Brev

Selvmord

Hej, Jeg har kendt den her pige siden børnehaven, men har først for nyligt fundet ud af, at hun faktisk er bange for sin far.

Nu skriver hun så til mig, at hun lider af selvmords tanker. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Kan I hjælpe mig?

Hilsen den meget bekymrede

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige!

Tak for dit brev. Det er rigtig godt at du skriver, for jeg kan godt forstå, at det ikke er rart at gå med de bekymringer du har for din veninde. Jeg vil forsøge at hjælpe dig så godt jeg kan.

Allerførst vil jeg sige, at du lyder til at være en rigtig sød og omsorgsfuld pige, der vil hjælpe dem, du kender. Det må være dejligt for dem at vide, at de kan betro sig til dig. Jeg tænker, at det også må være lidt hårdt for dig, at du har fundet ud af, at pigen du kender, er bange for sin far, og at hun lider af selvmordstanker. Når man kender nogen, der fortæller én om nogle store problemer, kan det være svært vide hvad man skal gøre, og hvordan man skal hjælpe dem. Jeg kan godt forstå, at du bliver rigtig bekymret for hende.

Jeg tænker på, om pigen mon har fortalt andre end dig, hvordan hun har det? Er der mon nogen voksne der ved det? Det er en alt for stor bekymring for dig, at gå rundt med, hvis du er den eneste der kender til de problemer, hun har. Hvis der ikke er nogen voksne, der ved hvordan hun har det, synes jeg det er vigtigt, at hun/I får fortalt det til nogen, så de kan hjælpe hende. Derfor synes jeg det er vigtigt, at du snakker med hende om, at hun/I må fortælle det til en voksen. Det kan fx være en lærer. Hvis I går i samme klasse, kan du måske hjælpe pigen med at fortælle det til en af jeres lærere? Det kunne også være en AKT-lærer, sundhedsplejersken eller måske kunne I fortælle det til dine forældre? Hvad tænker du om det?

Hvis pigen synes, at det er svært at fortælle det til nogen, kan hun også starte med at ringe, chatte eller sms til BørneTelefonen. Der er mange, som synes, at de har fået hjælp til at komme videre med nogle svære ting, ved at tale med en rådgiver om det. Tror du, at hun kunne have lyst til det? Jeg håber meget, at hun vil kontakte os for at få hjælp. Hun kan ringe eller sms på 111 116 kl. 11-23, eller hun kan logge på chatten ved at gå ind på Børns Vilkårs hjemmeside. Adressen er

www.bornsvilkar.dk
. Der sidder dygtige og søde rådgivere klar til at hjælpe hende.

Måske kan du fortælle pigen, at du er så bekymret for hende, at du har skrevet til BørneBrevkassen for at få nogle råd til hvordan du kan hjælpe hende. Du kan måske også vise hende mit svar til dig. Så har hun også alle oplysningerne om, hvordan hun kan få hjælp.

Jeg håber, at hun snart får det bedre – og hvor er hun heldig, at hun kender dig!

De kærligste hilsner fra

BørneTelefonen

 

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Selvmordstanker Andre der hjælper

Angst og depression – gratis psykolghjælp

Gratis psykologhjælp til behandling af angst og depression (18-24 år)
Læs mere

Giftlinjen

Anonym professionel hjælp ved forgiftning af fx medicin eller rusmidler
Læs mere

Headspace

Har du brug for at mødes og tale med en voksen anonymt? (12-25 år)
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat