Brev

Selvmord

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 12 Det lyder som om du har det rigtigt svært lige nu, og ja bare er træt af det hele. Hvor er det godt du har skrevet her ind og fortalt om, hvordan du har det. Jeg håber mit svar kan hjælpe dig! Du skriver, at alt er spildt og alt er ødelagt. Jeg bliver nysgerrig på, hvad der er sket siden du tænker sådan?  Når du skriver, at du vil skide på alt, gætter jeg på, at du er rigtig vred, mon det er rigtigt? Hvad kan være sket som har gjort dig så vred? Hvor længe har du haft det sådan? Jeg tænker på om der er sket noget særlig, måske i skolen, der hjemme eller måske et helt andet sted? Hvem har gjort dig vred og hvorfor? I dit brev skriver du at leve sindssygt, være væk hele tiden for at have det sjovt. Jeg tænker på, hvad det mon mere præcis betyder? Hvad er det du gerne vil væk fra og, hvor er det sjove henne? Det sjove du gerne vil bruge livet til, hvordan ser det ud for dig? Jeg bliver nysgerrig på, hvilke billeder du havde i dit hoved da du skrev det? hvad er det sjove og hvordan kan du få noget mere af det ind i dit liv som det er lige nu? Sker det sjove af og til og i så fald, hvor og med hvem sker det? Du skriver, at du cutter, kan finde på at ryge, ryge hash og har tanker om selvmord. Det er alle sammen ting man tænker man kan finde på, når man har det rigtigt dårligt som du har lige nu. Problemet er bare, at det kan gøre tingene meget værre. Eller sagt på en anden måde så gør man disse ting fordi man føler det hjælper en eller at alt andet er lige meget, men det løser ikke de problemer man har selv om det måske kan føles sådan mens man gør det. Når man har det rigtigt svært som du har lige nu kan det være svært at se andre løsninger, men det er der! Nogle gange skal man have noget hjælp til at se dem og det er derfor rigtigt godt du har skrevet her ind. Jeg ville ønske jeg vidste noget mere om, hvad der sker i dit liv for så kunne jeg hjælpe dig til at se nogle løsninger. Jeg tænker derfor på om du har mod på at tale med nogle om, hvorfor du har det som du har det? En mulighed er at ringe ind til BørneTelefonen på 116 111 der sidder nogle rigtig dygtige rådgiver som meget gerne vil hjælpe og lytte til, hvad der sker i dit liv.  Jeg tænker du har skrevet her ind fordi du gerne vil have noget hjælp. Jeg vil derfor anbefale du går ind på vores hjemmeside via dette link:  http://www.bornetelefonen.dk/raadgivning/BorneBrevkassen/Selvskade.aspx. Her kan du læse om andre unge, som cutter og, hvad rådgiverne foreslår de kan gøre for at få hjælp. Du kan også læse nogle breve om, hvorfor andre gør det og hvad der gør at de har det svært.

Mon du kender LMS (landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade)? På deres hjemmeside www.selvskade.dk, vil du kunne læse hvordan de kan hjælpe. De har bl.a. forskellige former for rådgivning og støtte, og de ved, at der ofte er mange ting, som gør, at man kommer til at cutte. Håber du vil kigge forbi deres hjemmeside?
 
I dit brev fortæller du ikke så meget om, hvem der er i dit liv, hvem betyder rigtigt meget for dig? Grunden til jeg spørger er, at du skriver, at alt er ødelagt, men jeg tænker, at der må være nogle mennesker i dit liv som rigtigt gerne vil dig og meget gerne vil hjælpe dig, nogle som ønsker, at du har det godt. Jeg skriver dette til dig fordi du har brug for hjælp, hjælp til at se andre muligheder end dem du skriver om. Hvem mon det kan være? Hvem tænker du betyder rigtigt meget for dig og ønsker du har det godt? Dine forældre? Søskende? En lærer? Onkel? Jeg tænker på om der er nogle af dem som du er er tryg ved og som du stoler på og har mod på at tale med om alt det du lige nu oplever? Jeg håber mit brev kan hjælpe dig og at du måske har fået en idé om, hvad der betyder noget for dig som kan trække tankerne om at cutte, ryge eller selvmord i en anden retning . Jeg håber vi hører fra dig på BørneTelefonen, vi vil rigtig gerne hjælpe dig. Mange tanker og hilsner fra BørneTelefonen

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat