Kære pige 16 år,
Tak for dit svære og vigtige brev.
Hvor er det godt, at din kæreste har fundet modet til at betro sig til dig! For det må have krævet stort mod og stor tillid. Han har sikkert fornemmet det samme som jeg gør igennem dit brev: At du er en moden, klog og omsorgsfuld pige. Og han har haft tillid til, at du ville kunne forstå og støtte ham.
Og hvor er det godt, at dit instinkt siger dig, at du skal fortælle nogen, hvor svært din kæreste har det lige nu. Og at han overvejer/har overvejet at begå selvmord. Din kæreste var meget klog, da han valgte at betro sig til dig.
For du har fuldstændig ret: Det er vigtigt at der er voksne, som får mulighed for at støtte og hjælpe ham, med det der gør livet så svært og tungt. Voksne der kan hjælpe ham, med at finde frem til den rette hjælp.
For ingen skal have det så svært som din kæreste har det, uden at få hjælp. Og han har brug for, at der er nogen der hjælper ham til at få det bedre. Brug for hjælp til at ændre på de ting, der er tunge og svære at bære. Og han har ret til at få hjælp, fra ansvarlige voksne.
Jeg kan samtidig også godt forstå, at du bliver lidt i tvivl, fordi du har lovet ham ikke at sige noget til nogen.
Men det et ALT for stort ansvar for dig, at gå alene med den viden. Et alt for stort ansvar for ethvert menneske af få.
Hvordan tror du, han ville have det, hvis det havde været omvendt?
Hvis du havde betroet ham, at der var ting i dit liv som var så svære at bære alene, at du flere gange havde overvejet at tage dit eget liv? Tror du han ville prøve at skaffe dig hjælp? Eller ville han tie stille, fordi du bad ham om det?
Jeg tror måske, han ville gøre præcis som dig? Han har nemlig også selv prøvet at stå i en svær situation, dengang han opdagede utroskaben. Han valgte ligesom dig, også det rigtige og fulgte sit instinkt. Sin omsorg og sin ansvarsfølelse. Selvom det var smertefuldt.
Hvad tror du der ville ske, hvis du viste ham dit brev, og mit svar? Tror du din kæreste ville kunne læse det, og se det kærlige, ansvarsfulde og rigtige i, at alle dine instinkter og din fornuft siger dig, at det er din pligt at sørge for at han får hjælp?
Tror du han ville kunne overvinde sin frygt for, hvad der sker når han fortæller en voksen hvor svært han har det?
Tror du han tør tro på, at det er muligt at få det bedre end han har det nu?
Og at der er mange der både kan og vil hjælpe ham?
Eller tror du han vil blive for skræmt?
Hvis du tænker, det vil være godt at vise ham brevet, så kan I måske læse brevet og svaret sammen, og så tale om:
Hvilken lærer (eller en anden voksen) på skolen, tænker han det vil være bedst at tale med, om at han har det svært? Hvem ville være gode til at hjælpe ham, med at få den hjælp han har ret til?
Er der en voksen udenfor efterskolen, han hellere vil tale med?
Hvis der ikke er en voksen på skolen eller andre voksne, han har lyst til at fortælle det til - Hvilke voksne i DIT liv (forældre, familie eller andre) ville så være bedst at gå til? Hvem ville kunne hjælpe ham, til at få den rette hjælp og støtte?
Hvordan kan han begynde den svære samtale? Kunne du måske støtte ham, og begynde med at kontakte læreren/den voksne? Kunne du være med – og måske hjælpe ham i gang? Eller vil det være bedst for din kæreste, at gøre det alene?
Kunne I bruge dit brev, som en måde at indlede den svære samtale med en voksen?
Hvordan kan du bedst støtte og hjælpe ham, samtidig med at I også passer på dig? Er der nogen i din familie, som kan støtte dig? (For det er utrolig svært at se nogen man elsker og holder af, have det rigtig svært).
Måske han har lyst til at ringe, chatte eller sms’e med os på BørneTelefonen? Så kan han helt anonymt tale med en voksen, om de svære ting i hans liv. Det kan nogen gange lette meget, bare at få mulighed for at tale frit om det der gør rigtig ondt og føles umuligt at gøre noget ved. Og vi vil også kunne fortælle ham mere om hvilke muligheder og rettigheder han (og hans familie) har for at få hjælp.
Hvis du vælger ikke at vise din kæreste dit brev, kan du måske:
Fortælle ham hvor ondt det gør dig, at han har det så svært. At du vil have, at han får den hjælp som han har ret til og brug for. Og at man ikke kan forpligtige et andet menneske, til at tie om så alvorlige ting som stor smerte og selvmordstanker. Fortælle ham, at du holder for meget af ham, til at kunne holde det tavsheds løfte du kom til at give.
Bede ham selv fortælle det til en voksen. Og hjælpe ham med at følge op på, at den han fortæller det til, også sørger for at skaffe ham den rigtige hjælp.
Bede ham ringe til os, for at høre hvilken hjælp han har ret til, og hvordan vi kan hjælpe ham med at få den. Du kan måske foreslå ham, at I ringer sammen? Eller tilbyde at ringe, mens han sidder ved siden af og lytter med?
Jeg håber du kan bruge mit svar til noget? Eller måske kan det inspirere dig til, at finde din egen måde at gribe det hele an på?
Din kæreste ”råbte” om hjælp, da han fortalte dig om sin smerte. Og heldigvis hørte og forstod du hans ”råb”.
Uanset hvad du vælger at gøre, så tænker jeg, det er vigtigt både for dig og ham, at du er tro mod dine instinkter. For din ansvarsfølelse og din omsorg for ham, passer BÅDE på ham og dig.
Jeg ønsker jer begge alt det bedste. Og at han hurtigt finder modet, til tage imod hjælp, så han kan få det bedre.
1000 tak fordi du skrev.
Mange kærlige hilsner BørneTelefonen
