Kære dreng
Tak for dit brev, det er godt at du skriver til BørneBrevkassen. Det lyder ikke som om, det er en nem situation for dig; det er flot at du alligevel finder overskud til at skrive og dele dine problemer med os. Du har flere alvorlige ting, du går og tumler med, så jeg vil prøve at skille dem ad og skrive til dig, hvad jeg tænker om problemerne enkeltvis, det håber jeg giver god mening for dig.
Du skriver, at du oplever dig selv som en kold person, hvorfor synes du mon det? Jeg læser det som, at du er en populær dreng med venskaber og følelser for andre, det er i hvert fald ikke, hvad jeg forstår ved koldt.
Du skriver også, at du er træt af alle de forventninger, der er til dig. Det kan jeg godt forstå er svært at skulle leve op til. Forventninger er sådan nogle, der kan være svære at vide, hvad man skal gøre med, fordi man gerne vil gøre det, man gør, godt og fordi man ikke vil skuffe nogen. Nogle gange kan det være svært at finde ud af, om det i virkeligheden er andre der forventer noget særligt af en, eller om det er en selv, der bliver usikker over, om andre nu også synes, man lever op til alt det, man gerne vil være overfor dem. Hvem stiller mon de forventninger til dig?
Forelskelse kan være dejligt men til tider også svært. Dejligt fordi det gør en glad, men svært fordi man ikke altid ved om ens forelskelse er gengældt. Du er forelsket i en dreng, som samtidig er din bedste ven. Ved han mon, at du er forelsket i ham? Eller tror du han har en fornemmelse?
Jeg ved ikke, hvor tætte I er på hinanden, og hvor meget I fortæller hinanden? Men hvis I er virkelig gode venner og deler det meste, tænker jeg at du måske kunne fortælle ham, at han betyder virkelig meget for dig, og spørge ham hvad han tænker om jeres venskab..? Det kan jo være, at han også har følelser for dig, men også synes det er svært at tale om..? Ved at tale om det, kan I få mulighed for at dele jeres tanker og forstå hinanden bedre. - På den måde kan I måske finde ud af, om der er grundlag for at være mere end venner?
Når du har prøvet at skære i dig selv og har stået med mange piller i hånden men alligevel lagt dem væk igen, så fortæller det mig, at du ikke er svag, men at du derimod er stærk. Det at du har overvejet at skade dig selv er dog så alvorligt, at jeg tænker, at du skal fortælle en voksen du har tillid til, det som du har skrevet til os. Kan du mon det? Det er alt for store ting at gå med alene, og så er det også sådan, at den voksne der bliver opmærksom på, at du ikke har det godt, skal gøre rigtig meget for at ændre på den tilstand. Har du mon overvejet denne mulighed?
Jeg håber, du kan bruge disse overvejelser..? Ellers kan du også ringe til BørneTelefonen på 11611 eller skrive til BørneChatten via vores hjemmeside, der sidder også dygtige rådgivere, som gerne vil lytte og hjælpe dig.
Mange kærlige tanker til dig fra BørneBrevkassen