Kære 13-årige pige
Mange tak for dit brev. Jeg synes, det er rigtigt flot at du skriver her til, og det får mig til at tænke, at du gerne vil leve og gerne vil have hjælp!
Jeg bliver rigtigt bekymret, når du skriver, at du er tæt på at begå selvmord, og tænker om der mon findes nogle voksne, som du har det godt med og stoler på? Du skriver, at du har det svært med din far, men er der en mor, en faster, en lærer eller en anden voksen, som du kunne finde på at tale med? Grunden til jeg spørger er at jeg tænker, du har brug for, at der er nogle voksne, der hjælper dig til at få det bedre…
En måde at få hjælp er at kontakte kommunen og fortælle, hvordan man går og har det... På kommunen er der nogle socialrådgivere, der arbejder med børn og familier. Det er deres job at hjælpe børn og unge, der har det svært. Jeg ved, at de fleste lærere plejer at vide, hvem de skal ringe til, hvis de finder ud af, at der er et barn eller en ung, der har brug for noget hjælp… Derfor tænker jeg, om du mon kunne prøve at tale med en lærer om, hvordan du går og har det?
Du kan også selv ringe til kommunen, tage hen til kommunen eller skrive til kommunen, hvis du har mod på det? Det kan godt nok være rigtig svært som barn eller ung at fortælle en, man ikke kender om, hvordan man har det… Derfor har du mulighed for at tage en bisidder med. En bisidder er en voksen, der skal støtte dig i at fortælle om, hvordan du har det, og hjælpe dig i kontakten med kommunen, så du er sikker på, at der bliver lyttet til det, du siger. Det kan evt. være en voksen, som du kender og stoler på, eller det kan være en fra Børns Vilkårs bisidderkorps. Du kan læse lidt mere om vores bisiddere her >>
Når du fortæller, at du har skadet dig selv, så tænker jeg på, om du mon kender den forening, der hedder Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade? De er rigtig gode til at give støtte, rådgivning og information til personer, der er ramt af en spiseforstyrrelse eller er selvskadende. Måske det kunne være hjælpsomt for dig at kigge på deres hjemmeside http://www.selvskade.dk?
Jeg håber rigtig meget, at du kan bruge mine svar, og at du finder nogen, der kan hjælpe dig. Hvis du har behov for mere råd og vejledning, er du altid velkommen til at skrive til BørneBrevkassen igen, ringe til BørneTelefonen på 116 111, eller skrive på BørneChatten og vende dine tanker med en af de søde rådgivere.
Mange venlige hilsner
BørneBrevkassen