Kære 13-årige dreng
Tusind tak for dit brev. Hvor er det godt, at du skriver til os. De følelser du beskriver lyder virkelig svære, og jeg synes du gør det helt rigtige ved at sige fra over for dem, række ud og søge råd om, hvordan du kan få det bedre. Stærkt.
Det lyder som om, at du føler dig rigtig skrøbelig ovre i skolen, og har svært ved at åbne op og slappe af med de andre, fordi du er bange for, at dem du snakker med vil drille dig hvis du gør det. Og det er jo en helt forståelig reaktion, når du har haft det så svært på din gamle skole. Det kan tage tid at komme forbi den følelse, og finde en sikkerhed på sig selv, når man har oplevet at blive mobbet.
At opbygge noget mere ro og selvtillid, er ikke noget du skal gøre helt alene. Det er faktisk også andre menneskers ansvar at hjælpe dig. For du har ret til at være glad, både derhjemme og i skolen.
Det lyder som om, at du har fortalt din familie om problemerne før, siden du fortæller at du har snakket med en psykolog. Jeg synes det lyder godt, at I har prøvet at finde ud af, hvad der kunne hjælpe dig, men jeg er ked af, at du endnu ikke synes det rigtig hjælper med psykologen. Jeg synes du skal tale med dine forældre igen, og fortælle hvordan du har det. Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at sætte ord på følelser, men jeg er ikke i tvivl om, hvordan du har det, når jeg læser dit brev. Måske kunne du fortælle dem det, ligesom det står i brevet. Eller, hvis du vil, vise dem brevet. Så kan det være de rigtigt forstår det. Du er i hvert fald rigtig god til at beskrive det,som du synes er svært og det du håber på
Jeg kan godt forstå, at du føler dig så ked af det, at du tænker på, om det kunne være en depression. Måske er det ikke så vigtigt, hvad man kalder det. Det vigtigste er, at du er så ked af det, at du næsten ikke kan overskue det mere - og at du gerne vil have det bedre. Det er ikke noget der er galt inden i dig, der gør at du er ked af det. Det lyder som om, at du har oplevet nogle svære ting i dit liv, og stadig gør det, og jeg forstår virkelig godt, at det slet ikke er nemt.
Jeg tror det vigtigste lige nu er, at du åbner op og fortæller om, hvordan det er at være dig, præcis som du gør i brevet. Det kunne enten være til dine forældre, eller til din psykolog, eller til en anden voksen du kan tale med. Hvis du vil, kunne du starte med at øve dig, ved at ringe til BørneTelefonen på 116 111.
Det du vælger at gøre med dine forældres hjælp, kunne fx være at kontakte skolen og bede om en samtale med din lærer eller en vejleder. Det kunne også være, at I kunne finde på noget du kunne lave med andre end dem fra din skole. Måske gå til noget i din fritid. Det kan også være, at det bare er nok for nu, at du får talt ud, så dine følelser ikke kun sidder indeni og føles helt uoverskuelige.
Det lyder rigtig godt, at du finder noget glæde ved at spille computer, også selvom du mest er alene om det. Men jeg kommer da til at tænke på, om der ikke er andre fra skolen der også spiller? Måske kunne det være en måde at tale lidt mere med dem. Og hvis de ikke lige spiller det samme som dig, så kunne du måske undersøge det spil de spiller, og prøve det selv. Hvis det er et onlinespil som egner sig til at spille med andre, kunne I evt. spille sammen, og finde noget fællesskab i det.
Jeg er rigtig glad for, at du skrev til os. Dit brev er modigt og stærkt. Og jeg håber mit svar kunne hjælpe dig til at få talt med nogle mennesker omkring dig, så du ikke skal være alene om at komme igennem den her svære tid.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
