Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Selvmord

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13

Hvor er det altså super sejt og rigtig vigtigt, at du besluttede dig for at skrive herind. Det er nemlig slet ikke meningen, at nogen skal gå rundt med de tanker, som du beskriver i dit brev.

Jeg vil rigtig gerne give dig nogle idéer til, hvordan du kan stoppe de tanker og i stedet få nogle mere rare tanker.

Nogle gange kan man godt komme til at føle sig lidt alene. Jeg kan forestille mig, at følelsen måske er blevet endnu værre, efter din ven valgte at bruge mere tid sammen med de mere populære piger?

Jeg synes bestemt heller ikke det er i orden, når nogle fra din klasse laver jokes med dit udseende. Uanset om det er ment i sjov eller ej, kan sådan nogle jokes nemlig gøre rigtigt ondt. For hvis man bliver udsat for det i længere tid, kan man godt begynde at tænke, at der er noget i vejen med en – at man ikke er god nok.

Men jeg synes faktisk at du er meget mere end god nok. Du har modet til at sætte ord på, hvordan du har det, og hvordan de ting, der sker, påvirker dig. Måske er det i dit brev første gang, du sætter ord på? Uanset hvad er det i hvert fald et rigtig godt skridt på vejen mod at fortælle det til en voksen, der er tæt på dig.

Som du selv skriver i dit brev, er ingen perfekt. Alle kan blive kede af det. Og alle kan i perioder have det ekstra svært.

Jeg har talt med andre på din alder om nogle af de ting. Og selv de piger, som andre regner for at være de mest populære piger, hvor alt er perfekt på overfladen, kan også have dage, hvor de er triste. Og selv de aller-pæneste piger har ofte noget ved dem selv, de ikke er tilfreds med. For når man kigger sig på selv i spejlet, dømmer man ofte sig selv hårdere end alle andre.

Derfor er det heller ikke rimeligt, at din far forventer, at du skal være blandt de bedste i skolen.

Alle er forskellige. Nogle er gode til en ting og andre er gode til noget andet. Bare du gør det, du kan, så bør både du og alle omkring dig være rigtig godt tilfredse.

Lige for tiden har du haft masser af ting at tænke på. Og derfor er det helt naturligt, at det i øjeblikket kan være lidt sværere at følge med i skolen. Det kan sagtens ændre sig igen, så du igen får mere overskud til skolen.

Jeg tror det er rigtig vigtigt, at du finder nogle voksne omkring dig, der kan støtte dig til at få det bedre. For rigtig ofte vil voksne gå langt for at hjælpe – specielt hvis de bliver opmærksomme på, hvordan du har det lige nu.

I skolen kunne en af dine lærere måske hjælpe? Og måske kunne læreren snakke med klassen, så dem, der laver jokes med andres udseende, stopper med det? Dem, der laver den slags jokes, ved ofte ikke, hvor meget det faktisk påvirker de andre. Samtidig kunne lærerne måske også snakke med pigerne i klassen om det med at ville være perfekt – og det store pres, der ligger i det? Jeg kan nemlig forestille mig, at rigtig mange af pigerne i din klasse går rundt med nogle af de samme tanker som dig.

Samtidig kunne din lærer måske også hjælpe dig i forhold til det pres, du føler omkring lektier og skolen? Og måske kunne der findes særlige løsninger for dig i en periode? Måske hvor du ikke behøver lave alle dine lektier – men kun de vigtigste?

Du skriver i dit brev, at du hverken kan snakke med din mor eller din far. Jeg ved selvfølgelig ikke hvorfor du ikke kan snakke med dem. Måske føler du ikke, de vil kunne forstå, hvordan du har det? Eller måske tror du ikke, de vil lytte ordentligt efter hvad du siger?

Jeg synes alligevel at du skal overveje at prøve at få snakket med dine forældre om de ting, du skriver om i dit brev. Måske ved dine forældre slet ikke, hvor presset du føler dig over deres forventninger til dig? Og måske ved de slet ikke, at du lige nu synes, det hele er lidt svært?

Når du skal snakke med dine forældre, kunne du overveje at skrive et brev til dem – eller at starte med at vise dem dit brev her til brevkassen. Evt. sammen med mit svar til dig. I brevet fortæller du nemlig på en rigtig god måde, hvad der er svært. Og til sidst i brevet kunne du skrive, at du gerne vil snakke med dem om det, der står i brevet.

Et brev har den fordel, at du kan overveje, hvad du gerne vil have, dine forældre skal vide. Ved at aflevere et brev til dine forældre, får du også mulighed for at sige alt det, du gerne vil sige uden at blive afbrudt. Og hvis du afleverer brevet, så dine forældre kan læse det, mens de er alene hjemme, får dine forældre også mulighed for at snakke sammen og finde ud af, hvordan de bedst kan hjælpe og støtte dig. På den måde både tror og håber jeg, at brevet kunne blive starten på en rigtig god snak mellem dine forældre og dig.

Jeg håber, du har kunnet bruge nogle af mine idéer til, hvordan du kan bruge de voksne omkring dig til at få det bedre og at kunne slippe de tanker, du lige nu går alene rundt med. Jeg ønsker dig alt det bedste fremover. Hvis du får brug for at snakke, er du altid velkommen til at skrive eller ringe til 116 111.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Selvmordstanker Andre der hjælper

Angst og depression – gratis psykolghjælp

Gratis psykologhjælp til behandling af angst og depression (18-24 år)
Læs mere

Giftlinjen

Anonym professionel hjælp ved forgiftning af fx medicin eller rusmidler
Læs mere

Headspace

Har du brug for at mødes og tale med en voksen anonymt? (12-25 år)
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat