Kære dreng på 13 år,
Tak for dit brev. Det er dejligt, at du blev enig med dig selv om at skrive til os. Det er hårdt at gå med tanker om selvmord og lave billeder af det oppe i hovedet, som du beskriver. Det varmer mit hjerte, at du skriver, du ikke planlægger et selvmord og at dø. Det giver mig også en følelse af, at du tør sætte ord på dine tanker, og det er første skridt på vej mod hjælp.
Du skriver, at du er stresset for tiden. Sådan som du oplever at have det, kan mennesker få det, hvis man føler sig meget presset, så ønsker man sig langt væk. Kan du mon sætte ord på det, som stresser og presser dig? Det som føles stort og uoverskueligt? Så synes jeg, at du skal tale med nogen om det. Det kunne være dine forældre eller måske en god lærer, eller hvis du har fået hjælp af en bestemt person til dit asperger.
At føle sig meget sårbar og humørsvingende kan også hænge sammen med, at man føler et stort pres. Ofte består pres af vores egne tanker, om hvad andre vil have, at vi skal gøre. Kan du mon genkende det? Jeg ved ikke, hvad dit pres handler om, men jeg håber, at du selv kan tænke videre over det og få sat ord på tankerne sammen med en voksen, du er tryg ved.
Jeg er sikker på, der findes en løsning til dig, men du kan bare ikke selv finde den, som du har det lige nu. Det er derfor, det kan hjælpe at tale med nogen tæt på dig. Måske kan de komme med løsninger, så du kan få det bedre. Du kan måske bruge dit brev til at få snakken igang, så den voksne kan se, at det også handler om at føle sig presset. Og på den måde kan hjælpe dig med at få overblik og få lavet en plan, så du ikke føler dig så presset, at der kommer tanker om selvmord.
Jeg ved god,t at det kan være svært at få taget hul på sådan en samtale, men jeg håber du holder fast i dit mod. Hvis det virker alt for svært, kan du også skrive det til dine forældre.
Vi har også lavet en guide til, hvordan man kan få ro på tanker. Måske kan den hjælpe dig, men det er også vigtigt, at du får hjælp af de voksne omkring dig.
Jeg håber, du kan bruge svaret. Du kan altid ringe til BørneTelefonen 116 111, hvor der sidder søde voksne klar til at snakke.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen