Kære A
Tak for dit modige og ærlige brev. Det er rigtig stærkt af dig at sætte dig ned og skrive her til BørneBrevkassen om dine tanker, og jeg kan godt fornemme på dit brev, at du er meget frustreret og ked af at blive behandlet sådan af din mor og dine søster.
At du kan skrive om det, som du gør, får mig til at tænke på, at det virker som om, du er en, der kæmper og siger fra, når du bliver udsat for noget, der ikke er rimeligt... Kan jeg have lidt ret i det? Når din mor og dine søstre ikke vil indrømme, at de har slået dig, bliver du ked af det og reagerer, så de lægger mærke til det, og det kan jeg virkelig godt forstå. Og selv om det ikke er med til at stoppe balladen, når du gør det, så tænker jeg alligevel at det er stærkt af dig, at du viser dem, at du ikke vil finde dig i at blive slået. Det er der ingen, der skal finde sig i, og det er slet ikke tilladt at slå sine børn i Danmark. Det ved din mor måske også, og det kan være, det er derfor, hun ikke vil indrømme det.
Når voksne bliver så vrede, at de slår deres børn, kan de nogle gange have brug for hjælp til at lære at gøre noget andet end at slå. Det kan man få hjælp til hos kommunen, hvis de får at vide, at der er et barn, der bliver slået derhjemme. Nogle børn synes, det er rigtig svært at finde ud af, hvem de skal fortælle det til, og nogle børn tror også, at ingen voksne vil tro på dem, hvis de fortæller det. Men jeg ved, at rigtig mange børn heldigvis finder ud af, at det godt kan lade sig gøre at finde en voksen, der vil tro på dem og som kan hjælpe dem.
Hvis du skulle fortælle det til en voksen, som kender dig godt, hvem ville du så have mest lyst til at fortælle det til? Hvis du tænker på de voksne du kender, kan du måske komme i tanke om en, som du før har snakket godt med, og som du kan huske tog dig alvorligt..? Måske en sød lærer, en venindes mor, en sød nabo, eller måske sundhedsplejersken eller skolesekretæren på din skole..? (Jeg foreslår nogle, fordi det måske kan sætte dine tanker i gang - og måske er det en helt anden voksen, som du kommer til at tænke på, når du læser det her).
Du skriver også, at du elsker din far meget højt, så måske kunne det også være ham, du ville foretrække at snakke med... Samtidig ved jeg godt, at det kan være svært at snakke med den ene forælder om den anden forælder, og jeg ved ikke, hvordan I ellers har det med at snakke sammen om svære ting..? Men i hvert fald tænker jeg, at det er rigtig godt, at du har din far, og at han er så sød mod dig, så måske ville du kunne åbne lidt for dine tanker om at være så ked af det til ham? Mon du ville kunne vise ham det brev, du har skrevet - og mit svar? Det kan nogle gange være lettere at vise et brev end at skulle sige "Jeg er ked af det" direkte til en voksen. Kender du den følelse?
Du nævner også, at du bliver mobbet på skolen, og det får mig til at tænke, at jeg virkelig håber, at du kan finde frem til en voksen, som vil lytte til de ting, du fortæller, og som kan hjælpe dig med at få det stoppet. Det er de voksne, der skal sørge for, at mobningen bliver stoppet, og at skolen er et rart sted at være for alle. Det kan måske være, at din far kan hjælpe dig med at forklare din klasselærer, at du bliver mobbet, hvis du synes, det er svært at sige til din lærer alene. Eller måske kan din gode ven hjælpe dig med at sige til din klasselærer, hvad der foregår?
Du skriver om mange ting i dit brev, og måske vil det være rart for dig at vende det hele (eller bare lidt af det) med en af de søde rådgivere, som sidder her på BørneTelefonen. De er vant til at snakke med børn om svære ting, og man behøver ikke fortælle, hvem man er. Dine forældre kan heller ikke se på telefonregningen, at du har haft ringet til 116 111 - bare du husker at slette nummeret telefonen.
Kærlig hilsen fra BørneBrevkassen
