Selvmord

Jeg ved ikke hvordan jeg skal formulere spørgsmålet ordentligt, men jeg vil prøve. Jeg har faktisk et rigtig godt liv. Jeg har en virkelig kærlig og vidunderlig familie, mine forældre elsker mig såå højt, jeg klarer mig godt i skolen, jeg har venner omkring mig, jeg har altid nogen at grine med, jeg har overhovedet ikke nogen penge problemer eller lign. Hvis der er noget jeg vil ha’ må jeg få det med det samme, jeg er overhovedet ikke ked af det med mit udseende, for jeg er en flot pige. Det fortæller alle mig, at jeg har de smukkeste øjne, flot kropsbygning, det flotteste ansigt, langt smuk sort hår og et smilende ansigt.

Men der er så bare det at der er en anden side af det hele. Jeg har aldrig nogensinde i hele mit liv været helt ærlig med en person, jeg har aldrig nogensinde fortalt nogen hvordan jeg føler mig, hvordan jeg virkelig har det bag det hele. Jeg har rigelig med venner omkring mig, men det er kun mennesker jeg snakker med, griner med, fester med, er sammen med .. Det er ikke nogen jeg betroer mig til.

Jeg føler mig så ensom og nedtrykt. Det hele bare en facade. Jeg græder lige nu .. bare ved tanken om alt det jeg savner. Eller måske kan jeg ikke bruge ordet savner? For man kan jo ikke savne noget man aldrig har haft, vel? .. Jeg har ikke engang snakket med mine kærlige forældre om det her eller mine brødre.

Så er der religion; Hele min mors side har fået tro på Jehova Gud og lige nu her for tiden studerer jeg faktisk bibelen med en derfra og det er overhovedet ikke fordi min mor har tvunget mig til det. Hun har endda også spurgt mig og det var mig der sagde ja, men jeg tror aldrig rigtig jeg har ment det fordi jeg vil bare ikke skuffe min mor eller gøre hende ked af det. Jeg synes det er en virkelig smuk tro. Og Jehova Gud lyder så kærlig og jeg prøver virkelig at tro på ham, men jeg har bare svært ved det når alle andre omkring mig ikke tror på nogen gud, ikke er religiøse og bare skider på alting. De lever i nuet.

Og den tanke kan jeg også lide samtidig med at jeg også kan lide tanken og Jehova Gud .. men er det ikke forkert? Jeg får det bare så dårligt når jeg tænker over det, så hver gang min mor spørger ind til mine studier, svarer jeg kort og nikker bare. Og hun kan godt mærke det og hun har sagt til mig at jeg overhovedet ikke virker interesseret. Men jeg ved det bare ikke! Så jeg svarer bare neutralt hver gang.

Så er der alt sådan noget med at ens mor og far føler at man pludselig er blevet en stor pige, at man er bleven voksen og opfører sig som om man ved alt og det gøre mig bare så ked af det. For det jeg allermest ønsker i hele i mit liv er at blive den lille pige igen, der ikke havde nogen bekymringer, ikke nogen smerter .. den lille pige som altid var glad og kærlig og som aldrig beklagede sig.

Jeg vil være fars lille pige igen, og jeg prøver også men .. det går bare ikke altid. Og jeg kan godt mærke på mine forældre at de er trætte af mig. Jeg føler bare at jeg fuldstændig har ødelagt mit forhold til dem .. Så er der jo også ‘veninderne’ .. mine forældre har opdraget mig fuldstændig anderledes end de andre har opdraget deres børn.

Mine forældre kommer fra et andet land, i Asian og har en anden kultur. Så det med alkohol, rygning, kærester, kærlighed, sex, kysse, snave, drenge, feste .. sådan noget regner de ikke med at der findes i mit liv. Sådan noget er der ikke i en tretten årig piges liv. Min far har sagt til mig at jeg aldrig må drikke, jeg må ALDRIG ryge .. Og faktisk har jeg intet i mod det, jeg kan godt se hvorfor han ikke vil have mig til at gøre det og nu når han arbejder 24/7 på at tjene penge til sin familie og fuldstændig har lagt sit liv væk for os så føler jeg mig forpligtet til i det mindste at lytte til det her! Jeg vil lytte til det her!

Drenge? De har aldrig direkte sagt til mig at jeg ikke må have en kæreste, for de regner med at det er en selvfølge at jeg ikke skal involveres i ting som det indtil jeg er færdig med en uddanelse og sådan. De har jo ikke sagt at jeg ikke må have en kæreste i hele mit liv, nej de mener jo bare at jeg skal vente og få en uddanelse, et godt liv og så hvis jeg finder en ordentlig dreng som passer ind i familien så kan det jo godt gå.

Men jeg er en tretten årig pige i Danmark som lever efter en kultur som kommer langt væk fra! Og jeg bliver påvirket fra begge sider, fra mine venner og fra min familie og det hele stiger mig bare til hovedet nogen gange hvor jeg bare har lyst til at skrige! Jeg kan jo ikke klare det hele .. jeg bliver let forelsket og jeg tænker meget på sex og drenge og .. jeg er så åben overfor sex og drenge når det kommer til mine venner, men når jeg så kommer hjem er det som om jeg lukker af for det hele og er en tamilsk pige ..

