Selvmord

Kære pige på 13
 
Tak for brevet, hvor var det godt, du skrev; for når man i længere tid har gået og tumlet med triste tanker og haft ondt indeni, så er det som regel på tide at få nogle andres ideer til, hvad man skal gøre. Det lyder også til, du allerede selv har fået den tanke. I hvert fald skriver du jo, at du har prøvet at tale med andre om nogle af de ting, som er svære, men at det ikke rigtig har gjort en forskel.
Selvom det endnu ikke har hjulpet, så tænker jeg, at det alligevel vil være et forsøg værd, at prøve endnu en gang. Det behøver ikke være nogen af dem, du allerede har prøvet at tale med, hvis du ikke tror, det vil være en god ide. Det kan også være andre, som du måske endnu ikke har haft i tankerne.
Måske kunne du starte med at lave en liste over de personer, du ville ønske forstod dig og gerne ville støtte dig? Overvej gerne både personer fra din familie og andre steder fra. Ud over de mest oplagte familiemedlemmer, folk fra klassen eller lærere, kunne du måske også overveje nogle voksne, som du almindeligvis ikke taler så meget med i dagligdagen? Det kunne fx. være sundhedsplejersken, skolepsykologen eller måske en af lederne på skolen...
Når du har en liste klar, så tænker jeg, det kunne være en ide at vurdere hver enkelt person. Altså overveje fordele og ulemper ved hver enkelt. Det kunne måske give dig et godt billede af, hvem, du kunne gå til? (Måske er der ikke nogen, der er fuldstændig oplagt, men måske viser det sig, at der faktisk er flere, som du kunne gå til...) 
Hvis det viser sig, at der faktisk er nogen, som du vil give (endnu) en chance for at hjælpe dig, så vil jeg foreslå dig, at du viser ham/ hende dit brev til BørneBrevkassen (evt. sammen med svaret.) Jeg tænker nemlig, at du meget tydeligt er har formuleret, hvad der gør livet besværligt for dig for tiden. Og jeg gætter også på, at det vil få personen til at forstå, hvor meget, der er på spil for dig her! Og at den person så vil tage sit ansvar alvorligt og tale med dig om, hvad du har brug for...
Alle de ting, du nævner, er jo meget vigtige problemstillinger, som de fleste vil have brug for hjælp til at løse. Du er selv inde på, at du har brug for at komme ud med det hele. Måske har du ret i, at det vil hjælpe - måske vil du stadig have brug for at noget bliver anderledes? (Mit gæt er, at noget skal ændres, og det er oftest lettest at gøre, hvis man ikke skal klare det alene...jeg tænker, at det nok vil være vigtigt, at dine forældre får at vide, hvordan det påvirker dig at lytte til økonomi og det med matematikken)
Vi mennesker er jo en slags flokdyr og derfor har vi brug for at "flokken" lægger mærke til os og hjælper os, hvis vi i perioder er "svækkede". Vi er ikke skabt til at klare alting selv, og derfor bliver vi ofte overvældet af tunge tanker, hvis vi oplever at stå alene med problemerne... Min pointe med det er, at din reaktion derfor er helt almindelig! Der er ikke noget at sige til, at du ind i mellem plages af ubehagelige tanker! - Det, tænker jeg, er en naturlig reaktion på, at du for længe har haft følelsen af, ikke at få den omsorg og opbakning, du har haft brug for.
Hvis ikke du tænker, at ovenstående ideer er brugbare for dig, så kunne en anden mulighed være at søge lidt mere direkte rådgivning fx. på BørneTelefonen..?(116 111) Så kunne du og rådgiveren tale sammen om, dine håb og drømme og om hvilke andre muligheder, der kunne være for dig.  Jeg tror på, at livet og verden har mange gode timer og oplevelser til dig.  
Jeg sender dig de kærligste tanker

BørneBrevkassen