Kære pige
Tak for dit brev, det er rigtig godt, du har skrevet hertil, og jeg vil prøve at hjælpe dig så godt jeg kan. Du fortæller, du har det forfærdeligt og har selvmordstanker og det lyder absolut ikke, som om, du har det godt. Jeg kan læse, du føler, at dit liv, er meget svært, og det er på alle fronter. Blandt dine venner og i din familie.
Jeg kan forstå, at du føler dig ensom og jeg tænker om, der overhovedet ikke er nogen, du kan tale med, når du har det svært? Jeg tænker, det må være hårdt for dig, at skulle gå med dine tanker og følelser alene.
Når jeg læser dit brev, så kan jeg godt se, at du må føle dig meget alene, eftersom dine venner og din kæreste har valgt dig fra. Jeg kan høre på dig, at du selv er ked af den måde, du har været på.
Har du mon prøvet, at sige det til dine venner?
Jeg tænker, du nok lige nu ville ønske, at du kunne skrue tiden baglæns og at det der skete, aldrig var sket. Nogle mennesker undskylder aldrig når ,de tager/gør fejl, andre undskylder næsten alt. En undskyldning, skal man mene, ellers kan man lige så godt lade være med at undskylde. Man skal være klar til at erkende sine fejl og det fornemmer jeg, du er. Er det ikke rigtigt?
Lige nu tror du, at alle er imod dig, at du er helt alene i verden, men jeg tænker dine venner vil respektere dig, hvis du kan give dem en undskyldning og måske en forklaring på, hvorfor tingene har udviklet sig, som de har..? Hvis du undskylder dine handlinger overfor dine venner, så beder du dem faktisk om at acceptere dig og tilgive dig, det du gjorde forkert. Ville du mon kunne det og tror du, det ville have en effekt..?
Jeg tænker, det også ville være godt, hvis du kunne tale med en voksen om dit liv, dine tanker og følelser. Har du mon talt med nogen om, at du har disse selvmordstanker? Jeg kan forstå, at du ikke har det bedste forhold til dine forældre, men måske skulle du alligevel prøve, at tale med din mor?
Det er jo overhovedet ikke sikkert, din mor har nogen fornemmelser for, at dit liv lige nu er så svært. Hvis du betroede dig til hende, så tænker jeg, at hun ville blive glad for den kontakt. Måske savner hun i sit liv også at få kontakt til dig igen? Jeg gætter på, hun vil blive bekymret for dig og vil forsøge at støtte dig, hvis hun opdager, hvilke tanker og problemer du tumler med for tiden...
Hvis du synes, det er for svært, at tale med din mor, så kunne du måske prøve at tale med en anden voksen, du har det godt med? Du kunne også prøve at ringe til BørneTelefonen på 116 111, det er gratis at ringe, du kan være anonym og her sidder der flere voksne, som du kan tale med, om de svære tanker, følelser og problemer du kæmper med.
Jeg håber, du vil få hjælp til at komme videre i dit liv og igen føle dit liv er værd at leve.
De bedste hilsner BørneBrevkassen