Og jeg er bare så bange for at en dag så mødes begge parter, min familie/ min kultur og mine venner/min ‘danske’ side. Så jeg har lovet mig selv ikke at få nogen kæreste, ikke at ryge, ikke at drikke .. men det er altså bare så fucking svært. Jeg ønsker virkelig ikke at gøre mine forældre kede af det ved at forelske mig i en forkert dreng så jeg prøver at holde mig væk fra det .. men det svært. Jeg ønsker virkelig at min fremtid kommer til at se ud som jeg forstiller mig den: Lykkelig tid hos min familie, god uddanelse, ingen sex før ægteskab, ingen problemer, jeg forelsker mig i en fyr som mine forældre kan lide og accepterer, tre søde små børn, ingen sygdom, ingen penge problemer, bare et lykkeligt liv.

Men jeg er sååå bange for at det ikke kommer til at ske sådan. Så er der også det med at jeg ‘ikke’ må have sex før ægteskab, og det syntes jeg faktisk er helt fint for jeg synes også at sex skal være noget specielt og noget der skal ske ordentligt. Men jeg er bange for at jeg ikke kan holde det. At det bare er forgæves at jeg prøver. For sex er jo bare at kneppe, bare at gøre det med en fyr man kan lide i mine venners øjne. Og jeg lader som om jeg er med på den.

Jeg har en virkelig perves humor her for tiden og jeg snakker så åbent om sex og jeg laver hele tiden sjov sammen med mine venner .. Jeg tør ikke at sige hvad jeg rigtig føler. Jeg er bange for at være anderledes .. jeg vil jo bare passe ind ikke? Mine venner tror bare at jeg er en lykkelig pige, der får hvad jeg vil, der er glad og smilende, jokende, snakkende, udadvendt, imødekommende, klog .. men de kender mig jo ikke rigtig?

Så er der skolen. Jeg får fortalt at jeg klarer mig såå godt fagligt, at jeg er så dygtig. Og ja, jeg får jo også 10 taller og 12 taller, men karrakterer er først noget vi er begyndt med lige nu .. så jeg er bange for hvordan det kommer til at se ud i fremtiden for jeg føler mig overhovedet ikke så klog og sikker som de andre fortæller mig. Jeg er så bange for at jeg ikke kommer til at klare mig godt i skolen, så bange for at jeg kommer til at skuffe mine forældre. Mine forældre regner jo med at jeg får 12 i alt, at jeg passer min skole godt og at jeg er såå dygtig.

Og ja, jeg prøver da .. men jeg føler mig bare så usikker. Og så er det jo jeg tænker .. selvmord. Altså jeg har aldrig nogensinde gjort noget ud af det, aldrig nogensinde prøvet at gøre noget .. Jeg har bare haft de her tanker at måske .. så ville det bare være lettere. For når man er død er der jo ingenting (ifølge bibelen og hvad andre siger, og hvad jeg tror på). Ingen smerter, ingen penge problemer, ingen familie relaterede problemer, ingen veninde problemer, ingen tårer, ingen tennage problemer, ingenting .. bare ingenting.

Og tanken får mig til at smile. Får mig til at overveje det så stærkt fordi jeg vil bare ikke føle mig ensom, føle mig svag, føle mig grim, føle mig dum, føle mig anderledes, føle mig presset .. Det eneste der holder mig tilbage er at jeg måske fortryder det i sidste sekund. Hvis jeg havde fysisk smerte, kunne jeg pege og sige: Her, det er derfor jeg har det så dårligt. Men jeg ser bare så glad ud udenpå. Der er ingen tegn.

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg forventer af svar der kommer tilbage, jeg havde bare brug for at komme ud med det hele. Faktisk regner jeg lidt med at jeg får et svar lign. ‘Du skal fortælle folk hvad du føler, snak med dem’ Men det er bare ikke så nemt, det er ikke bare noget jeg kan fortælle folk. For jeg ville ikke kunne bære at få det blik, der siger ‘ øh fuck hvor er du underlig, du har det sgu da skide godt i dit liv, så drop det tuderi og tag dig sammen, der er så mange der har det så meget værre end dig så tag dig dog sammen’ ..

Jeg kan ikke fortælle folk om mine tanker, mine følelser .. for det gøre mig bare anderledes. Jeg kan godt lide mine veninder og det hele, men jeg tror ikke at jeg kan betro dem noget, jeg stoler ikke rigtig på dem, de virker bare så lalleglade og som om de har det godt og .. jeg vil bare gerne have dem i mit liv for så føler jeg mig normal. Min familie vil jeg heller ikke fortælle det til for så bliver de jo bare kede af det og føler sikkert bare at de har gjort noget forkert og at det er deres skyld .. og det er det jo ikke .. føler jeg da.

Jeg ved godt jeg har skrevet et temmelig langt stykke, men jeg håber stadig i tager jer tid til at læse det grundigt for det er første gang jeg nogensinde har været så ærlig omkring mit liv og bare det at jeg har skrevet det her brev og fået det hele ud får mig til at føle mig lettet. Føle et lille håb måske .. På forhånd tak, for jeres tid. Jeg er lige fyldt fjorten år. – Jeg skriver bare lige min alder her for da jeg sidst skrev min alder, blev den ikke vist ..