Kære L
Tak for dit brev til os! Du behøver på ingen måde undskylde noget, vi har alle lov at forholde os kritisk til de tilbud og muligheder, der er omkring os – og nogle gange ændrer vi holdning hen ad vejen. Det er bare rart at høre, at du måske kan bruge nogle af de andres svar...
Jeg har fuld respekt for din korte version at beskrive, hvordan det er at være dig lige nu. Som du selv skriver, kan der være mange grunde til, at man havner i at føle, som du beskriver det, men måske er det mere relevant at kigge fremad og fokusere på, hvordan man kan ændre de følelser og tankemønstre... Og det lyder til, at det også er det, du er optaget af selv, er det rigtig forstået?
Du stiller nogle direkte spørgsmål, som jeg gerne vil svare dig på – og samtidig er det sådan med de her spørgsmål, at der desværre ikke er en bog, man kan slå rigtigt og forkert op i. Vi er mennesker, og vi kan vælge at forstå os selv og hinanden på mange forskellige måder og lægge forskellige tolkninger på det, vi oplever og selv mærker. Ingen af os har patent på sandheden om, hvad der er den rigtige måde at leve på og være lykkelig på, men samtidig er der dog nogle pejlemærker for, hvornår man virker lykkelig, og hvornår man virker trist og måske næsten ulykkelig... Og sådan som du beskriver dig selv lige nu, så forestiller jeg mig en pige, som synes livet kan være rigtig svært, men som samtidig indeholder en stærk lyst og vilje til at få det bedre og blive gladere, kan du genkende det billede af dig selv? Den lyst og vilje er guld værd, og jeg tænker, det er rigtig vigtigt, at du giver dig selv et kæmpe skulderklap for at være i besiddelse af noget så værdifuldt som lysten til livet og viljen til at det kan blive anderledes!
Når man skærer eller snitter i sig selv, tænker jeg ikke, at det nødvendigvis er vigtigt, hvilket redskab og hvor meget man gør det... Det, der er vigtigt, er hvorfor man gør det. For ja, det er alvorligt at skære eller ridse i sig selv, lige meget om det er en eller flere gange, man gør det. Måske kan du bruge din energi på at være nysgerrig på, hvad det er, der får dig til det, og hvad du får ud af at gøre det, så kan det måske være en mulighed at finde ud af, hvordan du ellers kunne opnå den følelse, det vækker i dig. Men først må du mærke efter, hvilken følelse det vækker i dig... Giver det mening?
Vi får mange breve fra børn og unge i teenageårene, som har en oplevelse af, at de mangler selvværd og føler sig usikre og utilstrækkelige i forhold til deres omgivelser. Det gør det selvfølgelig ikke nemmere for dig, men mere for at fortælle dig, at det ikke er helt ualmindeligt at føle sådan i din alder. Måske har det noget at gøre med, at man i den alder er i fuld gang med at udvikle sin egen identitet – samtidig med at både kroppen og hjernen også forandrer og udvikler sig.
De fleste mennesker oplever flere perioder i deres liv, hvor de kan blive i tvivl om, hvem de er, og hvad de er ”værd” i andres øjne. Måske er de perioder med til at udvikle os som mennesker, så vi bliver endnu skarpere på, hvem er jeg og hvad er mine styrker og ressourcer... Men det kan være svært og nogle gange uoverskueligt, mens man er i en sådan periode, og nogle gange kan man blive helt i tvivl, om den mon nogensinde stopper...
Ja, jeg tror helt sikkert, at du kan blive glad og lykkelig igen!! Det skal du nok blive, og så vil denne her periode være noget, du tænker tilbage på som en del af din historie.
Men jeg tænker, at du har brug for hjælp til at få brudt nogle af de tankemønstre og selvforståelser, som du har lige i øjeblikket. Nogle har stor glæde af at tale med en psykolog, andre med en lærer og nogle noget helt tredje. Det vigtige er, at du føler dig tryg nok til at være ærlig og føler, at den person kan rumme dine tanker og følelser, hvad enten det handler om forelskelse eller selvmord. Hvis du begynder at tænke på, hvad den anden person nu synes om dig, eller om personen kan blive skræmt af dine tanker, så er det ikke den rigtige person. Derfor kan en psykolog nogle gange være den bedste løsning, da de er uddannet til at hjælpe folk og kan rumme alverdens tanker og følelser.
Hvis du holder fast i, at du ikke har lyst til selv at fortælle din mor, hvordan du har det – kunne det så være en mulighed, at din lærer, som du lyder til at stole på, kunne hjælpe dig med at tale med din mor? Så sidder du ikke alene med din mor og hendes reaktioner, din lærer vil være der til at støtte dig og hjælpe dig med at få tingene sagt højt. Det kan du måske overveje, om det kunne være en idé... Samtidig tænker jeg også, at du kan tale med din lærer om at komme i kontakt med en psykolog – du behøver ikke fortælle om dine selvmordstanker, hvis du ikke har lyst, men hvis du selv kommer og beder om hjælp til at komme i kontakt med en psykolog, er han forpligtet til at hjælpe dig.
Det blev et langt svar, men jeg håber, at du føler, du har fået lidt nyt at tænke på og måske en idé til at komme videre mod målet om at blive gladere!
Pas rigtig godt på dig selv, du har det i dig – og dyrk din lyst og vilje til at blive glad for livet igen, det har du helt sikkert fortjent at blive!
De bedste ønsker til dig
fra BørneBrevkassen
