterne. Det overlevede hun dog, og vi troede ikke vi skulle tænke på det mere. Min morfar var et rigtig stort tab. Jeg kan huske min mor fortalte mig, at mine pædagoger ville have, at jeg skulle gå til psykolog dengang, da jeg tacklede det rigtig skidt, desværre. Men jeg kom jo så over det.
Da vi fandt ud af at min mormor havde fået kræft igen og ikke ville overleve det, brød min verden sammen. Èt var at hun havde kræft igen, men at hun så ikke ville overleve? Det kunne jeg simpelhent ikke have i hovedet. Der gik så nogle måneder, hvor jeg gik med det her alene.
En dag i skolen, hvor jeg fandt ud af, at min bedsteveninde havde fået følelser for ham jeg var forelsket i, som jeg havde noget med? Det kunne jeg ikke bære i mit hovedet, så jeg brød sammen. Jeg var ligeglad med alle andre, jeg kunne ikke det her mere. Jeg blev væk fra 3 skoletimer (Hvilket er meget for mit vedkommende, da jeg går meget op i skolen) og ingen kunne få noget ud af mig. Jeg havde 2 ting at tænke på, og jeg kunne bare ikke overskue det mere.
Jeg kom hjem, og mine forældre havde så fået en besked om, at jeg var brudt sammen osv. Mine forældre tog snakken med mig, men jeg havde ikke lyst til at fortælle noget. De næste 5 dage, smilte jeg ikke. Og det er uden pis. Jeg var SÅ nede, og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Den ene dag, kom jeg hjem fra skole, og min mor var lige vågnet. Hun så på mig, og sagde “Er den så gal, C?” Jeg brød sammen.
Hun fortalte mig at hun ikke havde kunnet sove i mange dage, fordi hun havde tænkt på, hvad vi skulle gøre. Hun spurgte om jeg ville prøve en psykolog. Jeg sagde ja. Jeg VIDSTE at jeg ikke ville kunne åbne mig for psykologen. Jeg går til den psykolog nu, og jo jeg har åbnet mig lidt. MEN jeg bryder mig på INGEN måde om hende, og nu leger jeg glad, og lader som om det hjælper, men det gør det ikke! Jeg synes hun er forfærdelig, og hun irriterer mig gevaldigt. Jeg føler mig så nede. Jeg kan bare ikke åbne mig på nogen måde!
Udover det, har jeg altid haft lavt selvværd. Jeg har altid været lidt overvægtig. Jeg har altid fået af vide jeg var perfekt, smuk, lækker, sød, dejlig og alt det der. Men NEJ det er jeg bare ikke. Jeg HADER når folk fortæller mig det. At de siger jeg er smuk, gør mig ikke smuk! Jeg er tyk og grim. Jeg prøver virkelig at tabe mig. Jeg har overvejet at sulte mig selv, kaste op, skære i mig selv og begå selvmord.
Og den ENESTE grund til, at jeg ikke gør de her ting, er fordi jeg ikke vil skuffe min familie og min bedsteveninde. Jeg vil bare SÅ gerne væk fra verden, og det mener jeg virkelig. Men jeg vil ikke såre dem. Jeg har prøvet én gang, hvor jeg var SÅ tæt på at dræbe mig selv. Jeg havde jeg ved ikke, hvor mange piller i min lomme, og så cyklede jeg bare derudaf, jeg ville dræbe mig selv på skolen. Men jeg stoppede i tide.
Nu har jeg bare lyst til at gøre det rigtigt. Jeg vil bare have mine venner og familie til at forstå at jeg IKKE har gjort det fordi jeg ville væk fra dem. Jeg kan bare ikke mere. Jeg hader mit liv, jeg hader mig. Jeg har alt for høje forventninger til mig selv, som gør, at jeg bare får det dårligere med mig selv. Jeg kan bare ikke mere. Jeg KAN ikke klare at se mig selv i spejlet, jeg KAN ikke klare at skulle leve det her liv mere. Jeg vil bare væk. De skal bare forstå, at de ikke har gjort noget. Men at jeg bare vil væk, og at det er bedre for dem. De fortjener bedre. Men jeg ved ikke, hvordan de skal forstå at det ikke har noget med dem at gøre?
Selvmordstanker Andre der hjælper
Trin for trin Byg et brev
Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.